Sort hvidt fremsyn

Buster Keaton kan blive ved med at overraske med originale stunts og andre påfund. I ”Sherlock Jr” kører Keaton på styret af en knallert over en bro og tagene af to lastbiler. Han hopper ud af et vindue af et skur, hvor han har monteret et kostume, så han i løbet af et sekund kan komme ud af en bygning og være i forklædning på samme tid. Fænomenalt.

Men det mest fænomenale ved filmen er det metafilmiske aspekt. Handlingen i ”Sherlock Jr.” er i og for sig ganske enkel. Da en projektionist (Buster Keaton) vil forære sin udkårne en æske med chokolade, dukker rivalen op med en endnu dyrere æske chokolade. Rivalen har stjålet og pansat pigens fars lommeur for at få råd til det. Han putter kvitteringen fra pantlåneren i projektionistens lomme, så han bliver beskyldt for forbrydelsen. Sørgmodigt vender projektionisten tilbage til sit arbejde i biografen, hvor han drømmer om en film, hvor han spiller hovedrollen som en detektiv, der løser en gåde om en stjålen perlekæde.

Filmen i denne drøm minder meget om projektionistens virkelige situation. Bare med flere stunts, giftdrikke, eksploderende billardbolde og en lykkelig slutning. Til sidst cementerer Keaton parallellen mellem drøm/film og virkelighed, da projektionistens pige finder ud af hans uskyld, og projektionisten ser på lærredet for at lære, hvordan han skal kysse og omfavne hende.

Utroligt at se sådanne henvisninger til forholdet mellem film og virkelighed i så tidlig en film. Det er også utroligt at se en film i en film fra 1924. Buster Keaton var ikke bare et stort akrobatisk talent med masser af vovemod. Han var også en filmkunstner med stort fremsyn.