Glæde, sorg, smerte og næstekærlighed
5.0
I omkring en time og et kvarter af sin halvanden times lange spilletid ligner den japanske tegnefilm ”Grave of the Fireflies” en atypisk, stemningsfuld og virtuost iscenesat fortælling om krig og tab. I den tid har Isao Takahata og hans hold af illustratorer skabt en alvorlig og smertefuld historie fortalt gennem manga-lignende todimensionelle tegnestreger og givet sin seer et anderledes syn på hvad tegnefilmen kan bruges til. Det er først nær slutningen, at filmen åbner op for en helt anden mere overvældende og eftertrykkelig dimension og løfter tegnefilmens spændevidde mod førhen usendte højder.
Det er nemlig her, at man føler synet tvære ud i vandede kollager, og hører sit åndedræt briste i gråd. Og det er her ”Grave of the Fireflies” sprænger rammerne for hvad en tegnefilm er i stand til og brænder sig vej gennem sin seers følelsesfilter med en effektivitet, hvis lige sjældent er set.
Netop på grund af denne emotionelle kraft har man udråbt filmen til at være en tegnefilm uegnet for børn, men velegnet for voksne og her er jeg selv lodret uenig. Nok er ”Grave of the Fireflies” en barsk film om de mørke sider af livets realiteter, men den er som skabt til at illustrere krig i en højde der imødekommer børns opfattelse uden brug af vold og blod. I modsætning til en overfladisk nyhedsudsendelse, så fordyber ”Grave of the Fireflies” sig i menneskelige perspektiver, og dem kan jeg kun se børn skulle få en lærerig og gavnende oplevelse ud af.
Ud over en overrumplende følelsesmæssig tyngde, er der dog betydeligt mere at hente i filmen - først og fremmest en fortryllende stemningsoplevelse af flotte tegninger og behagelig fortællefremdrift. På mange måder er ”Grave of the Fireflies” et afbræk fra mængden af computeranimerede film, selvfølgelig fordi den er gjort af ren håndtegning, men også fordi den giver sig tid til at søge dybere end nogen animeret film nogensinde har turdet. Den giver sig med andre ord tid til gennem et rent billedsprog at fortælle en historie om mennesker uden nogen særlige egenskaber, blot mennesker der spiser, drikker, sover, griner og græder som alle vi andre.
Dermed overgår ”Grave of the Fireflies” tegnefilmens primære hovederhverv - nemlig at være en flugt fra virkeligheden. I stedet er det en flugt så langt ind i menneskets komplekse følelsesregister, der strækker sig fra glæde til smerte, som en todimensionel virkelighedsgengivelse synes at kunne komme. Trods en dateret og måske endda primitiv tegnestil er det en fantastisk film, ganske enkelt, som alle burde unde sig selv - ikke mindst forældre og deres børn.
Det er nemlig her, at man føler synet tvære ud i vandede kollager, og hører sit åndedræt briste i gråd. Og det er her ”Grave of the Fireflies” sprænger rammerne for hvad en tegnefilm er i stand til og brænder sig vej gennem sin seers følelsesfilter med en effektivitet, hvis lige sjældent er set.
Netop på grund af denne emotionelle kraft har man udråbt filmen til at være en tegnefilm uegnet for børn, men velegnet for voksne og her er jeg selv lodret uenig. Nok er ”Grave of the Fireflies” en barsk film om de mørke sider af livets realiteter, men den er som skabt til at illustrere krig i en højde der imødekommer børns opfattelse uden brug af vold og blod. I modsætning til en overfladisk nyhedsudsendelse, så fordyber ”Grave of the Fireflies” sig i menneskelige perspektiver, og dem kan jeg kun se børn skulle få en lærerig og gavnende oplevelse ud af.
Ud over en overrumplende følelsesmæssig tyngde, er der dog betydeligt mere at hente i filmen - først og fremmest en fortryllende stemningsoplevelse af flotte tegninger og behagelig fortællefremdrift. På mange måder er ”Grave of the Fireflies” et afbræk fra mængden af computeranimerede film, selvfølgelig fordi den er gjort af ren håndtegning, men også fordi den giver sig tid til at søge dybere end nogen animeret film nogensinde har turdet. Den giver sig med andre ord tid til gennem et rent billedsprog at fortælle en historie om mennesker uden nogen særlige egenskaber, blot mennesker der spiser, drikker, sover, griner og græder som alle vi andre.
Dermed overgår ”Grave of the Fireflies” tegnefilmens primære hovederhverv - nemlig at være en flugt fra virkeligheden. I stedet er det en flugt så langt ind i menneskets komplekse følelsesregister, der strækker sig fra glæde til smerte, som en todimensionel virkelighedsgengivelse synes at kunne komme. Trods en dateret og måske endda primitiv tegnestil er det en fantastisk film, ganske enkelt, som alle burde unde sig selv - ikke mindst forældre og deres børn.
16/10-2007
