Mørkt og modbydeligt maske remake
5.0
Har man sagt Rob Zombie har man også sagt lidelse, brutalitet og ondskab. Umiddelbart klinger Carpenters original fra 1978 mest med ondskab, men præcis fordi de andre elementer tilføjes får Halloween anno 2007 det personlige præg og den kant, som distancerer den fra originalen og giver den en eksistensberettigelse.
Det er en utaknemmelig opgave at lave et remake - især når originalen har kultstatus. Laver man et remake, som lægger sig tæt op af originalen for at bevare dens styrker, bliver man beskyldt for unødvendig og uselvstændig kopiering. Giver man remaket et personligt præg og tilsætter lidt ekstra i form af nye scener eller subplots, anklager samtlige anmeldere remaket for at mangle originalens gnist og tematik. Tænk blot på remakene af Texas Chainsaw Massacre, Planet of the Apes og The Hills have Eyes. Alle bliver de svinet, selvom de er glimrende film, dog ikke på originalernes niveau. Sjældent er det set, at et remake har overgået originalen, og hvis det er tilfældet, bliver det endnu mere sjældent anerkendt hos anmelderne.
Zombie er lykkedes med at kombinere hans personlige særpræg og nyfortolkning med flere af de elementer, som gjorde Carpenters udgave så eminent. Zombie tilføjer Myers figuren en helt ny forhistorie, hvor vi præsenteres for hele den Myerske familie i al dens utiltalende vælde. Selvom en af klassikerens styrker netop var, at Myers var en ”black box”, så fungerer denne forhistorie fint. For på trods af at Michaels familie ikke er en kernefamilie efter kristeligt folkepartiske ideale, så bliver det aldrig hele forklaringen på den ondskab, som lurer i den lille dreng. Nok er stedfaderen et svin, og nok er søsteren ikke en engel, men moderen er kærlig og situationen er nok ikke værre end hos flere andre. Alligevel slår det mere end almindelig klik for drengen, og selvom efter Dr. Loomis har ydet professionel hjælp, så fremstår han mere og mere som inkarnationen af det onde selv. Altså samme mission som Carpenter men med andre virkemidler. Den sorte boks er blevet åbnet, men svaret ligger langt langt nede på bunden, hvor mørket er for tykt til at publikums øjne kan se. Unge Myers morderiske vrede kan vi nu forstå et stykke af vejen, men der er langt til en forklaring på den ondskab, som kommer til udtryk både i en scene, hvor han på brutal vis gennembanker en anden dreng og selvfølgelig til scenen med nedslagtningen af familien, som virker mere forståelig. Hele første halvdel af filmen er således en Zombie’sk nytilføjelse. Nogle vil sikkert vælge at fortolke den som værende overklarende. Andre – heriblandt undertegnet – vælger at se det som modbydelige forhistorie til anden halvdel, hvor ondskaben virkelig får frit løb. Med en horrorfreaks øjne kan man også glæde sig over, at denne forhistorie giver anledning til en række voldelig optrin, som hovedpersonen upåagtet ikke er for børn.
For Halloween s styrke er, at selvom den ikke ejer originalens elegance og snigende uhygge, så er den en allerhelvedes fed slasherfilm, ja en af de bedste meget længe. Efter 40 min hvor der springes 15 år frem i tiden rammer Zombie det spor som Carpenter ligger ud efter 5 min i hans film. Myers flygter fra den lukkede afdeling, og så er fanden bogstaveligtalt løs i Haddonfield. Vi får flere af de centrale scener i nyfortolkningen; konfrontationen på åben gade, Myers iklædt hvidt lagen og briller, jagten på Laurie osv. Men Zombies version er langt mere eksplicit voldelig og blodig. Brutaliteten blomstrer. Hvor Carpenter antydede, blæser Zombien volden op i ansigtet på publikum. Nogen vil kalde det unødvendigt. Jeg vil kalde det en fornyelse, som netop gør, at remaket ikke blive en slaverisk gentagelse.
Stemningen oser af ondskab, som den skal. Når Myers står udtryksløs i skyggen og stirrer på et elskende ungt par og langsomt rykker nærmere, løber kuldegysningerne ned af ryggen på en. Michael Myers fremstår akkurat lige så nådesløs og ond, som i originalen. Scenerne hvor Myers med lange skridt haler ind på en skrigende Laurie er skræmmende og den afsluttende jagt i det store mørke tomme hus er nerveflæsende.
