Den store nedtur

Med ”Elephant” lavede den amerikanske instruktør Gus Van Sant en mærkværdig og mesterlig film over de mareridtslignende skydemassakrer, der har hærget USA’s skoler i årevis. Og med ”Last Days” gør han det igen - tager et simpelt emne og laver en film ud af det på en måde, ingen andre med garanti ville have gjort det.

Selvom det aldrig direkte fremgår, så er det Kurt Cobains gådefulde død der er centreret i ”Last Days”. Det er som sådan ikke nogen ordinær biografifilm om den sære rockstjerne som Gus Van Sant har begået, sådan som det umiddelbart kunne lyde og i den forstand den biografiske filmgenre vanligt håndterer sit materiale. Det står klart blot få minutter inde filmen, hvor en Kurt Cobain-lignende skikkelse vandrer gennem en skov, bader i en flod, tænder bål alt imens han mumler med sig selv. Vi præsenteres med andre ord for en af rockverdenens største personligheder i en påklædning af natbukser og en løs hvid t-shirt og i en tåget tilstand af dårlig nok at kunne fremmumle sig til et tydeligt ord eller to.

Denne beskedne og nærmest afdramatiserende fremgangsformel gælder ligeledes for resten af filmen, der tegner et portræt af Kurt Cobain i en usædvanlig nærgående øjenhøjde. Distancen mellem seer og hovedperson er endda formindsket så markant, at Cobain frem for sit rigtige navn hedder Blake og Gus Van Sant, akkurat som i ”Elephant”, atter sender sit metafilmiske modsvar til ”Based on a true story”-filmene ved at pille den grundlæggende autenticitet fra hinanden og opbygge en fortælling på egne ben. Derfor er det altså aldrig hundrede procent åbenlyst, at det ér Nirvana-ikonet Cobain man har med at gøre, at det er ham der udforsker sin spirende passion for at gå i dametøj og for at lege med en skarpladt jagtriffel. Og alligevel er man aldrig i tvivl.

”Last Days” er en besynderlig, men også anderledes vellykket portrætfilm, der fuldstændig undlader al obligatorisk tænkning i forhold til normale filmbiografier. Der er ingen personlige eller karrieremæssige highlights at finde i Gus Van Sants primitive billede på Kurt Cobain - ingen billeder af den første koncert, mødet med den første kærlighed eller den første moralprædiken fra mor eller far. ”Last Days” forliger sig glimrende med sin hovedperson i en forstemmende følelse af, at intet fra fortiden tæller og formår, på trods af at være både sløv og ofte fjern i sit udtryk, at være et nærgående portræt af et fremmedgjort og måske endda følelsesmæssigt ruineret menneske, hvilket må siges at være lidt af en bedrift, set i perspektivet af den apatiske måde Van Sant lader begivenhederne fremskride.

At vi ikke hverken ser eller høre det ene skud der sendte Kurt Cobain i døden og ikke ærgrer os over det, siger vel noget om hvilken film ”Last Days” er. Det er på ingen måde en så fængslende og uafrystelig film som ”Elephant”, men samtidig uendelig langt fra så kedsommelig og overfladisk som den kunne have endt op som i en anden instruktørs favntag. Hvis man kan "nøjes" med knivskarpe billeder, gennemført stemningstyngde og minimalisme i sin pureste og klareste form, er der derfor bestemt et seværdig udbytte at hente i ”Last Days”, ikke mindst i sit alternative og ualmindelige bud på en portrætfilm.