Ene mod alle

Næppe har man set en film som ”I Stand Alone”. Næppe har man oplevet en film bore sig ind i sindet med en så aggressiv adfærd, og endda udfylde erindringen i dagevis gennem sin præcise og frontale voldsomhed.
Den unge franskmand Gaspar Noé skabte sidst røre i filmverdenen med det fremragende eksperimentale skæbnedrama ”Irreversible”, hvis grufulde voldsudpenslinger gjorde filmen til en, på verdensplan, ualmindelig omdiskuteret attraktion. Med debutspillefilmen ”I Stand Alone” rammer han dog andet end sanserne og tolerancetærsklen, for samtidig med at opdrive nerven og brutaliteten i sin fortælling til perfektion iscenesætter Noé et dyk ned i en plaget sjæl, et fortabt menneske, der aldrig har kendt til kærlighed, hvor også følelserne får en tur i kødkværnen.

”I Stand Alone” handler om en mand, hvis navn vi aldrig får opgivet. Det eneste vi på rekordtid for klasket i synet er hans historie fra opvækst og til nuværende status som småtyk og smågammel, og hans livslange erhverv som slagter. ”Slagteren” (som han derfor kaldes) har netop fundet fodfæste i samfundet på ny efter en voldsdom og deraf et fængselsophold, da vi stifter bekendtskab med ham. Hans overvægtige og hysteriske kone er gravid, og han selv søger forgæves arbejde som slagter. Frustrationerne hober sig dog hurtigt op på ny for den indesluttede og egenrådige mand, eftersom hans søgen efter et slagtererhverv på arbejdsmarkedet overalt mødes med fordomme og skepsis, og efter den sidste irritation har ladet bægeret flyde over, ommassakrerer han kynisk sin kones mave til en gennempløret grød med de bare næver. Efter denne voldsomme handling påbegynder Slagteren sin søgen efter et job og dermed efter accept i sin omverden. Men begge disse mål synes uopnåelige og manden synes blot gradvist at stige i sit uoverskuelige og ubehjælpelige temperamentsproblem.

Efter den første voldssekvens (med den højgravide og mørbankede mave) er man hurtigt splittet i sit sind. Hvad er det her? Et spørgsmål der synes sværere end svært at besvare efter først at have lagt øre og syn til Slagterens voldsomme aggressionsudbrud og til den altdominerende nihilisme der præger mandens verdensopfattelse. ”Medlidenhed” er i hvert fald ikke det første ord til at besætte lystavlen efter filmens første halve time.
Stille og roligt kryber ”I Stand Alone” sig dog til rette i et umådelig stærkt perspektiv. Lidt efter lidt er seeren viklet helt ind i sin hovedpersons psyke. Lidt efter lidt udarter Slagterens ustoppelige had til sine medmennesker, der efter egne ord enten fortjener en skampuling eller en kugle for panden, sig fra sygeligt til sørgeligt. Pludselig opnår man endda en snært af forståelse for den individuelle levefilosofi manden gentagende gange bekræfter: Alle står alene, lever alene og dør alene. Pludselig står det foruroligende klart, at manglen på kærlighed, accept, ja blot en hvilken som helst form for udveksling af følelser formørker Slagterens sjæl med flere og flere tjæresorte livsudsigter - og at et incestuøst far-datter-forhold deraf er den yderste konsekvens af et følelsesmæssigt tab.

”I Stand Alone” er en sær og unik film, fordi den - uden på nogen måde at lægge fingre imellem - konfronterer os med flere af de problemer et hvert samfund dækker over. Nemlig de mennesker der færdes over alt - ensomme, modløse og overladt til at klare sig selv. Her yder Philippe Nahon, der senere medvirkede som perverteret skurk i ”Switchblade Romance”, en perfekt nedstemt præstation som denne netop sammenbidte og komplet modløse mand, der ganske vist ikke siger meget, men hvis indre stemme og støtte hører det mest sygeligt bitre og sortseeriske man kan forestille sig.

Slagteren hører ganske enkelt til en af de mest troværdige filmkarakterer i mands minde og mod slutningen stiller Gaspar Noé os en reel tidsfrist - en nedtælling på 30 sekunder - til enten at forlade filmen og dermed bevare de fordomme vi gennem halvanden times voldelig og sygeligt ondsindet adfærd har fået bekræftet eller rejse med helt ind i den dybeste afkrog af mandens sindelag. Efter en varmblodig, brutal og gyselig intenst afslutning der temperer filmen til uafrystelige gradhøjder, er det svært at undlade en tåre eller to til den ægthed hvormed filmen blotlægger og tager hånd om sin knugede hovedpersons indre dæmoner. Med en nedslående, men samtidig også rørende og tankevækkende slutning fastslår ”I Stand Alone” sig som et enestående stykke filmkunst og en nådesløs konfrontation, der som et pistolløb for tindingen tvinger sin tilskuer til at tage dele af sit livssyn op til genovervejelse. Et mesterværk, ganske enkelt, fra den mest mørke og udfordrende ende af filmkunstskalaen.