Puberteten længe leve
4.0
Efter de ualmindelig vellidte ord fra de danske anmeldere var mine forventninger trods alt høje til denne øjensynligt hjernelamme drukfest af en komedie med en titel så raffineret som ”Superbad”. En af de mest bemærkelsesværdige vendinger, der både her på siden og blandt flere anmeldere mødte filmen med højlydt hip og hurra, var påstanden om en ungdomskomedie som skåret lige efter Quentin Tarantinos elskværdige filmhjerte. Og filmen, og de herlige ordkløverier der tilmed følger, må på mange måder siges at holde vande imod forventningspresset.
Tematisk læner ”Superbad” sig mest iøjefaldende op af de småfesne ”American Pie”-film, hvor sex og sprut ligeledes udgør et koncentreret fundament. På udførelsesplanet er den dog langt tættere den absolut skrupskøre og rablende morsomme ”Harold and Kumar goes to White Castle” (på dansk navngivet ”American High” af uforståelige årsager), der i samme grad som ”Superbad” leverer lavkomik på noget nær verdens tyndeste grundlag - med andre ord jagten på at stille et umiddelbart tåbeligt behov, nemlig hver især alkohol og hamburgere. Uden struktur og retningslinier fungerer disse to film glimrende som ensartede eksempler på hvad udfaldet kan blive når humoren dikterer plottet frem for omvendt.
Resultatet er i begge tilfælde ustoppelige kaskader af dumme påhit, men besynderligt nok også pragtfuldt tidsfordriv for alle med et åbent sind og let tilgængelige lattermuskler. Til at starte med gælder det først og fremmest om at afryste sig hver og en af de sproglige eller adfærdsmæssige manerer man har taget med sig i biffen, for ikke at gå i gulvet allerede efter de første, grovmundede dialoger der hæmningsløst kickstarter filmen. Fra top til tå er ”Superbad” nemlig gennemsyret af ”frækheder” (i mangel på en bedre betegnelse) uden sofistikerede sprogindpakninger, der muligvis vil få så godt som enhver aldrende analytiker til at få kaffen galt i halsen, og det er således på dens teenage-tomhjernede præmisser at filmen leverer varen til både grineanfald og tårnhøj underholdningsværdi.
Med det sagt, så er ”Superbad” ikke en fejlfri affære. Perfektion er måske heller ikke rimeligt at forvente af et manuskript udviklet af to 14-årige drenge, men når filmen periodevis står stille og hovedsagligt idérigdommen synes at svigte, fremskrider kvalitetskurven ind i mellem med så ærgerlige udsving, at helhedsbilledet desværre lider under at være mere uregelmæssigt end behøvet. Til gengæld planter ”Superbad” et permanent bredsmil tværs udpenslet over sin seers ansigt, et smil den holder ved i 2 fornemme timers tid. I sidste ende er det en film, der indtræder i topmålet af sin rynkede genre og så afgjort giver baghjul til flere af kollegaerne. Og det er vel egentlig ikke så ringe endda.
Tematisk læner ”Superbad” sig mest iøjefaldende op af de småfesne ”American Pie”-film, hvor sex og sprut ligeledes udgør et koncentreret fundament. På udførelsesplanet er den dog langt tættere den absolut skrupskøre og rablende morsomme ”Harold and Kumar goes to White Castle” (på dansk navngivet ”American High” af uforståelige årsager), der i samme grad som ”Superbad” leverer lavkomik på noget nær verdens tyndeste grundlag - med andre ord jagten på at stille et umiddelbart tåbeligt behov, nemlig hver især alkohol og hamburgere. Uden struktur og retningslinier fungerer disse to film glimrende som ensartede eksempler på hvad udfaldet kan blive når humoren dikterer plottet frem for omvendt.
Resultatet er i begge tilfælde ustoppelige kaskader af dumme påhit, men besynderligt nok også pragtfuldt tidsfordriv for alle med et åbent sind og let tilgængelige lattermuskler. Til at starte med gælder det først og fremmest om at afryste sig hver og en af de sproglige eller adfærdsmæssige manerer man har taget med sig i biffen, for ikke at gå i gulvet allerede efter de første, grovmundede dialoger der hæmningsløst kickstarter filmen. Fra top til tå er ”Superbad” nemlig gennemsyret af ”frækheder” (i mangel på en bedre betegnelse) uden sofistikerede sprogindpakninger, der muligvis vil få så godt som enhver aldrende analytiker til at få kaffen galt i halsen, og det er således på dens teenage-tomhjernede præmisser at filmen leverer varen til både grineanfald og tårnhøj underholdningsværdi.
Med det sagt, så er ”Superbad” ikke en fejlfri affære. Perfektion er måske heller ikke rimeligt at forvente af et manuskript udviklet af to 14-årige drenge, men når filmen periodevis står stille og hovedsagligt idérigdommen synes at svigte, fremskrider kvalitetskurven ind i mellem med så ærgerlige udsving, at helhedsbilledet desværre lider under at være mere uregelmæssigt end behøvet. Til gengæld planter ”Superbad” et permanent bredsmil tværs udpenslet over sin seers ansigt, et smil den holder ved i 2 fornemme timers tid. I sidste ende er det en film, der indtræder i topmålet af sin rynkede genre og så afgjort giver baghjul til flere af kollegaerne. Og det er vel egentlig ikke så ringe endda.
02/10-2007