Filmen har en mulig svaghed i sin søgen efter at give Michael Myers mere personlighed og dybde. Fx fremkommer scenen, hvor Myers søger kontakt til sin lillesøster lige i overkanten. Den fjerner lidt af det umenneskelige og overnaturlige ved figuren. Men når han 30 sek. senere smadrer igennem en væg for at forvandle selv samme Laurie til 50 kg. mesterhakke, er den nådesløse udtryksløse facade genoprettet.
Filmen er flot og lækkert produceret, men har det beskidte look, som Zombies øvrige film også bærer. Zombie bruger effektiv klipningen til at skabe intensitet og tryggende stemning, og som i originalen løfter lydsiden en stor del af vægten, hvad angår stemningerne i filmen. Også her kombinerer Zombie flot det klassiske tema med 70er rock og mere tunge rytmer.
Halloween vil få en masse hug pga. af sit ophav. Ser man på filmen isoleret, er det en slasherfilm langt over niveauet på de fleste film i genren. Den er skræmmende brutal, nervepirrende, og ren ondskab er i den grad til stede i filmen. Antydningens kunst prioriteres ikke højt og skuespil med fokus på små nuancer og ekstrem troværdig er ikke et Zombiesk kendetegn. Filmen rummer en vis sartirisk humor i bedste Zombiestil, men når Myers sætter jagten ind er tonen rå, dyster og alvorlig. Det er ikke sjovt at have Myers i hælene.
Det er blasfemisk at kalde den på højde med originalen, og det fortjener den da heller ikke. Men den tager på glimrende vis nogle fede ting fra originalen og kombinerer dem med den aktuelle trend i horrorgenren, hvor der ikke spares på blodet. En klassisk slasher i moderne klæder. Rob Zombie bliver bare bedre og bedre, og Halloween 2008 fortjerner mere og andet end blot næserynken og kommentarer om klasseforskel til Carpenter. Myers i et zombiesk univers er horror af høj klasse. Den er klart bedst i anden halvdel, hvor fokus er på den klassiske Myers figur, så på trods af en interessant første halvdel trækker den en smule ned. Fem store stjerner til anden halvdel og en del mindre til første halvdel, gør at Myers og Zombie havner på fem små stjerner i alt. Beklager til jer kritikere, men jeg elsker denne type film.
Det er en utaknemmelig opgave at lave et remake - især når originalen har kultstatus. Laver man et remake, som lægger sig tæt op af originalen for at bevare dens styrker, bliver man beskyldt for unødvendig og uselvstændig kopiering. Giver man remaket et personligt præg og tilsætter lidt ekstra i form af nye scener eller subplots, anklager samtlige anmeldere remaket for at mangle originalens gnist og tematik. Tænk blot på remakene af Texas Chainsaw Massacre, Planet of the Apes og The Hills have Eyes. Alle bliver de svinet, selvom de er glimrende film, dog ikke på originalernes niveau. Sjældent er det set, at et remake har overgået originalen, og hvis det er tilfældet, bliver det endnu mere sjældent anerkendt hos anmelderne.
Zombie er lykkedes med at kombinere hans personlige særpræg og nyfortolkning med flere af de elementer, som gjorde Carpenters udgave så eminent. Zombie tilføjer Myers figuren en helt ny forhistorie, hvor vi præsenteres for hele den Myerske familie i al dens utiltalende vælde. Selvom en af klassikerens styrker netop var, at Myers var en ”black box”, så fungerer denne forhistorie fint. For på trods af at Michaels familie ikke er en kernefamilie efter kristeligt folkepartiske ideale, så bliver det aldrig hele forklaringen på den ondskab, som lurer i den lille dreng. Nok er stedfaderen et svin, og nok er søsteren ikke en engel, men moderen er kærlig og situationen er nok ikke værre end hos flere andre. Alligevel slår det mere end almindelig klik for drengen, og selvom efter Dr. Loomis har ydet professionel hjælp, så fremstår han mere og mere som inkarnationen af det onde selv. Altså samme mission som Carpenter men med andre virkemidler. Den sorte boks er blevet åbnet, men svaret ligger langt langt nede på bunden, hvor mørket er for tykt til at publikums øjne kan se. Unge Myers morderiske vrede kan vi nu forstå et stykke af vejen, men der er langt til en forklaring på den ondskab, som kommer til udtryk både i en scene, hvor han på brutal vis gennembanker en anden dreng og selvfølgelig til scenen med nedslagtningen af familien, som virker mere forståelig. Hele første halvdel af filmen er således en Zombie’sk nytilføjelse. Nogle vil sikkert vælge at fortolke den som værende overklarende. Andre – heriblandt undertegnet – vælger at se det som modbydelige forhistorie til anden halvdel, hvor ondskaben virkelig får frit løb. Med en horrorfreaks øjne kan man også glæde sig over, at denne forhistorie giver anledning til en række voldelig optrin, som hovedpersonen upåagtet ikke er for børn.
