Fotogen voldspoesi

Asiatisk kultur er af en særegen størrelse og det er der ofte kommet gode film ud af. I ”Hero” og ”Tiger på spring, drage i skjul” fik vi smag for kinesisk kulturhistorie tilsat kropsakrobatik, brud på tyngdeloven og ikke mindst underskønne billeder. I ”Dark Water” fik vi med isnende præcision afbildet japanernes hang til overtro i form af spøgelser. Og i Sydkoreanske ”Forår, efterår, sommer, vinter... Og forår” fik vi, atter gennem et stilfærdigt og smukt billedsprog, forevist livet som ægte buddhist.
Filmen ”A Bittersweet Life” omhandler dog asiatisk kultur på en anden måde - nemlig ved at fordybe sig i asiaternes filmiske fascination af vold. Ikke siden John Woo’s tid i hjemlandet har vi set et så rendyrket portræt af vold gennem stildyrkelse og stedvist også komplet overdrivelse. Vi har med andre ord sjældent set asiaterne udfolde sig så kraftfuld som når vores hovedperson i ”A Bittersweet Life” nedlægger 10-15 bevæbnede modstandere som udtryk for sin ekstreme hævniver.

Køber man denne præmis, at en vred mand altså ér i stand til at smadre hvad end der står i hans vej, så er det en befriende oplevelse at se ”A Bittersweet Life”, der hverken før eller siden den sammenlignelige hævnfilm, ”Oldboy”, og særligt dens historiske, uklippede slåskamp midtvejs i filmen, mindes at have set mage. Jo, som sagt er disse to film stedvis i samme boldgade som John Woo, men man hverken griner eller smiler som ved synet af en skydegale Yun-fat Chow, når enten Oh Dae-su eller Sun-Woo lader deres indre kamp komme til udtryk i ekstrem vold. Både ”Oldboy” og ”A Bittersweet Life” er vidnesbyrd på, at asien - og i særdeleshed Sydkorea - tager hånd om volden på en spektakulær måde og gør en uforlignelige indsats ud af at udstille den som billedkunst - og det lykkes, særligt med sidstnævnte, i så blændende grad at man næsten mister mælet i selskab med de skævøjede genier.

”A Bittersweet Life” er utvivlsomt et overordentligt blæret stykke genrefilm, der bevidst udtrykker sig klarest gennem vold og billedpoesi. Men den er også en troværdig film, en stærk og følelsesmæssig film, der på intet tidspunkt synes at glemme sin hovedpersons plagede besindelse af knugende smerte til fordel for at udføre sit primære erhverv - at klaske smuk og energisk vold i smasken på os med overdyngende hastighed. I modsætning til talrige genrekollegaer så lykkes det nemlig rent faktisk for filmen og dens instruktør Kim Ji-woon at give sig meningsgivende mængder god tid til at opdyrke en fåmælt sindsstemnings og samtidig et karakterarbejde af usædvanlige dimensioner, og selvom ”A Bittersweet Life” unægteligt ér en kaloriebombe af stilfuld action, så er den med det oven i også en sandfærdig og vital dosis af kraftfulde følelser, der springer i øjnene og i hjertet og efterlader sin seer med en følelse af at have fået kroppen pumpet fuld af bly.

”A Bittersweet Life” træder som sagt på mange måder i fodsporene af Chanwook Parks ”Oldboy”, der ligeledes fordybede sig i at portrættere hævnens væsen som en værdiløs virkelighedsflugt og som en forgiftning af alt hvad der udgør et menneskes moralkodeks. På samme vis som Park har Kim Ji-woon sat billeder på hævn med en vild og voldsom film, stopfyldt med genialt opsatte kamerakompositioner, betagende vold og stærk skuespillermimik og ”A Bittersweet Life” er ikke en film, der vil berige sit publikum med en på nogen måde anderledes indfaldsvinkel til hævnens anatomi end den Park allerede har formidlet. Alligevel slår den ”Oldboy” med et niveau eller to, fordi motiverne er klare og effektive, fordi dens følelsesmæssige aggressivitet skærer fuldt igennem og fordi den besidder et mageløst studie i sygeligt velkoreograferet action, der burde kunne lægge verden for dens fødder.
Med andre ord er ”A Bittersweet Life” en uhæmmet voldsom og fantastisk film af den slags, som kun asiaterne kan skrue sammen, og som kun de kan slippe af sted med.