Et studie i ondskab

I kølvandet på Rob Zombies modbydelige (på den gode måde) remake meldte lysten sig til atter et gensyn med denne gyserperle fra John Carpenter. Halloween er ikke alene mesterlig, den er også selve kilden fra hvilken teenslashergenren blev født, og kilden hvis vand i større eller mindre mængder har løbet gennem en uendelig række af slasherfilm fra 1978 og frem til i dag.

Åbningsscenen er legendarisk - ikke kun i horrorkredse - og er vel ret beset et af de bedste eksempler på point-of-view nogensinde. I hvert fald et af de mest skræmmende. At se den afklædte og forsvarsløse unge pige blive brutal dolket ihjel, som var det med ens egne øjne, og derefter få smidt morderens sande væsen i hovedet - den 6 årige Michael Myers - er effektfuldt og dybt ubehageligt. I følge Carpenter skal gyserfilm skræmme og ikke få folk til at løfte på smilebåndet. Og på nær måske en enkelt scene efterleves dette fuldt ud resten af filmen.

Historien om hvorledes Michael Myers efter sin flugt systematisk går på udryddelsesmission i Haddonfield er hård, skræmmende og uhyggelig som bare fanden. Den er et studie i kamerateknik, leg med skygger og ikke mindst stemningsopbygning. Den onde stemning fortættes stille og roligt filmen igennem. Først med flugten, så med de små glimt på gaden og sidenhen med Myers entre i de små hjem. Alt er holdt i mørke og intet er unødvendigt forceret.

Udover åbningsscenen indeholder Halloween især en scene, som er legendarisk og kopieret i det uendelige. Jamie Lee Curtis' Laurie har netop dræbt Myers med en bøjle - tror hun - men med Laurie i forgrunden ser publikum, hvorledes Myers langsomt og lydløst sætter sig op i baggrunden. Man skriger af rædsel, men Laurie hører intet, Myers nærmer sig langsomt. Genialt!!!

Carpenter laver et genialt træk ved at gøre Myers totalt umenneskeligt og inkarnationen af ondskaben ham selv. Dette understreges både af de udtrykstomme øjne - ansigtet i det hele taget - og i Dr. Loomis mange advarsler undervejs. Men hvis han ikke er menneskelig, kan han så overhovedet stoppes... ja det er jo lige det.

Rent tematisk introducerer Carpenter det som senere skulle vise sig at blive en trend indenfor genren. Seksuelt uansvarlige unge hugges ned i stor stil, mens den eller de afholdende holder stand til sidst. Denne tematik og teenslashergenren generelt affødte to lige så kendte boogeymen, nemlig Freddy Krueger og Jason Vorhees. Myers udtryksløse hvide ansigt står dog for undertegnet stadig som det mest skræmmende af dem alle.

Halloween er ikke speciel blodig. Den er snigende uhyggelig og voldsom, når drabene finder sted. Der er ingen nåde, intet motiv, bare ren nedslagtning. Den er ikke så rædselsvækkende som Texas Chainsaw Massacre hvad angår ren terror, men den er langt mere elegant og stemningsfuld. Man forfærdes ikke af Halloween, men man skræmmes godt i gennem, og gader med træbevoksning i mørke er aldrig mere et trygt sted.

Nævnes skal også lige Carpenters fremragende filmmusik, som i den grad er med til at gøre filmen skræmmende. Temaet går igennem marv og ben og giver i den grad en fornemmelse af, at alting er så langt fra at være i skønneste orden, som det er muligt. Musikken formår at gøre en helt almindelig villavej i fuld dagslys til det mest ubehagelige sted i verden. Det er lidt af en bedrift.

Halloween er en milepæl for horrorgenren og samtidigt retfærdigvis kendt langt ud over en snævre horrorkreds. Michael Myers er et af de største ikoner og sammen med Freddy, Jason og Leatherface er han i en liga for sig. Mange af efterfølgerne når ikke i nærheden af denne skelsættende klassisker, men det viser bare hvor genial Carpenters version er. En ond mand med en kniv skaber intet mesterværk alene. Det gør derimod perfektionistisk stemningsopbygning og elegant kameraarbejde. En film så udødelig som Myers selv.