Stjernen og de skøre prinser

5.0
Forrygende filmatisering af Neil Gaimans eventyrroman af samme navn, som handler om en ung fyr fra en engelsk landsby, der har et hemmeligt magisk land som nabo. Hovedpersonen er hovedkuls forelsket i landsbyens smukke blondine, og for at vinde hendes hjerte lover han at tage ind i det magiske land og finde det stjerneskud, de en aften ser. Men han er ikke den eneste, der sætter efter stjernen, for både onde hekse og ærgerrige prinser kan også bruge den til noget.

"Stardust" udspiller sig på det klassiske folkeeventyrs præmisser - masser af ting *er* bare, som de er, fordi sådan er det; der er magiske dyr og dimser, og i sin kerne er det her en stor, banal kærlighedshistorie. Men samtidig har den Gaimans skæve vinkler og karakteristiske vid, som hyller det hele ind i kærlig ironi. "Stardust" får dermed en stil og stemning, som minder utroligt meget om "The Princess Bride" - eventyr med et meget stort glimt i øjet, hvor alt kan ske, og folk opfører sig temmelig fjollet. Jeg kunne især godt lide det voksende galleri af spøgelsesprinser, der løbende kommenterer begivenhederne i de levendes verden.

Ligesom "The Princess Bride" har "Stardust" et spraglet galleri af skuespillere. Hovedrollen har ukendte Charlie Cox, der er en udmærket glad ungersvend. Han spiller primært over for Claire Danes, som er både passende irriterende og sød som den faldne stjerne. Men det er ofte birollerne, som stjæler billedet - de tæller blandt andre Michelle Pfeiffer som ond heks, Robert De Niro som luftpirat, Mark Strong som lusket prins og Sienna Miller som dum blondine. Allerbedst er dog Peter O'Toole, der er helt fantastisk i sin ene scene som det magiske riges døende konge.

Teknisk er "Stardust" også fint skruet sammen. Det er tydeligt, at den ikke er lavet på et kæmpebudget, så computereffekterne dominerer aldrig, men fungerer fint i afmålte doser. Og instruktør Matthew Vaughn udnytter dygtigt de velvalgte engelske locations til at give filmen en gammeldags eventyrlig stemning.

Vidunderlig film, som formår at være et rigtigt eventyr og samtidig tage tykt pis på sig selv.
Stardust