Menneskelig politik
4.0
Glem alt hvad medierne har sagt om den danske fup-dokumentar ”AFR”. Glem alt hvad Pia Kjærsgaard har skabt af postyr og beskyldninger. Glem alt hvad B. T og Ekstra Bladet i sin tid ryddede deres forsider med af fejlagtige og forenklende ordstillinger. Ja, glem bare alt hvad der har været sagt eller skrevet om i de provokationslystne eller let provokerende kredse af de danske medier om ”AFR”. Det er nemlig nogenlunde det eneste rette at gøre inden mødet med Morten Hartz Kaplers sære og mildest talt anderledes film, for sjældent har man set en så misvisende omtale skabe stor ståhej for, ikke ingenting, men en helt anden ting end den væsentlige.
Det væsentlige ved ”AFR” er nemlig hverken at den slår den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen ihjel eller at den samtidig portrætterer ham som bøsse. Det væsentlige ved filmen er langt snarere det grundlag hvorpå den drager disse besynderlige konklusioner og udarter sig fra - nemlig intet mindre end en flig af Anders Foghs egen positive udtalelse vedrørende ytringsfrihed såvel kunstnerisk frihed til at udfordre normaliteterne. Dermed er tonen lagt an. Ud over at bearbejde adskillige underemner indenfor kærlighed og politik og beskrivelsen af disse to uforenelige størrelse i den moderne verden, så tager ”AFR” statsministeren på ordet og gør det med så stor sikkerhed, at det ville tangere til idioti at te sig ud som modstander af dens begavede fremgangsmåde.
Filmisk er ”AFR” bestemt også vellykket og særligt filmens musikalske del gør her indtryk. Gennemgående har Morten Hartz Kaplers valgt at benytte et af det smukkeste stykker musik nogensinde til at falde i spænd med sit væld af fup-dokumentaristisk materiale, nemlig Richard Wagners forspil til operaen ”Nibelungens Ring” - et valg som mesterinstruktøren Terrence Malick ligeledes landede på med sin seneste film, ”The New World”, der her udgjorde en aldeles hypnotiserende og udefinerbar følelse. I ”AFR” bekræftes man atter i dette stykke musiks udødelighed, der, hvad enten det understøtter en montage af englændernes første møde med Amerikas kyst og indianernes forundringsfulde venten, eller en lang række mere eller mindre falske politiske udtalelser, besidder en tidløs og medrivende kraft.
Selvom det ofte kniber med at opretholde den interessante strøm af perspektiver og billeder der gør en ellers imponerende éntre gennem filmens blot 83 minutter, så får ”AFR” skovlen godt under de temaer den ønsker at behandle og læsset dem ned i en solid og veldisponeret blanding. Hovedsagligt står man tilbage med et kærligt portræt af statsministeren, så kærligt at man næsten hengiver sig til at tro, at en objektiv og sandfærdig dokumentarfilm om manden ville være langt mere stødende for både offentligheden og ikke mindst statsministeren selv.
"AFR" er altså langt fra en film der fører spiddende og fjendlig politik gennem sit filmsprog - det er helt og aldeles menneskelige og sympatiske politiske såvel som upolitiske vinkler Morten Hartz Kaplers har skabt en film ud fra og at medierne har fordrejet hans forhold til Anders Fogh til at være ondsindet på grund af bøsseprædikatet er derfor næsten det mest tankevækkende ved filmen, der blot er marginaler fra den femte stjerne.
Det væsentlige ved ”AFR” er nemlig hverken at den slår den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen ihjel eller at den samtidig portrætterer ham som bøsse. Det væsentlige ved filmen er langt snarere det grundlag hvorpå den drager disse besynderlige konklusioner og udarter sig fra - nemlig intet mindre end en flig af Anders Foghs egen positive udtalelse vedrørende ytringsfrihed såvel kunstnerisk frihed til at udfordre normaliteterne. Dermed er tonen lagt an. Ud over at bearbejde adskillige underemner indenfor kærlighed og politik og beskrivelsen af disse to uforenelige størrelse i den moderne verden, så tager ”AFR” statsministeren på ordet og gør det med så stor sikkerhed, at det ville tangere til idioti at te sig ud som modstander af dens begavede fremgangsmåde.
Filmisk er ”AFR” bestemt også vellykket og særligt filmens musikalske del gør her indtryk. Gennemgående har Morten Hartz Kaplers valgt at benytte et af det smukkeste stykker musik nogensinde til at falde i spænd med sit væld af fup-dokumentaristisk materiale, nemlig Richard Wagners forspil til operaen ”Nibelungens Ring” - et valg som mesterinstruktøren Terrence Malick ligeledes landede på med sin seneste film, ”The New World”, der her udgjorde en aldeles hypnotiserende og udefinerbar følelse. I ”AFR” bekræftes man atter i dette stykke musiks udødelighed, der, hvad enten det understøtter en montage af englændernes første møde med Amerikas kyst og indianernes forundringsfulde venten, eller en lang række mere eller mindre falske politiske udtalelser, besidder en tidløs og medrivende kraft.
Selvom det ofte kniber med at opretholde den interessante strøm af perspektiver og billeder der gør en ellers imponerende éntre gennem filmens blot 83 minutter, så får ”AFR” skovlen godt under de temaer den ønsker at behandle og læsset dem ned i en solid og veldisponeret blanding. Hovedsagligt står man tilbage med et kærligt portræt af statsministeren, så kærligt at man næsten hengiver sig til at tro, at en objektiv og sandfærdig dokumentarfilm om manden ville være langt mere stødende for både offentligheden og ikke mindst statsministeren selv.
"AFR" er altså langt fra en film der fører spiddende og fjendlig politik gennem sit filmsprog - det er helt og aldeles menneskelige og sympatiske politiske såvel som upolitiske vinkler Morten Hartz Kaplers har skabt en film ud fra og at medierne har fordrejet hans forhold til Anders Fogh til at være ondsindet på grund af bøsseprædikatet er derfor næsten det mest tankevækkende ved filmen, der blot er marginaler fra den femte stjerne.
18/10-2007
