Hæder og vanære
4.0
Græske Costa-Gavras har altid lavet film, der udfordrer samfundets konventioner på det moralske plan.
I "Mon colonel" ("Min oberst") er det spørgsmålet om statsautoriseret tortur, der er i spil. Filmen handler dog ikke om hverken Abu-Ghraib i Irak eller Guantánamo men derimod om den franske stats fejlslagne håndtering af Algeriets selvstændighedskrig i begyndelsen af 60erne - et fortsat tabubelagt emne i fransk politik pga. krigens nærhed i tid.
Vi ser en mand blive skudt og dræbt i sit hjem af en mystisk person. Den dræbte var oberst og hærchef for en militærstyrke i Algeriet, så mistanken samler sig i første omgang omkring islamisk terror, men fundet af en dagbog skrevet af en betroet ung officer, der tjente under obersten, giver andre motiver til mordet.
Den unge (kvindelige) løjtnant Galois (Cécile de France) får til opgave at lave en intern militær undersøgelse af mordet. Officeren er forsvundet sporløst siden krigen i Algeriet, efter at han blev afskediget i vanære som følge af desertering efter den fejlslagne indsats i Algeriet, der endte med store blodsudgydelser, bomber og kaos i gaderne.
Obersten blev derimod hædret af Frankrigs efterfølgende præsident og general de Gaulle, og heri ligger det overordnede motiv for mordet.
Men filmens dramaturgiske fokus ligger mest af alt i konflikten mellem officeren og hans oberst, efterhånden som presset for at finde en drastisk løsning på at komme den stigende uro i landet til livs stiger.
[SPOILER] Vor officer presses således ud i at skulle autorisere stadig mere hårdhændede afhøringsmetoder af mistænkte og vidner blandt de lokale algierere, og da han også selv mister nogle af sine kære, begiver han sig længere ud, end han troede, han var parat til at gå, men indser efterhånden, at der ikke længere findes nogen fornuftig løsning. Derfor deserterer han. [/SPOILER]
Filmens største force ligger i dens knivskarpe skildring af, hvorledes terror og modterror fungerer, både snævert politisk, alment socialt og psykologisk. Det er således umuligt for tilskueren ikke at tage stilling til torturens pris contra dens eventuelle værdi. Der gives absolut ingen enkle svar, og heri ligger filmens tidløse værdi.
For lad det være sagt med det samme: INTET har ændret sig siden dengang. Konflikten og den politiske diskussion er PRÆCIS den samme. Men svineriet ligger fortsat hos de chefer og politikere, som vasker deres hænder, når sager om tortur og magtanvendelse bliver ubekvemme. Det skete også i Irak. Og det vil ske igen og igen og igen.
Teknisk-æstetisk skifter filmen mellem sort-hvid og farver for at skildre fortid og nutid. Man kan indvende, at formidlingen af nutiden i korte sekvenser griber forstyrrende ind i den elementært spændende fortælling fra 1960, som scenografisk er særdeles overbevisende.
Man kan også indvende, at historien på det overordnede plan er uden de store overraskelser, og at den er både dyster og grundlæggende samfundskritisk uden at ville underholde.
Om man på den baggrund føler sig fristet, er jo et frit valg. Men en anbefaling vil jeg ikke tøve med. Dertil er stoffet alt for relevant for vor tid.
I "Mon colonel" ("Min oberst") er det spørgsmålet om statsautoriseret tortur, der er i spil. Filmen handler dog ikke om hverken Abu-Ghraib i Irak eller Guantánamo men derimod om den franske stats fejlslagne håndtering af Algeriets selvstændighedskrig i begyndelsen af 60erne - et fortsat tabubelagt emne i fransk politik pga. krigens nærhed i tid.
Vi ser en mand blive skudt og dræbt i sit hjem af en mystisk person. Den dræbte var oberst og hærchef for en militærstyrke i Algeriet, så mistanken samler sig i første omgang omkring islamisk terror, men fundet af en dagbog skrevet af en betroet ung officer, der tjente under obersten, giver andre motiver til mordet.
Den unge (kvindelige) løjtnant Galois (Cécile de France) får til opgave at lave en intern militær undersøgelse af mordet. Officeren er forsvundet sporløst siden krigen i Algeriet, efter at han blev afskediget i vanære som følge af desertering efter den fejlslagne indsats i Algeriet, der endte med store blodsudgydelser, bomber og kaos i gaderne.
Obersten blev derimod hædret af Frankrigs efterfølgende præsident og general de Gaulle, og heri ligger det overordnede motiv for mordet.
Men filmens dramaturgiske fokus ligger mest af alt i konflikten mellem officeren og hans oberst, efterhånden som presset for at finde en drastisk løsning på at komme den stigende uro i landet til livs stiger.
[SPOILER] Vor officer presses således ud i at skulle autorisere stadig mere hårdhændede afhøringsmetoder af mistænkte og vidner blandt de lokale algierere, og da han også selv mister nogle af sine kære, begiver han sig længere ud, end han troede, han var parat til at gå, men indser efterhånden, at der ikke længere findes nogen fornuftig løsning. Derfor deserterer han. [/SPOILER]
Filmens største force ligger i dens knivskarpe skildring af, hvorledes terror og modterror fungerer, både snævert politisk, alment socialt og psykologisk. Det er således umuligt for tilskueren ikke at tage stilling til torturens pris contra dens eventuelle værdi. Der gives absolut ingen enkle svar, og heri ligger filmens tidløse værdi.
For lad det være sagt med det samme: INTET har ændret sig siden dengang. Konflikten og den politiske diskussion er PRÆCIS den samme. Men svineriet ligger fortsat hos de chefer og politikere, som vasker deres hænder, når sager om tortur og magtanvendelse bliver ubekvemme. Det skete også i Irak. Og det vil ske igen og igen og igen.
Teknisk-æstetisk skifter filmen mellem sort-hvid og farver for at skildre fortid og nutid. Man kan indvende, at formidlingen af nutiden i korte sekvenser griber forstyrrende ind i den elementært spændende fortælling fra 1960, som scenografisk er særdeles overbevisende.
Man kan også indvende, at historien på det overordnede plan er uden de store overraskelser, og at den er både dyster og grundlæggende samfundskritisk uden at ville underholde.
Om man på den baggrund føler sig fristet, er jo et frit valg. Men en anbefaling vil jeg ikke tøve med. Dertil er stoffet alt for relevant for vor tid.
08/10-2007
