sympathy for Mr. Sun-Woo
4.0
Stilistisk sublimt voldsorgie fra det fremadstormende Korea, der i de sidste åringer har erhvervet sig stor opmærksomhed og celebrering over hele filmverdenen, der har taget den ukonventionelle fortællerstil og kompromisløse visioner til sig som atypiske befrielser for mainstreamfilmenes restriktioner. Ji-woon Kim (der tidligere har begået den skræmmende gyserfilm A Tale of Two Sisters) leverer med sin seneste film, A Bittersweet Life, en underholdningsfokuseret actionfilm med hævn som tematik, hvilket uundgåeligt fremmaner associationer til Chan-wook Parks kontemplative hævn-trilogi. Desværre besidder A Bittersweet Life ikke den samme kunstneriske og pessimistiske filosofering over hævnens destruktivitet som gjorde især Oldboy til et uforglemmeligt mesterværk af unik kaliber, men underholdningsværdien er absolut tilfredsstillende, svingende mellem det genkendeligt coole og det overrumplende brutale.
Med behændig tilbageholdenhed spiller Byung-hun Lee filmens hovedperson, der er robotagtig kuli for mafiaen og forsøger at arbejde sig op af rangstigen ved at udføre udskillelsesarbejde og diverse morbide opgaver. A Bittersweet Life indledes med et poetisk citat om ugenkendelige følelser, hvilket indikerer den manglende forståelse for livets skønhed og hovedkarakterens uartikulering overfor følelser. Han er en koldblodig marionet, styret af den hensynsløse mafiaboss, der sætter ham på en opgave med at overvåge chefens magtfremførende kæreste, hvorefter A Bittersweet Life momentant udvikler sig til en klassisk fortælling om uskylden der møder monstret og lærer denne følelser, hvor Lee dog i sidste ende bliver offer for både sin egen katalyserede menneskelighed og fordums synder (klimaks udspiller sig hos Lees tidligere arbejdssted). Dette har dog ikke Kims hovedfokus, der i stedet vender filmen til en letgenkendelig deroute udi hævnens voldsomhed og konsekvenserne for svigt, på et tillids- og menneskeligt plan. Pointen med at mafiakodeksen ikke tillader følelser, fornemmes en kende tyndslidt, og filmen besidder en flygtig form for kompleksitet i sin psykologi. Til gengæld propfodrer Kim sit publikum med en lang perlerække af mættende og superbe voldsudøvelser, hvor Lees kontrollerende nonchalance erstattes af en aggressiv voldsomhed overfor sine gerningsmænd. De talrige slåskampe og voldsscenariums er yderst virtuost iscenesatte, hvor den rå elegance visualiseres i en nærmest komponeret balletform. Det afsluttende opgør er i særdeleshed en kåd actiondrengerøvs realisering af sin ypperste våde drøm, hvor selveste John Woo får voldeligt baghjul. Tiltag til afslutningsvis poetiske betragtninger føles dog malplacerede og unødvendigt prætentiøse.
A Bittersweet Life besidder en æstetisk side, der nærmer sig det perfektionistiske, og det koreanske øje for billeder er til tider regulært maleriske. Indholdet er dog billedsiden underdanig, og filmen formår ikke at efterlade et længerevarende indtryk. Glimrende underholdning skal der dog heller ikke kimses af, og her er A Bittersweet Life indiskutabel anbefalelsesværdig.
Med behændig tilbageholdenhed spiller Byung-hun Lee filmens hovedperson, der er robotagtig kuli for mafiaen og forsøger at arbejde sig op af rangstigen ved at udføre udskillelsesarbejde og diverse morbide opgaver. A Bittersweet Life indledes med et poetisk citat om ugenkendelige følelser, hvilket indikerer den manglende forståelse for livets skønhed og hovedkarakterens uartikulering overfor følelser. Han er en koldblodig marionet, styret af den hensynsløse mafiaboss, der sætter ham på en opgave med at overvåge chefens magtfremførende kæreste, hvorefter A Bittersweet Life momentant udvikler sig til en klassisk fortælling om uskylden der møder monstret og lærer denne følelser, hvor Lee dog i sidste ende bliver offer for både sin egen katalyserede menneskelighed og fordums synder (klimaks udspiller sig hos Lees tidligere arbejdssted). Dette har dog ikke Kims hovedfokus, der i stedet vender filmen til en letgenkendelig deroute udi hævnens voldsomhed og konsekvenserne for svigt, på et tillids- og menneskeligt plan. Pointen med at mafiakodeksen ikke tillader følelser, fornemmes en kende tyndslidt, og filmen besidder en flygtig form for kompleksitet i sin psykologi. Til gengæld propfodrer Kim sit publikum med en lang perlerække af mættende og superbe voldsudøvelser, hvor Lees kontrollerende nonchalance erstattes af en aggressiv voldsomhed overfor sine gerningsmænd. De talrige slåskampe og voldsscenariums er yderst virtuost iscenesatte, hvor den rå elegance visualiseres i en nærmest komponeret balletform. Det afsluttende opgør er i særdeleshed en kåd actiondrengerøvs realisering af sin ypperste våde drøm, hvor selveste John Woo får voldeligt baghjul. Tiltag til afslutningsvis poetiske betragtninger føles dog malplacerede og unødvendigt prætentiøse.
A Bittersweet Life besidder en æstetisk side, der nærmer sig det perfektionistiske, og det koreanske øje for billeder er til tider regulært maleriske. Indholdet er dog billedsiden underdanig, og filmen formår ikke at efterlade et længerevarende indtryk. Glimrende underholdning skal der dog heller ikke kimses af, og her er A Bittersweet Life indiskutabel anbefalelsesværdig.
07/10-2007
