At være inde eller ude
4.0
En mindeværdig José García i hovedrollen som den arbejdsløse kemiingeniør, Bruno, med speciale i papirkemi er i sig selv et argument for at lade sig underholde af denne ekstreme samfundskritiske dystopi over det moderne europiæiske arbejdsmarked.
To års arbejdsløshed (trods høje kvalifikationer) og en svigtende privatøkonomi får Bruno til at træffe den ultimative "sikkerhedsforanstaltning", da drømmejobbet omsider viser sig. For to år udenfor arbejdsmarkedet er naturligvis diskvalificerende, og der er jo altid andre ansøgere, som formentlig både er yngre og mere smilende end én selv - måske endog dygtigere... Derfor må de ryddes af vejen én efter én!
Costa-Gavras' "Papirmanden" kæmper lidt mod ensformigheden i dette manuskript. Men underholdningen og variationen sikres alligevel ved elegant brug af små syrlige og humoristiske detaljer, de uforberedte møder med de andre - intetanende - ansøgere, samt naturligvis den indbyggede intensitet og grundlæggende uforudsigelighed i handlingen.
Også Karin Viard overbeviser som den på en gang begavede og bekymrede hustru. Hun formår at få den umiddelbart kedelige birolle til at bidrage til spændingen. Men det er først og fremmest Garcias manisk-målrettede spil i hovedrollen, der skaber den underfundige blanding af forståelse og frastødelse.
Det er ikke sortsyn men snarere berettiget bekymring - ikke mindst for fremtiden, som ligger til grund for såvel filmen som dens boglige forlæg. Vi bærer som aktionærer med krav om profitmaksimering alle en skyld for, at denne umenneskeliggørelse af arbejdsvilkårene øges.
Som arbejdsmarkedet i dag er indrettet, er al højtuddannet arbejdskraft meget specialiseret - især pga. import af arbejdskraft og massiv outsourcing. Dette indebærer, at tidligere tiders mulighed for at finde lignende arbejde er blevet meget mindre, da kravene til din specialviden eller ansøgerprofil næsten kan sættes efter arbejdsgivernes forgodtbefindende. Alternativet er derfor - som flere af Brunos konkurrerende ansøgere har gjort - at finde arbejde som tjener, postbud eller tøjekspedient.
Filmens største force er dens påmindelse om, at det faktisk ER uhyre nedbrydende at gå arbejdsløs - ikke mindst fordi din status trods alle pæne forsikringer fra nær og fjern ER devalueret og grundlæggende socialt uacceptabel i de fleste menneskers øjne.
To års arbejdsløshed (trods høje kvalifikationer) og en svigtende privatøkonomi får Bruno til at træffe den ultimative "sikkerhedsforanstaltning", da drømmejobbet omsider viser sig. For to år udenfor arbejdsmarkedet er naturligvis diskvalificerende, og der er jo altid andre ansøgere, som formentlig både er yngre og mere smilende end én selv - måske endog dygtigere... Derfor må de ryddes af vejen én efter én!
Costa-Gavras' "Papirmanden" kæmper lidt mod ensformigheden i dette manuskript. Men underholdningen og variationen sikres alligevel ved elegant brug af små syrlige og humoristiske detaljer, de uforberedte møder med de andre - intetanende - ansøgere, samt naturligvis den indbyggede intensitet og grundlæggende uforudsigelighed i handlingen.
Også Karin Viard overbeviser som den på en gang begavede og bekymrede hustru. Hun formår at få den umiddelbart kedelige birolle til at bidrage til spændingen. Men det er først og fremmest Garcias manisk-målrettede spil i hovedrollen, der skaber den underfundige blanding af forståelse og frastødelse.
Det er ikke sortsyn men snarere berettiget bekymring - ikke mindst for fremtiden, som ligger til grund for såvel filmen som dens boglige forlæg. Vi bærer som aktionærer med krav om profitmaksimering alle en skyld for, at denne umenneskeliggørelse af arbejdsvilkårene øges.
Som arbejdsmarkedet i dag er indrettet, er al højtuddannet arbejdskraft meget specialiseret - især pga. import af arbejdskraft og massiv outsourcing. Dette indebærer, at tidligere tiders mulighed for at finde lignende arbejde er blevet meget mindre, da kravene til din specialviden eller ansøgerprofil næsten kan sættes efter arbejdsgivernes forgodtbefindende. Alternativet er derfor - som flere af Brunos konkurrerende ansøgere har gjort - at finde arbejde som tjener, postbud eller tøjekspedient.
Filmens største force er dens påmindelse om, at det faktisk ER uhyre nedbrydende at gå arbejdsløs - ikke mindst fordi din status trods alle pæne forsikringer fra nær og fjern ER devalueret og grundlæggende socialt uacceptabel i de fleste menneskers øjne.
11/10-2007
