Evigt urolige Europa
5.0
Lars von Trier kom for alvor på filmens verdenskort, da han lavede ”Europa”. Den er mindst lige så bjergtagende visuelt som ”Forbrydelsens Element”, men der er et mere klassisk handlingsforløb, der gør den mere seværdig i mine øjne.
Leopold Kessler (Jean-Marc Barr) er en amerikansk afhopper fra militæret, der tager til Tyskland i 1945 lige efter krigens afslutning. Han kommer for at vise Tyskland en smule venlighed, som han mener den fortjener. Han er en vag pacifist, der ikke tager stilling til så meget. En lunken idealist.
Han får arbejde på jernbaneselskabet Zentropa under sin onkel Kessler (Rigets egen kære Ernst-Hugo Järegård). Onklen er en lille pligtopfyldende mand. Ordnung muss sein. Leopold bliver hurtig venner med familien Hartmann, der ejer Zentropa, og som gerne vil dyrke deres internationale forbindelser. Specielt Hartmann-familiens smukke datter, Katharina (Barbara Sukowa), viser stor interesse for Leopold.
Men Hartmann-familien er i problemer, da de ikke har været helt uskyldige under krigen. Deres vogne blev blandt andet brugt til at køre jøderne til kz-lejre. Nu bliver de brugt til at fragte amerikanske officerer.
Filmen har masser af noir-elementer med mørke hemmeligheder, femme fatales og faretruende situationer. Trier har styr på hver eneste lille visuelle detalje. Han bruger alle tricks i bogen. Specielt gør han flittigt brug af superimpose-teknikker. Alle baggrunde er skudt for sig, og alle forgrunde er skudt for sig. Nogle gange er forgrundene i farver. Andre gange er baggrunden et nærbillede af et lommeur, af et stykke tekst, eller af noget andet.
Filmen er eksperimenterende, men eksperimentet er nøje og præcist udført. Trier har desuden allieret sig med kameramanden Henning Bendtsen, der også hjalp Dreyer til at skabe de smukke sort/hvid billeder i ”Ordet”.
Der er langt fra ”Europa” til dogme-filmene. Men man kan mærke Triers touch i meget af filmens ironi og humor. Specielt i filmens klimaks ombord på et nattog, hvor Leopold både er involveret i en terroraktion og samtidig skal til en konduktør-eksamen, hvor han bliver hørt om alle mulige ligegyldige detaljer, mens verden ramler sammen om ørene på ham.
Også i den hårde opdeling af idealisme og realisme kan man mærke Triers instruktion. De gode (eller lunkne) intentioner i en rådden og mørk verden. ”Europa” er efter min mening på niveau med Triers mere sete film af nyere dato.
Leopold Kessler (Jean-Marc Barr) er en amerikansk afhopper fra militæret, der tager til Tyskland i 1945 lige efter krigens afslutning. Han kommer for at vise Tyskland en smule venlighed, som han mener den fortjener. Han er en vag pacifist, der ikke tager stilling til så meget. En lunken idealist.
Han får arbejde på jernbaneselskabet Zentropa under sin onkel Kessler (Rigets egen kære Ernst-Hugo Järegård). Onklen er en lille pligtopfyldende mand. Ordnung muss sein. Leopold bliver hurtig venner med familien Hartmann, der ejer Zentropa, og som gerne vil dyrke deres internationale forbindelser. Specielt Hartmann-familiens smukke datter, Katharina (Barbara Sukowa), viser stor interesse for Leopold.
Men Hartmann-familien er i problemer, da de ikke har været helt uskyldige under krigen. Deres vogne blev blandt andet brugt til at køre jøderne til kz-lejre. Nu bliver de brugt til at fragte amerikanske officerer.
Filmen har masser af noir-elementer med mørke hemmeligheder, femme fatales og faretruende situationer. Trier har styr på hver eneste lille visuelle detalje. Han bruger alle tricks i bogen. Specielt gør han flittigt brug af superimpose-teknikker. Alle baggrunde er skudt for sig, og alle forgrunde er skudt for sig. Nogle gange er forgrundene i farver. Andre gange er baggrunden et nærbillede af et lommeur, af et stykke tekst, eller af noget andet.
Filmen er eksperimenterende, men eksperimentet er nøje og præcist udført. Trier har desuden allieret sig med kameramanden Henning Bendtsen, der også hjalp Dreyer til at skabe de smukke sort/hvid billeder i ”Ordet”.
Der er langt fra ”Europa” til dogme-filmene. Men man kan mærke Triers touch i meget af filmens ironi og humor. Specielt i filmens klimaks ombord på et nattog, hvor Leopold både er involveret i en terroraktion og samtidig skal til en konduktør-eksamen, hvor han bliver hørt om alle mulige ligegyldige detaljer, mens verden ramler sammen om ørene på ham.
Også i den hårde opdeling af idealisme og realisme kan man mærke Triers instruktion. De gode (eller lunkne) intentioner i en rådden og mørk verden. ”Europa” er efter min mening på niveau med Triers mere sete film af nyere dato.
01/10-2007
