’all I needed was a shot’

Hårdkogt og psykologisk intrigant thrillerdrama om voldens traumatiserende spiral, hvor den mestendels kvalitative manuskriptforfatter David Ayer debuterer tilfredsstillende, om end tydeligvis urutineret som instruktør. Ayer har nærmest specialiseret i en subgenre indenfor politifilmen med anti-heroiske og tvetydige hovedkarakterer i forgrunden, hvis handlinger er ubifaldende, men på nuanceret vis fremstilles forståelige. Dette ses både i den glimrende Dark Blue og det undervurderede semi-mesterværk Training Day, der begge brugte gadelovens indflydelse på menneskesindets skrøbelighed som udgangspunkt og herfra tog publikum ud på en uforudsigelig og skræmmende odysse med sandhedsbøjende og komplekse karakterer som guider. Med Harsh Times opnår Ayer dog ikke samme tankevækkende resonanseffekt, som især Training Day efterlod hos publikum, og selvom historien både er god og spændende, så mangler filmen den stringente fokus og brændende uforudsigelighed, som løftede de førnævnte film over sine genrekonkurrenter.

Med Ayers observante øje for menneskets mere mørklagte psyke, beretter Harsh Times om en krigstraumatiseret veteran, der forsøger at hæve sig over egne alkohol- og stof problemer ved at søge job som ordenshåndhæver. Den evigt fantastiske Christian Bale indtager hovedrollen med en aggressiv karisma og plausibilitetsoprettelse hos den verdenssynsforvrængende psykopat, der kun bibeholder en realitetskontakt takket være sin kærlighed til en mexicaner, som han vil giftes med. Ayer koncentrerer sig udelukkende om Bale og hans venskab med den ligeledes fejlfyldte, men mere integritetsfyldte ven, der spilles fremragende af Freddy Rodriguez. De har begge to kærlighed som salvation for øje, men hverdagen går mere med at udvise magtbegærlighed og mere eller mindre ubevidst korrumpering af humanisme. Ayer har et talent for at lade sin fortælling udvikle ud fra tilsyneladende tilfældigt sammensatte hændelser, men med Harsh Times savner han lidt de benindskårne og insisterende pointer, som tidligere nævnte film besad til overflod. Til gengæld lurer den latente tragedie med en nærværende tilstedeværelse konstant, og Ayer demonstrerer på subtil vis, hvorledes de maskulinitetsprægede karakterer skjuler egne mangler og skrøbeligheder bag en rå facade af selvophævende anekdoter og stupide handlinger. Miljøet er naturligvis frigidt og på sin vis fascinerende, og Bales autoritetsambivalens er både provokerende og notabel. Karaktererne er velskårne og interessante (især den nedadgående spiral med Bale som altfortærende anfører for vennen skildres brillant), men det snakkesaglige manuskript insisterer så hårdnakket på en overdreven gadeplansjargon med konstante bandeord og perversitetssynonymer, at dele af troværdigheden ufrivilligt fratages filmen. Det er en skam, da mændenes primitivitet sagtens kunne skildres fyldestgørende uden aldrig sluttende gloser.

Harsh Times nærmer sig ikke Training Days hårdtslående og meningsfyldte niveau, men det er dog stadig en god film med glimrende interiørkvaliteter. Den abrupte vold er skræmmende, og filmens realistiske æstetik supplementer den energiske kynisme, som majoritetsmæssigt ætser handlingen for blødsødenhed og billige virkemidler. Ayer videreeksplorerer menneskesindets kvaler med ubønhørlig spænding, men iscenesættelsesansvaret burde han dog overlægge en mere erfaren instruktør i næste omgang, når det kunstneriske ambitionsniveau nu engang er langt over middel.