Original gangster
5.0
Howard Hawks gangsterfilm ”Scarface” er efterhånden mere et stykke filmhistorie end den er en film. Den fortæller historien om, hvordan alle gangsterstereotyperne blev til. Howard Hawks og hans folk har selvfølgelig taget udgangspunkt i virkelige gangstertyper og andre film og bøger om dem, men når jeg ser filmen i dag, fascineres jeg gang på gang over mimikken og klicheerne, der bliver brugt så ofte selv den dag i dag.
Filmen starter med at opfordre datidens regering til at gå i kamp mod gangsterne, der hærgede gaderne i samtidens USA. Der kommer moralprædikener fra tid til anden om disse usle mennesker. Men filmen tager i bund og grund udgangspunkt i en empati (ikke sympati) for en koldblodig morder. Tony Camonte er en filmisk udgave af virkelighedens Al Capone. I skikkelse af Paul Muni er han både en karismatisk charmetrold og en voldelig psykopat.
Camonte bruger alkoholforbuddet som en undskyldning for at starte en gadekrig og meje andre gangstere ned med Thompson-maskingeværer. Hans strategi er såre enkel: skyd først. Camonte fremstilles i Munis skikkelse som enfoldig og naiv, men ekstremt farlig og hensynsløs. Det passer sikkert ganske godt på virkelighedens gangstere. Vi kan efterrationalisere og komplicere forbrydelser ud i det uendelige, men meget af skidtet har nok i virkeligheden foregået på en enormt enkel og simpel facon.
Udenfor Camontes lejlighed stråler et neonskilt med ordene: The World is Yours. Og det motto lever han sig så efter. Selv når det kommer til gangsterbossens overklassedulle, Poppy (Karen Morley). Samtidig kommer det gamle italienske æreskodeks op i ham, når det gælder søsteren Cesca (Ann Dvorak), der flirter skamløst med alle hanhundene i kvarteret.
Paul Muni giver den hele armen som antihelten Camonte. Hans gangstermimik er ofte over-the-top, men samtidig har den nærmest dannet skole for samtlige gangsterfilm efter denne. ”Scarface” er i det hele taget kraftigt stiliseret med store Hollywoodarmbevægelser. Men til gengæld er den visuelle stil ofte fremragende. Første gang vi ser Muni er det kun som en skygge, der plaffer en anden gangster ned. Hawks vælger tit at flytte kamerafokus udenfor den dramatiske handling. For eksempel da en gangsterboss spillet af Boris Karloff skydes ned i en bowlinghal i det øjeblik, han slipper kuglen, der langsomt triller ned af banen og vælter alle keglerne, mens skuddene fra maskingeværet fortsætter.
”Scarface” er uden tvivl en stor klassiker, der har præget meget af filmhistorien. Dermed har den også præget den virkelige underverden og alle dens tøsede efterligninger i teenagekredse igennem tiderne verden over.
Filmen starter med at opfordre datidens regering til at gå i kamp mod gangsterne, der hærgede gaderne i samtidens USA. Der kommer moralprædikener fra tid til anden om disse usle mennesker. Men filmen tager i bund og grund udgangspunkt i en empati (ikke sympati) for en koldblodig morder. Tony Camonte er en filmisk udgave af virkelighedens Al Capone. I skikkelse af Paul Muni er han både en karismatisk charmetrold og en voldelig psykopat.
Camonte bruger alkoholforbuddet som en undskyldning for at starte en gadekrig og meje andre gangstere ned med Thompson-maskingeværer. Hans strategi er såre enkel: skyd først. Camonte fremstilles i Munis skikkelse som enfoldig og naiv, men ekstremt farlig og hensynsløs. Det passer sikkert ganske godt på virkelighedens gangstere. Vi kan efterrationalisere og komplicere forbrydelser ud i det uendelige, men meget af skidtet har nok i virkeligheden foregået på en enormt enkel og simpel facon.
Udenfor Camontes lejlighed stråler et neonskilt med ordene: The World is Yours. Og det motto lever han sig så efter. Selv når det kommer til gangsterbossens overklassedulle, Poppy (Karen Morley). Samtidig kommer det gamle italienske æreskodeks op i ham, når det gælder søsteren Cesca (Ann Dvorak), der flirter skamløst med alle hanhundene i kvarteret.
Paul Muni giver den hele armen som antihelten Camonte. Hans gangstermimik er ofte over-the-top, men samtidig har den nærmest dannet skole for samtlige gangsterfilm efter denne. ”Scarface” er i det hele taget kraftigt stiliseret med store Hollywoodarmbevægelser. Men til gengæld er den visuelle stil ofte fremragende. Første gang vi ser Muni er det kun som en skygge, der plaffer en anden gangster ned. Hawks vælger tit at flytte kamerafokus udenfor den dramatiske handling. For eksempel da en gangsterboss spillet af Boris Karloff skydes ned i en bowlinghal i det øjeblik, han slipper kuglen, der langsomt triller ned af banen og vælter alle keglerne, mens skuddene fra maskingeværet fortsætter.
”Scarface” er uden tvivl en stor klassiker, der har præget meget af filmhistorien. Dermed har den også præget den virkelige underverden og alle dens tøsede efterligninger i teenagekredse igennem tiderne verden over.
15/10-2007
