Eventyrets stjernestøv

”Der var engang…” er ordene, der indleder et sandt eventyr med overdådige enhjørninger, glamourøse prinser og prinsesser, samt en smittende vital lyst til at bryde ud af hverdagens rutineboks og udforske ens egne drømme. ”Stardust” er en sådan film, en rigtig eventyrfilm, der aldrig forsøger at bryde med konventionerne, men derimod konstant lever indenfor det sande eventyrs milevide grænser. Og det med succes.

For netop den realitet at ”Stardust” ikke er nervøs for at træde i gamle og dybe handlingsfodspor, er en befriende faktor i filmens formidling af det ideelle eventyr. Selvom den aldrig hverken er fyldt med inciterende spænding eller betragtelig ambiøsitet, tager den samtlige af de velkendte eventyrkendetegn til brug og skaber et nydeligt og forfriskende kunstværk ud af fortsat smittende effektivt genbrugsfarvelade. Der er ikke et sekund i filmen, der så meget som smager af apatisk frihjulskørsel og ikke et uinspireret moment, der ikke udstråler lyst og styrke til at fortælle en gennemtærsket historie i nye og opdaterede former.

”Stardust” er derfor hverken en skelsættende eller decideret uforglemmelig oplevelse, der ved hjælp af nytænkende fremgangsmåder forsøger at redefinere fantasygenren. Udfaldet er mildt sagt givet på forhånd og de karakteristiske eventyrkonventioner er ikke til at overskue, mens hekse, strålende livagtige stjerner, yndefulde lykkeblomster og kærlige transvestitpirater på flyvende skibe, får frie tøjler og rum til at overtage billedet og sætte standarden for det sande eventyr. ”Stardust” er og bliver en fin, kærlig og dejligt konventionel eventyroplevelse.