Tårepresser nr. 3 på stribe
5.0
Efter de vellykkede Elsker dig for evigt og Brødre beviser Susanne bier for tredje gang på stribe, at er der en instruktør i dansk film - eller film generelt - som magter følelsestunge tårepressere, så er det hende. Efter brylluppet er et gribende drama, som trods den lidt konstruerede historie og en symbolik på kanten af følelsesporno formår at vise ægte nærværende følelser gennem en række stærkt troværdige karakterer.
Filmens stærkeste kort er helt klart en række eminente skuespillerpræstationer i symbiose med Biers evner som personinstruktør. Manuskriptet er som sådan gribende, men det er de mange billeder af stærke følelser mejslet i opgivende, elskende, forfærdede og sorgfyldte ansigter, som bliver hængende, når rulleteksterne kører. Efter brylluppet er stoppet til randen med stærke scener, hvor hver enkelt af dem formår at fremstår som et klimatisk højdepunkt. Scene efter scene ser vi de fire hovedpersoner presset ud, hvor de ikke kan bunde, således at følelserne får frit løb. Det er næsten for meget af det gode... men også kun næsten.
Bedst er Rolf Lassgård som den manipulerende iscenesætter, hvis alvorlige situation er katalysator for hele historien. Han spiller uhyggeligt overbevisende i hver eneste scene han er med i, og selvom han ikke er lige sympatisk hele vejen igennem, gribes man af hans sorg. Filmens to store kvindelige roller fyldes også glimrende ud af Sidse Babett Knudsen og Stine Fischer Christensen. Jeg troede ikke, at jeg kunne tage Sidse Babett alvorligt, men hun gør det flot som kvinden, der lidt vaklende bliver revet med ind i følelsestornadoens centrum. For en gangs skyld stjæler Mads Mikkelsens ikke billedet. Han gør det ganske glimrende, men overstråles blot af især Rolf Lassgård.
Man kunne sagtes pege fingre af Susanne Bier og hævde, at hun blot kører videre af samme sikre vej, som hun har bevæget sig ud af i nogle år. Men hvis hun instruere følelsesudbrudene så flot som her, så lad hende endelig blive ved. Ganske få instruktører formår at vise så stærke følelser uden at blive for meget af det gode og virker utroværdigt. Her virker det som om, vi får serveret et stk virkeligt eksisterende familiedrama ved kasse ét.
Roses skal også den smukke kameraføring og de næsten Leone'ske ansigtsnærbillederne. Selvom man ved, at det er et billigt trick, når følelser skal i centrum, så virkede det på undertegnet.
En rørende ægte film, og 3 gode på stribe fra Bier. Gad vide hvor længe der går, inden man kan købe "Tårepresser-trilogien" i samlet boks i den nærmeste Fonabutik....
Filmens stærkeste kort er helt klart en række eminente skuespillerpræstationer i symbiose med Biers evner som personinstruktør. Manuskriptet er som sådan gribende, men det er de mange billeder af stærke følelser mejslet i opgivende, elskende, forfærdede og sorgfyldte ansigter, som bliver hængende, når rulleteksterne kører. Efter brylluppet er stoppet til randen med stærke scener, hvor hver enkelt af dem formår at fremstår som et klimatisk højdepunkt. Scene efter scene ser vi de fire hovedpersoner presset ud, hvor de ikke kan bunde, således at følelserne får frit løb. Det er næsten for meget af det gode... men også kun næsten.
Bedst er Rolf Lassgård som den manipulerende iscenesætter, hvis alvorlige situation er katalysator for hele historien. Han spiller uhyggeligt overbevisende i hver eneste scene han er med i, og selvom han ikke er lige sympatisk hele vejen igennem, gribes man af hans sorg. Filmens to store kvindelige roller fyldes også glimrende ud af Sidse Babett Knudsen og Stine Fischer Christensen. Jeg troede ikke, at jeg kunne tage Sidse Babett alvorligt, men hun gør det flot som kvinden, der lidt vaklende bliver revet med ind i følelsestornadoens centrum. For en gangs skyld stjæler Mads Mikkelsens ikke billedet. Han gør det ganske glimrende, men overstråles blot af især Rolf Lassgård.
Man kunne sagtes pege fingre af Susanne Bier og hævde, at hun blot kører videre af samme sikre vej, som hun har bevæget sig ud af i nogle år. Men hvis hun instruere følelsesudbrudene så flot som her, så lad hende endelig blive ved. Ganske få instruktører formår at vise så stærke følelser uden at blive for meget af det gode og virker utroværdigt. Her virker det som om, vi får serveret et stk virkeligt eksisterende familiedrama ved kasse ét.
Roses skal også den smukke kameraføring og de næsten Leone'ske ansigtsnærbillederne. Selvom man ved, at det er et billigt trick, når følelser skal i centrum, så virkede det på undertegnet.
En rørende ægte film, og 3 gode på stribe fra Bier. Gad vide hvor længe der går, inden man kan købe "Tårepresser-trilogien" i samlet boks i den nærmeste Fonabutik....
14/10-2007
