Bitch kitsch
4.0
Splittelsen af kollegaerne Quentin Tarantino og Robert Rodriguez' "Grindhouse"-projekt og ødelæggelsen af hele den formidable idé om "to film for en films pris" skabte så meget postyr og ikke mindst så mange vrede filmfans at hændelsen i fremtiden muligvis vil blive husket som en af årets mest omdiskuterede i den vide filmverden.
Grunden til den markante omrokering skulle angiveligt have været, at folk ikke købte den førnævnte præmis som Tarantino og Rodriguez lagde for dagen og som i herlig overenstemmelse med de snuskede "Grindhouse"-biografers discount-koncept gik på dobbeltforestillinger af smagløse film og gennemslidte filmspolere. "Death Proof" og "Planet Terror" blev derfor to relativt uafhængige spillefilm i stedet for en sammenlagt essens og selvom begge film individuelt både er opfindsomme, flotte, stilgennemførte og ikke mindst morsomme, så havde de, for mig at se, utvivlsomt udgjort en langt mere mindeværdig sum som ét hele.
"Death Proof", Quentin Tarantinos bud på indbegrebet af udsøgt smagløshed, er uden tvivl den mest interessante af de to film og på mange måder endnu en bekræftelse af Tarantino som en drengerøvet filmkunstner og en kunstnerisk drengerøv - med andre ord en udefinerbar og enestående filmskaber. "Death Proof" er en federe film end "Planet Terror" og en film man forlader mere inspireret og fascineret end man - tilfredsstillet og yderst velfornøjet - gjorde til Rodriguez' festlige splattermåltid, men den lider også af en markant defekt der, ligegyldig hvor ivrigt min fornuft end vender og drejer den, fremstår som en modhager for filmens sejrsgang: nemlig al for meget kedelig dialog. Tomsnakken er ikke underholdende som før hen og for en gangs skyld føler man, at Tarantino skulle have holdt igen ved skrivebordet.
Hvorfor, kan man spørge sig selv efter at have set filmen, er "Death Proof" så en federe film end "Planet Terror"? Svaret må alt i alt være, at selvom "Death Proof" op til flere gange snakker sig selv halvt ihjel, så vidner den om instruktør, hvis talent er mere fascinerende end alverdens afflåede lemmer og milevide blodpøle. Uanset hvor trist det unægteligt er, at "Death Proof" ikke er klippet til de fornødne steder og givet liv i samspil med sin makkerfilm, er den i sanhed en fornøjelse at overvære og en film som udelukker alle andre muligheder end inderligt at bede om en komplet dvd-udgivelse, der samler "Grindhouse"-essensen med slebede kanter.
Grunden til den markante omrokering skulle angiveligt have været, at folk ikke købte den førnævnte præmis som Tarantino og Rodriguez lagde for dagen og som i herlig overenstemmelse med de snuskede "Grindhouse"-biografers discount-koncept gik på dobbeltforestillinger af smagløse film og gennemslidte filmspolere. "Death Proof" og "Planet Terror" blev derfor to relativt uafhængige spillefilm i stedet for en sammenlagt essens og selvom begge film individuelt både er opfindsomme, flotte, stilgennemførte og ikke mindst morsomme, så havde de, for mig at se, utvivlsomt udgjort en langt mere mindeværdig sum som ét hele.
"Death Proof", Quentin Tarantinos bud på indbegrebet af udsøgt smagløshed, er uden tvivl den mest interessante af de to film og på mange måder endnu en bekræftelse af Tarantino som en drengerøvet filmkunstner og en kunstnerisk drengerøv - med andre ord en udefinerbar og enestående filmskaber. "Death Proof" er en federe film end "Planet Terror" og en film man forlader mere inspireret og fascineret end man - tilfredsstillet og yderst velfornøjet - gjorde til Rodriguez' festlige splattermåltid, men den lider også af en markant defekt der, ligegyldig hvor ivrigt min fornuft end vender og drejer den, fremstår som en modhager for filmens sejrsgang: nemlig al for meget kedelig dialog. Tomsnakken er ikke underholdende som før hen og for en gangs skyld føler man, at Tarantino skulle have holdt igen ved skrivebordet.
Hvorfor, kan man spørge sig selv efter at have set filmen, er "Death Proof" så en federe film end "Planet Terror"? Svaret må alt i alt være, at selvom "Death Proof" op til flere gange snakker sig selv halvt ihjel, så vidner den om instruktør, hvis talent er mere fascinerende end alverdens afflåede lemmer og milevide blodpøle. Uanset hvor trist det unægteligt er, at "Death Proof" ikke er klippet til de fornødne steder og givet liv i samspil med sin makkerfilm, er den i sanhed en fornøjelse at overvære og en film som udelukker alle andre muligheder end inderligt at bede om en komplet dvd-udgivelse, der samler "Grindhouse"-essensen med slebede kanter.
07/10-2007
