Røv og nøgler
2.0
Min overskrift indbefatter nogenlunde alt hvad der står på menuen med det nye fejlagtige skud på thriller-stammen, ”1408”, der nok engang bevidner at filmverdenens Mekka, Hollywood, mere end nogensinde er tørlagt for idéer. Denne er i hvert fald set før et utal af gange.
Forfatteren Mike lever af at afmystificere det overtroiske element. Det gør han ved at udrette bøger om hjemsøgte steder han ganske frygtløst har tilbragt en nat og ved at give sin læser en opfattelse af obskur overtro som en rendyrket løgn. Da Mike tildeles et navnløst postkort om det berygtede hotelværelse 1408 på ”The Dolphin Hotel”, der anses for at besidde ondsindede kræfter, er han derfor ikke bleg for at tage udfordringen op. Selvfølgelig tror hans skeptikerøjne nemlig ikke en flad femmer på de faretruende signaler, der møder ham i skikkelse af værelsets blodige forhistorie og personlige advarsler fra nær og fjern.
Og så ved de fleste af os naturligvis godt hvad der sker. Værelsets underliggende kræfter får fat i Mike, endda i så heftig grad at hans psyke stiller og roligt svigter i at adskille virkelighed og fantasi. Han ser sig blive hugget ihjel i et vindue overfor. Han ser værelsets tidligere lejere gå igen. Og han får endda visuel kontakt til den datter han mistede årevis tilbage.
Sådan går svenskeren Mikael Håfstrøm til værks - med klichéer anvendt i flotte og fikse former. Det mærkedes fuld ud i den velkomponerede, men også dybt ensporede ”Ondskab” at han ikke var en instruktør der dedikerede sit arbejde til at forny filmmediet. Håfstrøm lignede snarere en mand der tjente til dagen og vejen, og muligvis endda med ambitioner om at lade et enten grinende, gysende eller blot følelsesmæssigt engageret publikum resultere af hans anstrengelser. Selvfølgelig er en sådan mentalitet noget nær skabt til den indtægtsorienterede amerikanske filmindustri, der med ”Derailed” og senest altså ”1408” også har givet Håfstrøm smag for de topprofessionelle rækker af moderne filmproduktion. Med sidstnævnte ligner manden dog blot endnu et anonymt kryds i pengeglade Hollywoods bog over hjernevaskede håndlangere.
Hvor ”Ondskab” lige akkurat stod stand i at komme de simple og sikre midler til gode, så er ”1408” en gennemført tåbelig affære, der bekræfter alle de fordomme man måtte have om moderne metervaresjusk. Bestemt er filmen et bevis på imponerende teknisk kunnen, fyldt med stemningsfulde billeder i brune nuancer og virkningsfulde kameratricks, og med skuespil der så sandelig også til at udstå. Men sjældent har hæderligt håndværk udrettet så lidt som hvad Håfstrøm og co. her formår - ”1408” er nemlig dybest set en stor, distræt omgang rod, hvis komplette fravær af skarpe idéer og overraskende udviklinger nærmer sig det ultimative lavmål. Værst ved filmen er dens provokerende ringe slutning og bedst er dens flotte plakat.
Forfatteren Mike lever af at afmystificere det overtroiske element. Det gør han ved at udrette bøger om hjemsøgte steder han ganske frygtløst har tilbragt en nat og ved at give sin læser en opfattelse af obskur overtro som en rendyrket løgn. Da Mike tildeles et navnløst postkort om det berygtede hotelværelse 1408 på ”The Dolphin Hotel”, der anses for at besidde ondsindede kræfter, er han derfor ikke bleg for at tage udfordringen op. Selvfølgelig tror hans skeptikerøjne nemlig ikke en flad femmer på de faretruende signaler, der møder ham i skikkelse af værelsets blodige forhistorie og personlige advarsler fra nær og fjern.
Og så ved de fleste af os naturligvis godt hvad der sker. Værelsets underliggende kræfter får fat i Mike, endda i så heftig grad at hans psyke stiller og roligt svigter i at adskille virkelighed og fantasi. Han ser sig blive hugget ihjel i et vindue overfor. Han ser værelsets tidligere lejere gå igen. Og han får endda visuel kontakt til den datter han mistede årevis tilbage.
Sådan går svenskeren Mikael Håfstrøm til værks - med klichéer anvendt i flotte og fikse former. Det mærkedes fuld ud i den velkomponerede, men også dybt ensporede ”Ondskab” at han ikke var en instruktør der dedikerede sit arbejde til at forny filmmediet. Håfstrøm lignede snarere en mand der tjente til dagen og vejen, og muligvis endda med ambitioner om at lade et enten grinende, gysende eller blot følelsesmæssigt engageret publikum resultere af hans anstrengelser. Selvfølgelig er en sådan mentalitet noget nær skabt til den indtægtsorienterede amerikanske filmindustri, der med ”Derailed” og senest altså ”1408” også har givet Håfstrøm smag for de topprofessionelle rækker af moderne filmproduktion. Med sidstnævnte ligner manden dog blot endnu et anonymt kryds i pengeglade Hollywoods bog over hjernevaskede håndlangere.
Hvor ”Ondskab” lige akkurat stod stand i at komme de simple og sikre midler til gode, så er ”1408” en gennemført tåbelig affære, der bekræfter alle de fordomme man måtte have om moderne metervaresjusk. Bestemt er filmen et bevis på imponerende teknisk kunnen, fyldt med stemningsfulde billeder i brune nuancer og virkningsfulde kameratricks, og med skuespil der så sandelig også til at udstå. Men sjældent har hæderligt håndværk udrettet så lidt som hvad Håfstrøm og co. her formår - ”1408” er nemlig dybest set en stor, distræt omgang rod, hvis komplette fravær af skarpe idéer og overraskende udviklinger nærmer sig det ultimative lavmål. Værst ved filmen er dens provokerende ringe slutning og bedst er dens flotte plakat.
08/10-2007
