Som på film
2.0
"Som på film" havde været en mere passende titel til denne påtrængende sentimentale film fra Sverige. Hver lille bid af filmen har fået påklistret et stempel med ordet ”livsbekræftende”. Men det er filmklicheerne den bekræfter, og ikke livet.
En stor dirigent bliver syg og tager hjem til sin fødeby i det nordlige Sverige. Her er folk dybt provinsielle og små. Her iscenesættes alle klicheerne fra film om småbysamfund. Præsten der frygter at miste sin magt og indflydelse, da dirigenten lærer det lokale kor at finde deres egne stemmer. Den mentalt handicappede landsbytosse som fælleskabet tager til sig. Konen der gør op med sin voldelige ægtemand. Og ikke mindst den frie og frejdige lokale pige der lærer vores dirigent at cykle og elske livet.
Alle handlingsmønstre er forudsigelige hele vejen igennem. Alle byens indbyggere er en-dimensionelle størrelser. Ofte bygger de på fordommene om landsbyliv. Og deres handlinger er styret af det overordnede plot, der går ud på, at de lærer at finde deres egen stemme igennem dirigenten, der til gengæld lærer at affinde sig med sit liv.
Filmen gør også brug af nogle platte symboler, som den kristne reaktionære kvinde, der forarget stormer ud af menighedslokalet og smækker med døren, så korset på væggen falder ned. En overfladisk og tam symbolik.
Værst af alt er det, at filmen satser så kraftigt på at røre sit publikum. Den er tudende sentimental, og den spiller på de helt gamle tangenter. Leende børn og gode gamle koner. Kærlighedserklæringer og kys. Kvinder der gør op med deres tyranniske mænd. Det er så hamrende banalt.
På den positive side kan man jo sige, at der kan jo også være et par sandheder at finde i de banale gamle sange. Og der er et par smukke sange og smukke svenske billeder at hente. Men alt i alt var den mere kedelig og kvalmefremkaldende, når den forsøger så ihærdigt at røre og bevæge. Bestemt ikke min kop te. Men måske er jeg bare ikke til korsang på film.
En stor dirigent bliver syg og tager hjem til sin fødeby i det nordlige Sverige. Her er folk dybt provinsielle og små. Her iscenesættes alle klicheerne fra film om småbysamfund. Præsten der frygter at miste sin magt og indflydelse, da dirigenten lærer det lokale kor at finde deres egne stemmer. Den mentalt handicappede landsbytosse som fælleskabet tager til sig. Konen der gør op med sin voldelige ægtemand. Og ikke mindst den frie og frejdige lokale pige der lærer vores dirigent at cykle og elske livet.
Alle handlingsmønstre er forudsigelige hele vejen igennem. Alle byens indbyggere er en-dimensionelle størrelser. Ofte bygger de på fordommene om landsbyliv. Og deres handlinger er styret af det overordnede plot, der går ud på, at de lærer at finde deres egen stemme igennem dirigenten, der til gengæld lærer at affinde sig med sit liv.
Filmen gør også brug af nogle platte symboler, som den kristne reaktionære kvinde, der forarget stormer ud af menighedslokalet og smækker med døren, så korset på væggen falder ned. En overfladisk og tam symbolik.
Værst af alt er det, at filmen satser så kraftigt på at røre sit publikum. Den er tudende sentimental, og den spiller på de helt gamle tangenter. Leende børn og gode gamle koner. Kærlighedserklæringer og kys. Kvinder der gør op med deres tyranniske mænd. Det er så hamrende banalt.
På den positive side kan man jo sige, at der kan jo også være et par sandheder at finde i de banale gamle sange. Og der er et par smukke sange og smukke svenske billeder at hente. Men alt i alt var den mere kedelig og kvalmefremkaldende, når den forsøger så ihærdigt at røre og bevæge. Bestemt ikke min kop te. Men måske er jeg bare ikke til korsang på film.
18/10-2007
