Paranoia
5.0
Spoilers:
Det er hverken hæsblæsende biljagter, skingre dialoger eller højtravende erotik, der præger Francis Ford Coppolas halvfjerdserklassiker ”The Conversation”. Lydniveauet holdes konstant på et sygeligt lavt stadie, den gennemgående, visuelle minimalisme fordufter aldrig og temaet centreres på en af de mest stilfærdige faconer i filmens historie. Måske henvender dens hudløse menneskeskildring og psykologiske tematik sig kun til begrænsede grupper af garvede filmseere og måske vil talrige tilskuere finde den intetsigende og nuancefattig. Men der tager de fejl, for sjældent har så mange dybdegående nuancer fundet vej ind bag en facade af monoton handling, afdæmpet musik og hjerteløs dialog.
Handlingen udvikler sig udelukkende om den enkle skikkelse i aflytningsmastodonten Harry Caul. Inden for sit fag et hyldet og anerkendt fænomen, der udstråler professionalisme i hvert et fagligt, såvel som personligt træk, han foretager sig. Han lever i sit arbejde – er sit arbejde, og har altid været det. Det er hans levemåde, hans eneste ”støttepæl” i tilværelsen og eneste karakteriserende element ved hans person. Men selvom aflytningstjansen har erobret Harrys identitet og definerer ham som menneske, begriber han først i en alder af 42 år, hvilke inhumane og uetiske aktioner, han har været centralt deltagende i. Han har slået folk ihjel – berøvet dem for alt, hvad de ejer… og nogensinde vil eje. Han er en morder.
Harry realiserer dog først sine reelle synder på et tidspunkt, hvor han er i fuld færd med endnu en kompliceret aflytning, hvor et hemmelighedsfuldt kærestepar udveksler nogle svært fortolkelige ord. Harry kommer dog frem til, at aflytningen vil udmunde sig i en likvidering af de to eksistenser og beslutter sig derefter at gøre alt i sin magt for at slette to potentielle dødsfald fra sit visitkort. Men er alt virkelig, som det ser ud? Harrys magtfulde arbejdsgiver og tilsyneladende snarlige morder, bliver i sidste ende det virkelige offer, da hans underordnede og de to forelskede aflytningsofre har udført et kompliceret spil for at fuldføre et nådesløst mord på ham. Og det lykkes.
På dette tidspunkt har halvanden times spilletid dog allerede komfortabelt sneglet sig af sted. For det er hverken den mystificerede thrillerhandling eller de eminente plotdrejninger, der udgør fundamentet og stjæler billedet i filmen. Det er derimod Harrys realisering af sine ugerninger og placering i et livstruende og komplekst mordspil, der driver ham ud i en smertefuld paranoia. Netop skildringen af paranoia, skal vise sig at være ”The Conversation’s” stærkeste trumfkort, mens den psykologiske tilstand langsomt og entydigt udvikler sig til et filmisk virtuost vanvid. Coppola, der tidligere har demonstreret flot og gennemført filmisk vanvid i krigsklassikeren ”Apocalypse Now!”, tager meget få virkemidler i brug i sin søgen efter det menneskelige forfald. Men gud, hvor rammer han plet!
I filmens bedste sekvens, der meget passende også er den afsluttende, destruerer Harry sin lejlighed i frygt for at finde et aflytningsapparat i en skjult krog. Han flænser tapetet væk, river gulvbrædderne itu, ødelægger sine dyrebare malerier og gennemsøger sin telefon. Han finder intet, sætter sig hen i et klaustrofobisk hjørne og spiller en sørgmodig saxofonmelodi – alt i mens man som tilskuer betragter ham fra et overvågningskameras perspektiv, besejret og fortærret af sine egne virkemidler… Fremragende film.
Det er hverken hæsblæsende biljagter, skingre dialoger eller højtravende erotik, der præger Francis Ford Coppolas halvfjerdserklassiker ”The Conversation”. Lydniveauet holdes konstant på et sygeligt lavt stadie, den gennemgående, visuelle minimalisme fordufter aldrig og temaet centreres på en af de mest stilfærdige faconer i filmens historie. Måske henvender dens hudløse menneskeskildring og psykologiske tematik sig kun til begrænsede grupper af garvede filmseere og måske vil talrige tilskuere finde den intetsigende og nuancefattig. Men der tager de fejl, for sjældent har så mange dybdegående nuancer fundet vej ind bag en facade af monoton handling, afdæmpet musik og hjerteløs dialog.
Handlingen udvikler sig udelukkende om den enkle skikkelse i aflytningsmastodonten Harry Caul. Inden for sit fag et hyldet og anerkendt fænomen, der udstråler professionalisme i hvert et fagligt, såvel som personligt træk, han foretager sig. Han lever i sit arbejde – er sit arbejde, og har altid været det. Det er hans levemåde, hans eneste ”støttepæl” i tilværelsen og eneste karakteriserende element ved hans person. Men selvom aflytningstjansen har erobret Harrys identitet og definerer ham som menneske, begriber han først i en alder af 42 år, hvilke inhumane og uetiske aktioner, han har været centralt deltagende i. Han har slået folk ihjel – berøvet dem for alt, hvad de ejer… og nogensinde vil eje. Han er en morder.
Harry realiserer dog først sine reelle synder på et tidspunkt, hvor han er i fuld færd med endnu en kompliceret aflytning, hvor et hemmelighedsfuldt kærestepar udveksler nogle svært fortolkelige ord. Harry kommer dog frem til, at aflytningen vil udmunde sig i en likvidering af de to eksistenser og beslutter sig derefter at gøre alt i sin magt for at slette to potentielle dødsfald fra sit visitkort. Men er alt virkelig, som det ser ud? Harrys magtfulde arbejdsgiver og tilsyneladende snarlige morder, bliver i sidste ende det virkelige offer, da hans underordnede og de to forelskede aflytningsofre har udført et kompliceret spil for at fuldføre et nådesløst mord på ham. Og det lykkes.
På dette tidspunkt har halvanden times spilletid dog allerede komfortabelt sneglet sig af sted. For det er hverken den mystificerede thrillerhandling eller de eminente plotdrejninger, der udgør fundamentet og stjæler billedet i filmen. Det er derimod Harrys realisering af sine ugerninger og placering i et livstruende og komplekst mordspil, der driver ham ud i en smertefuld paranoia. Netop skildringen af paranoia, skal vise sig at være ”The Conversation’s” stærkeste trumfkort, mens den psykologiske tilstand langsomt og entydigt udvikler sig til et filmisk virtuost vanvid. Coppola, der tidligere har demonstreret flot og gennemført filmisk vanvid i krigsklassikeren ”Apocalypse Now!”, tager meget få virkemidler i brug i sin søgen efter det menneskelige forfald. Men gud, hvor rammer han plet!
I filmens bedste sekvens, der meget passende også er den afsluttende, destruerer Harry sin lejlighed i frygt for at finde et aflytningsapparat i en skjult krog. Han flænser tapetet væk, river gulvbrædderne itu, ødelægger sine dyrebare malerier og gennemsøger sin telefon. Han finder intet, sætter sig hen i et klaustrofobisk hjørne og spiller en sørgmodig saxofonmelodi – alt i mens man som tilskuer betragter ham fra et overvågningskameras perspektiv, besejret og fortærret af sine egne virkemidler… Fremragende film.
07/10-2007
