”There was a time…”

Spoilers:

De fundamentale elementer ved udgangspunktet i ”Lucky Number Slevin” er i den grad oplevet op til flere gange før. For det er med tydelig inspiration til blandt andre Tarantinos kitschede gangsterfortolkninger og komplicerede handlingsforløb, at filmen funderer sit plot. Af den grund burde den hverken være en specielt overraskende eller innovativt tænkende affære og mildt sagt fungere som alle andre postmodernistiske thrillere på det nuværende filmmarked.

Men der er nu alligevel noget helt egenrådigt over ”Lucky Number Slevin”: Noget, der trods at filmen boltrer sig i overlæssede undergenrer, understreger dens enestående personlighed og alsidige kvaliteter. Hvad det er, er svært at konkretisere på en bare lidt fyldestgørende vis. Men hvis det endelig skal prøves, hvilket det naturligvis skal, er det mere end oplagt at fremhæve filmens mærkværdige tilbagelænede karakter af skæv humor og herlig karikatur, hvilket afspejles i hovedpersonen Slevin’s spøjse og evigt sarkastiske væremåde. Slevin, der tilsyneladende ubevidst havner midt i gangstercentrummets dødbringende brandvarme, er samtidig filmens handlingsmæssige midtpunkt og en åbenlys udøver af ”det afslappede”, hvilket som sagt afbalanceret reflekteres i filmens originale udfoldelser.

Og er det så det? En normal, uselvhøjtidelig thrillerkomedie, der underholder bravt og konstant, men kører død i sin dybdemanglende handlingsudvikling? Det kunne indiskutabelt lyde sådan, ved en hurtig og diffus gennemgang af handlingsforløbet i ”Lucky Number Slevin” og mange seriøse filmelskere, vil nok afskrive den hurtigt efter en kort udpensling af plottet. Men det - for mit vedkommende – suverænt overraskende element i filmen er, at det sørgelige aspekt kommer mesterligt til udtryk i filmens afsluttende sekvenser, hvor Slevin, efter at have blotlagt sin sande person, dybtfølt og hævngerrigt udtrykker sine følelser overfor de to mafiabosser, der magtesløse står den visse død nær. ”Fuck you both” er hans sidste ord inden gengældelsens moment og de – overfladisk betragtet – unuancerede ord, stikker højst forbløffende dybt i seerens følelsescentre. Forklaringen og genreovergangen er udført med stor filmisk snilde og musikalske kvaliteter, mens ord og billeder i en skøn kombination udreder de løse tråde og opfører Slevin’s nutidige hævnaktion mod folkene, der berøvede ham alt, hvad han har holdt kært.
I den afsluttende sekvens ser man den topprofessionelle superlejemorder, Mr. Goodkat køre væk med en ung Slevin, der irriteret spørger, hvornår han får tilladelse til at vende snuden hjemad. Goodkat svarer arrogant og selvtillidsfuldt, at hverken han eller Slevin skal hjem før om lang tid. Han tænder derefter for radioen hvor et nybagt storhit, ”Kansas City Shuffle” udfolder sig. Sangen, der gik hen og blev et eksplicit symbol på den dødelige blodhævn, de to antivenner, senere skal kaste over de umoralske nedfældere af Slevin’s godhjertede familie.

Det er sjældent at en film fungerer overbevisende og ekskvisit på så forskellige genreplaner, som filmen ubesværet boltrer sig i. Men det er ikke desto mindre realiteten ved ”Lucky Number Slevin”, der udformer sin historie i direkte forskellige genre og afveksler mesterligt mellem karikeret og sarkastisk dialog og filmisk forrygende action-, spændings, og dramasekvenser, der i en overvældende regn af underskønne og gennemarbejdede billeder med suveræne farvekompositioner og -nuancer og vidunderlig musikalske kvaliteter, formår at fastspænde tilskueren i et stålfast jerngreb. Læg dertil et eminent udført og iscenesat plottwists, og du har om muligt en af nyere tids klart bedste og mest gennemførte thrillere.

Så mange genreskift og varierende kvaliteter kræver selvfølgelig en selvsikker og overbevisende formidling i form af velspillende skuespillere. Med Bruce Willis som iskold lejemorder, Josh Hartnett som svært fortolkelig ungkarl, Lucy Liu som herlig stakatokvinde, Morgan Freeman som koldblodig mafiaboss og Ben Kingsley som den konkurrerende mafiarabbiner, udviser ”Lucky Number Slevin” aldrig slinger i den dramaturgiske vals, og demonstrerer samtidig adskillige, fyldige strenge at spille på, uden at de talrige skuespilsikoner grådigt stjæler billedet fra hinanden. Det er med andre ord et noget nært perfekt sammensat skuespillerensemble, der fungerer i selv den mindste, ubetydelige minifacet og sørger konstant og vedholdende for at holde den energiske drivkraft for fuldt blus.

Når jeg udtrykker en så eksplicit skamros af ”Lucky Number Slevin”, er jeg naturligvis klar over, at jeg i tilfældet står så godt som alene og isoleret med min sikkert forbavsende uddeling af mesterværksprædikatet. Det skal ikke desto mindre afholde mig fra at hylde filmen som en af årtusindeskiftets største, positive megaoverraskelser. ”Lucky Number Slevin” har nemlig den uvurderlige kvalitet, at den vitterligt ikke nedværdiger sig til at fremvise så meget som et eneste kedsommeligt og stillestående moment gennem hele forestillingen. Alene faktummet, at jeg i tre dage i træk så filmen og rent faktisk formåede at opdrive flere og flere kvaliteter fra den for hver gang, vidner om et stort og fyldigt potentiale, som instruktør Paul McGuigan formidler med mesterlig præcision og imponerende, lukrativt vovemod.