2 dage i krise

4.0
Julie Delpy har haft et ønske om at opnå kreativ kontrol med de ting, hun laver - og det må man sige, at hun har opnået i sin debut som spillefilminstruktør. For ud over at instruere og spille hovedrollen har hun også skrevet manuskript, klippet, skrevet musik og synger endda et par af filmens sange.

"2 Days in Paris" er en bittersød komedie om et kærestepar, en fransk kvinde og en amerikansk mand, som stopper et par dage i Paris på vej hjem fra en ferie i Venedig. De skal bare lige besøge hendes familie, men det bliver et større kulturelt sammenstød, hvor Delpy dygtigt spiller på franskmænds og amerikaneres fordomme om hinanden.

I centrum står selvfølgelig hovedpersonernes forhold, som begynder at gå op i limningen, da deres respektive dårlige sider kommer frem. Først er det manden, som er hypokondrisk og jaloux, men senere drejer filmen og viser, at kvinden på sin side er bekræftelsessyg og løgnagtig. "2 Days in Paris" bliver på den måde en film, som handler om personernes grimme sider, og det spiller fint sammen med dens tema om, at kærlighed kræver, at man forstår og accepterer de mindre heldige sider hos både én selv og sin partner.

Jeg er i tvivl om, hvor meget en nøglefilm det her er for Julie Delpy. Hun har givet sin hovedperson nogle af sine egne træk - fx at hun har nedsat syn. Og hendes forældre i filmen spilles af hendes forældre i virkeligheden, Albert Delpy og Marie Pillet. Især Albert Delpy er forrygende som gammel, sjofel, provokerende galleriejer. Derudover er Adam Goldberg virkelig god som den amerikanske kæreste, der ender med at hade Paris.

Lige meget hvor meget filmen reelt handler om Julie Delpy selv, er det nu en fin lille sag, som minder ganske meget om Woody Allens mest neurotiske film - også ved at den foregår i et meget intellektuelt (og ganske forfærdeligt) parisisk miljø. Handlingen går godt nok i tomgang nogle gange, og der er absolut rigeligt med snak undervejs - men de bedste replikker er både skarpe observationer og virkelig morsomme. Det er ikke nogen dårlig film at se med sin partner.
2 dage i Paris