Visuel kraftpræstation i helvedes forgård
5.0
Ridley Scott er en stor billedmager, hvilket han atter beviser med Black Hawk Down, der er en visuel kraftpræstation ud over det sædvanlige. Billederne er på en gang grufulde og ufatteligt smukke. Man kan ikke andet end at imponeres over den energiske og medrivende visualitet som blæser over skærmen i mere end to timer. Det er mesterklasse.
Ridley Scotts ambition er at give os et indblik i det ene slag i Mogadishu, som skulle blive så fatalt for amerikanernes fremtidige internationale militærindsats. Ambitionen er at kaste publikum lige lukt ned i helvedes forgård, som Mogadishu støvede gader med rette kan kaldes. En simpel operation som går rygende galt. En mindre flok amerikanske elitesoldater mod et hævnhungrende mørkt og brølende menneskehav som nådesløst retter angreb efter angreb mod de fremmede. Filmen er mere end nøgernt skildring end en egentlig stillingtagen til konflikten. Black Hawk Down er fri for den værste patriotisme, som ærgerligt nok ofte præger denne type film fra Hollywood. Det er selve krigens væsen og rædsel der er i centrum, ikke en politisk pegen fingre af nogen af siderne i krigen.
Filmen skiller sig ud ved ikke at have en eller flere deciderede hovedpersoner. Vi får i stedet slaget malet med en bred pensel, hvilket giver slaget flere vinkler og små historier. Til gengæld bliver man heller ikke suget så kraftigt ind i en enkelt skæbne, så filmen føles helt nærværende. Omdrejningspunktet er slaget og ikke de menneskelige dramaer, selvom de selvfølgelig også er til stede i filmen, som de bør. Det er blot slagets udvikling og ikke den enkelte soldats udvikling, der er bestemmende for filmens forløb.
Black Hawk Downs helt store force er en helt i særklasse flotte billedside. Samtlige billeder, hvad enten det er overflyvninger af Mogadish, nærkamp i de beskidte gader eller dvælende smukke billeder af det blå hav, er så perfekt iscenesat, at det er en ren fryd. Filmen er noget nær "the best of the best" på den visuelle front og samtlige locations virker troværdige og autentiske.
Intensiteten er konstant høj og efter mere end 2 timer i helvede er man totalt pumpet flad. De mange og næsten uendelige kampscener gør, at kun få menneskelige indtryk når at sætte sig. Skuespillerholdet er ellers i topklasse og alle gør godt. Bedst er Eric Bana. Scott levner bare ikke plads til personlig udvikling. Det er soldater, der er under pres fra start til slut. Der er ingen tid til eftertanke. Det er også det, som gør, at filmen lander på 5½ stjerne og ikke 6 på trods af de imponerede billeder og medrivende tempo.
Til slut bliver jeg simpelthen nød til at kommentere, hvor fuldstændigt tåbeligt det forekommer, at årets Oscar for bedste film og instruktion gik til A Beautiful Mind og Ron Howard, når samme år bød på film af denne kaliber. At Ringenes Herre også stod i den kø er så en anden sag.
Ridley Scotts ambition er at give os et indblik i det ene slag i Mogadishu, som skulle blive så fatalt for amerikanernes fremtidige internationale militærindsats. Ambitionen er at kaste publikum lige lukt ned i helvedes forgård, som Mogadishu støvede gader med rette kan kaldes. En simpel operation som går rygende galt. En mindre flok amerikanske elitesoldater mod et hævnhungrende mørkt og brølende menneskehav som nådesløst retter angreb efter angreb mod de fremmede. Filmen er mere end nøgernt skildring end en egentlig stillingtagen til konflikten. Black Hawk Down er fri for den værste patriotisme, som ærgerligt nok ofte præger denne type film fra Hollywood. Det er selve krigens væsen og rædsel der er i centrum, ikke en politisk pegen fingre af nogen af siderne i krigen.
Filmen skiller sig ud ved ikke at have en eller flere deciderede hovedpersoner. Vi får i stedet slaget malet med en bred pensel, hvilket giver slaget flere vinkler og små historier. Til gengæld bliver man heller ikke suget så kraftigt ind i en enkelt skæbne, så filmen føles helt nærværende. Omdrejningspunktet er slaget og ikke de menneskelige dramaer, selvom de selvfølgelig også er til stede i filmen, som de bør. Det er blot slagets udvikling og ikke den enkelte soldats udvikling, der er bestemmende for filmens forløb.
Black Hawk Downs helt store force er en helt i særklasse flotte billedside. Samtlige billeder, hvad enten det er overflyvninger af Mogadish, nærkamp i de beskidte gader eller dvælende smukke billeder af det blå hav, er så perfekt iscenesat, at det er en ren fryd. Filmen er noget nær "the best of the best" på den visuelle front og samtlige locations virker troværdige og autentiske.
Intensiteten er konstant høj og efter mere end 2 timer i helvede er man totalt pumpet flad. De mange og næsten uendelige kampscener gør, at kun få menneskelige indtryk når at sætte sig. Skuespillerholdet er ellers i topklasse og alle gør godt. Bedst er Eric Bana. Scott levner bare ikke plads til personlig udvikling. Det er soldater, der er under pres fra start til slut. Der er ingen tid til eftertanke. Det er også det, som gør, at filmen lander på 5½ stjerne og ikke 6 på trods af de imponerede billeder og medrivende tempo.
Til slut bliver jeg simpelthen nød til at kommentere, hvor fuldstændigt tåbeligt det forekommer, at årets Oscar for bedste film og instruktion gik til A Beautiful Mind og Ron Howard, når samme år bød på film af denne kaliber. At Ringenes Herre også stod i den kø er så en anden sag.
30/09-2007
