Opskriften på succes
5.0
Pixar har igennem den moderne animationsbølge tilført filmscenen en helt ny og forfriskende dimension. Med små-geniale animationsstorværker som "The Incredibles", "Toy Story", "Finding Nemo" og "Monsters Inc." har animationsfirmaet i hvert fald sat sit tydelige præg på det 21. århundredes redefinering af tegnefilmens i forvejen mikroskopiske begrænsninger og mangfoldige muligheder. Og deres ekskvisitte tilgang til filmmediet skinner da også tydeligt igennem i det nyeste skud på stammen; den ustyrligt underholdende rottekomedie, ”Ratatouille”.
”Ratatoille” er, i modsætning til den ligeledes fantastiske ”Ice Age” fra 2002, aldrig ekstremt morsom og baserer aldrig sin handling på et vanskeligt og skrøbeligt grundlag af ren og skær komik. Selvom der selvfølgelig er blevet rigeligt rum til skævhumoristiske indslag fra bagmændenes kringlede hjerneafkroge, der tydeligst kommer til udtryk i den dybt parodiske klichéforfilm om rummændenes uundgåelige klodeinvasion, har ”Ratatouille” flere ingredienser i gryden end som så. Tematisk set bevæger filmen sig på et konstant dybtfølt menneskeligt plan, hvor eksistentialismen sættes i fokus, mens instruktør Brad Bird gentagne gange lægger vægt på at tro, håb og drømme kan bringe en vidt og bredt i tilværelsen.
Det er selvfølgelig med en ubeskriveligt omfattende risikofaktor at Bird udforsker menneskets – godt nok simpleste - psykologi i en børnevenlig animationsfilm. For det er mildt sagt set før, at animationsfilmene iværksætter afskyelige moralprædikener i det enfoldige håb om at en eksplicit formidling af tematikken vil forbedre filmoplevelsen. Det har desværre før vist sig at udmunde sig i det stik modsatte.
Men ”Ratatouille” undgår, trods en til tider skrøbelig balancering på den handlingsmæssige afgrund, at vade rundt i unødigt teatralske moralsekvenser og formidler dens budskaber langt mere overlegent og kontrolleret end sine beslægtede animationsfæller. Tematikken er aldrig filmens stærkeste force, men trods alt et fyldestgørende supplement til kerneelementerne i forestillingen.
”Ratatouille” har dog så meget andet at byde på en bare et uoriginalt standardbudskab og lever da også stærkest i de dynamiske flugtsekvenser, den ofte byder på. Der er ingen grænse for den vidunderlige vitalitet og minutiøse idérigdom, filmen besidder når den i en hæsblæsende topfart udfolder hver en lille, ubetydelig facet af repertoiret og tilfredsstiller det storsmilende publikum med detalje, på detalje, på detalje. Det er stor kunst, denne uvurderlige glæde til at fortælle en historie på den mest fascinerende og medrivende facon og den legende lyst til at opbygge en sekvens af ren og skær krøllede idéer og vanvittige animationsfinurligheder.
”Ratatouille” er derfor ikke bare et supplement til Pixars største værker. Det er en fra top til tå udsøgt kvalitetsoplevelse, et livligt animationseksperiment, der besidder rigeligt med styrker til at indtræde i eliten af tegnefilm og overgå samtlige af filmselskabets tidligere produkter. Det er noget nært umuligt at bringe ”Ratatouille’s” fulde filmopskrift ned i en almindelig anmeldelse. Men en ting er sikkert: Det er opskriften på succes.
”Ratatoille” er, i modsætning til den ligeledes fantastiske ”Ice Age” fra 2002, aldrig ekstremt morsom og baserer aldrig sin handling på et vanskeligt og skrøbeligt grundlag af ren og skær komik. Selvom der selvfølgelig er blevet rigeligt rum til skævhumoristiske indslag fra bagmændenes kringlede hjerneafkroge, der tydeligst kommer til udtryk i den dybt parodiske klichéforfilm om rummændenes uundgåelige klodeinvasion, har ”Ratatouille” flere ingredienser i gryden end som så. Tematisk set bevæger filmen sig på et konstant dybtfølt menneskeligt plan, hvor eksistentialismen sættes i fokus, mens instruktør Brad Bird gentagne gange lægger vægt på at tro, håb og drømme kan bringe en vidt og bredt i tilværelsen.
Det er selvfølgelig med en ubeskriveligt omfattende risikofaktor at Bird udforsker menneskets – godt nok simpleste - psykologi i en børnevenlig animationsfilm. For det er mildt sagt set før, at animationsfilmene iværksætter afskyelige moralprædikener i det enfoldige håb om at en eksplicit formidling af tematikken vil forbedre filmoplevelsen. Det har desværre før vist sig at udmunde sig i det stik modsatte.
Men ”Ratatouille” undgår, trods en til tider skrøbelig balancering på den handlingsmæssige afgrund, at vade rundt i unødigt teatralske moralsekvenser og formidler dens budskaber langt mere overlegent og kontrolleret end sine beslægtede animationsfæller. Tematikken er aldrig filmens stærkeste force, men trods alt et fyldestgørende supplement til kerneelementerne i forestillingen.
”Ratatouille” har dog så meget andet at byde på en bare et uoriginalt standardbudskab og lever da også stærkest i de dynamiske flugtsekvenser, den ofte byder på. Der er ingen grænse for den vidunderlige vitalitet og minutiøse idérigdom, filmen besidder når den i en hæsblæsende topfart udfolder hver en lille, ubetydelig facet af repertoiret og tilfredsstiller det storsmilende publikum med detalje, på detalje, på detalje. Det er stor kunst, denne uvurderlige glæde til at fortælle en historie på den mest fascinerende og medrivende facon og den legende lyst til at opbygge en sekvens af ren og skær krøllede idéer og vanvittige animationsfinurligheder.
”Ratatouille” er derfor ikke bare et supplement til Pixars største værker. Det er en fra top til tå udsøgt kvalitetsoplevelse, et livligt animationseksperiment, der besidder rigeligt med styrker til at indtræde i eliten af tegnefilm og overgå samtlige af filmselskabets tidligere produkter. Det er noget nært umuligt at bringe ”Ratatouille’s” fulde filmopskrift ned i en almindelig anmeldelse. Men en ting er sikkert: Det er opskriften på succes.
17/10-2007
