Dokumentragisk
4.0
Michael Moore har efterhånden fået sit navn slået fast i dokumentarfilmhistorien med syvtommersøm efter priser ved Cannes og Oscar-uddelinger. Filmene er i den grad farvet af Moores holdninger og Moores humor. Man ved efterhånden, hvad man får, når man indløser billet til en Moore-film. Således også med ”Sicko”, hvor han angriber det amerikanske sundhedsvæsen.
Han gør os først og fremmest mærke på, at en kæmpe andel af amerikanerne ikke har en sygeforsikring. De må finde nål og tråd frem derhjemme, når de kommer til skade. Men de er ikke genstand for Moores film. Det er i stedet de mange amerikanere, der er dækket af en privatforsikring, men som ikke får udbetaling til behandlinger, når det går galt.
Moore stiller spørgsmålet: Hvorfor har USA ikke universel sundhedsforsikring, når det fungerer så godt i andre lande som Canada, Frankrig og England? Sågar cubanerne får bedre behandling end de svage i det amerikanske samfund. Moore stiller spørgsmålet, men kun på et retorisk plan. Han vil meget hellere skildre med tårefyldte scener og historier om lede forsikringsselskaber, at det er for dårligt, at så mange behandles så skidt. Politikerne lader sig købe af firmaerne. Det har de gjort siden Nixon, der afslørede sine skumle intentioner på bånd. Det er sørgeligt og trist, og man kan være lidt skadesfro overfor storebror USA, der promoverer demokrati overalt uden at have sit på det tørre.
Men Moore indgår ikke i en dialog om løsninger og synspunkter. Han udpeger skurkene og lader det blive ved det. Problemet ved hans stil er manglen på dialog. Styrken ved hans stil er, at han kan udstille absurditeterne på en humoristisk og underholdende måde. For eksempel kan USA's fjender få gratis sygebehandling på Guantamo Bay, mens frivillige helte fra 11. september ikke kan få penge til behandling for de sygdomme, de påførte sig under redningsarbejdet. Det illustrerer på bedste tragikomiske vis den politiske dobbeltmoral i verdens militære stormagt, men det bliver aldrig nuanceret nok til at kunne rykke eller sætte flere vinkler på min verdensopfattelse.
Han gør os først og fremmest mærke på, at en kæmpe andel af amerikanerne ikke har en sygeforsikring. De må finde nål og tråd frem derhjemme, når de kommer til skade. Men de er ikke genstand for Moores film. Det er i stedet de mange amerikanere, der er dækket af en privatforsikring, men som ikke får udbetaling til behandlinger, når det går galt.
Moore stiller spørgsmålet: Hvorfor har USA ikke universel sundhedsforsikring, når det fungerer så godt i andre lande som Canada, Frankrig og England? Sågar cubanerne får bedre behandling end de svage i det amerikanske samfund. Moore stiller spørgsmålet, men kun på et retorisk plan. Han vil meget hellere skildre med tårefyldte scener og historier om lede forsikringsselskaber, at det er for dårligt, at så mange behandles så skidt. Politikerne lader sig købe af firmaerne. Det har de gjort siden Nixon, der afslørede sine skumle intentioner på bånd. Det er sørgeligt og trist, og man kan være lidt skadesfro overfor storebror USA, der promoverer demokrati overalt uden at have sit på det tørre.
Men Moore indgår ikke i en dialog om løsninger og synspunkter. Han udpeger skurkene og lader det blive ved det. Problemet ved hans stil er manglen på dialog. Styrken ved hans stil er, at han kan udstille absurditeterne på en humoristisk og underholdende måde. For eksempel kan USA's fjender få gratis sygebehandling på Guantamo Bay, mens frivillige helte fra 11. september ikke kan få penge til behandling for de sygdomme, de påførte sig under redningsarbejdet. Det illustrerer på bedste tragikomiske vis den politiske dobbeltmoral i verdens militære stormagt, men det bliver aldrig nuanceret nok til at kunne rykke eller sætte flere vinkler på min verdensopfattelse.
15/10-2007