For Halloween s styrke er, at selvom den ikke ejer originalens elegance og snigende uhygge, så er den en allerhelvedes fed slasherfilm, ja en af de bedste meget længe. Efter 40 min hvor der springes 15 år frem i tiden rammer Zombie det spor som Carpenter ligger ud efter 5 min i hans film. Myers flygter fra den lukkede afdeling, og så er fanden bogstaveligtalt løs i Haddonfield. Vi får flere af de centrale scener i nyfortolkningen; konfrontationen på åben gade, Myers iklædt hvidt lagen og briller, jagten på Laurie osv. Men Zombies version er langt mere eksplicit voldelig og blodig. Brutaliteten blomstrer. Hvor Carpenter antydede, blæser Zombien volden op i ansigtet på publikum. Nogen vil kalde det unødvendigt. Jeg vil kalde det en fornyelse, som netop gør, at remaket ikke blive en slaverisk gentagelse.
Stemningen oser af ondskab, som den skal. Når Myers står udtryksløs i skyggen og stirrer på et elskende ungt par og langsomt rykker nærmere, løber kuldegysningerne ned af ryggen på en. Michael Myers fremstår akkurat lige så nådesløs og ond, som i originalen. Scenerne hvor Myers med lange skridt haler ind på en skrigende Laurie er skræmmende og den afsluttende jagt i det store mørke tomme hus er nerveflæsende.
Filmen har en mulig svaghed i sin søgen efter at give Michael Myers mere personlighed og dybde. Fx fremkommer scenen, hvor Myers søger kontakt til sin lillesøster lige i overkanten. Den fjerner lidt af det umenneskelige og overnaturlige ved figuren. Men når han 30 sek. senere smadrer igennem en væg for at forvandle selv samme Laurie til 50 kg. mesterhakke, er den nådesløse udtryksløse facade genoprettet.
Filmen er flot og lækkert produceret, men har det beskidte look, som Zombies øvrige film også bærer. Zombie bruger effektiv klipningen til at skabe intensitet og tryggende stemning, og som i originalen løfter lydsiden en stor del af vægten, hvad angår stemningerne i filmen. Også her kombinerer Zombie flot det klassiske tema med 70er rock og mere tunge rytmer.
Halloween vil få en masse hug pga. af sit ophav. Ser man på filmen isoleret, er det en slasherfilm langt over niveauet på de fleste film i genren. Den er skræmmende brutal, nervepirrende, og ren ondskab er i den grad til stede i filmen. Antydningens kunst prioriteres ikke højt og skuespil med fokus på små nuancer og ekstrem troværdig er ikke et Zombiesk kendetegn. Filmen rummer en vis sartirisk humor i bedste Zombiestil, men når Myers sætter jagten ind er tonen rå, dyster og alvorlig. Det er ikke sjovt at have Myers i hælene.
Det er blasfemisk at kalde den på højde med originalen, og det fortjener den da heller ikke. Men den tager på glimrende vis nogle fede ting fra originalen og kombinerer dem med den aktuelle trend i horrorgenren, hvor der ikke spares på blodet. En klassisk slasher i moderne klæder. Rob Zombie bliver bare bedre og bedre, og Halloween 2008 fortjerner mere og andet end blot næserynken og kommentarer om klasseforskel til Carpenter. Myers i et zombiesk univers er horror af høj klasse. Den er klart bedst i anden halvdel, hvor fokus er på den klassiske Myers figur, så på trods af en interessant første halvdel trækker den en smule ned. Fem store stjerner til anden halvdel og en del mindre til første halvdel, gør at Myers og Zombie havner på fem små stjerner i alt. Beklager til jer kritikere, men jeg elsker denne type film.
17/10-2007
