Et stykke med bart

Lad det være sagt med det samme. Stanley Kubricks sidste film, før hans naturlige død, ”Eyes Wide Shut”, er intet mindre end en vanvittigt forkludret, inferiør og totalt skuffende kærlighedshistorie. Og det trods det sublime skuespil fra alle kanter, den fine, surrealistiske stemningstone og et udgangspunkt, der trods alt sitrer og brænder af potentiale. Og med Kubrick bag roret, burde det af naturlige årsager udmunde sig i et filmhistorisk mesterstykke og en passende afsked fra en af tidernes største og mest anerkendte filmauteurer.

Men ”Eyes Wide Shut” er desværre det stik modsatte af, hvad det ”burde” have været. For allerede i den langsommelige indledning, hvor den gennemgående erotiske tone konsekvent introduceres, virker filmen underligt uengagerende og ekstremt farvefattig i sin fremgangsmåde. Ikke kun på grund af den bevidst surrealistiske stemning, der udformer sig i de frustrerende stillestående dialogsekvenser og de atypiske, dokumentaristiske billeder. Men i langt højere grad på grund af handlingens evige mangel på fremdrift og en mildt sagt overdrevet lang spilletid. For filmens pointer siver unægteligt ganske hurtigt ind og er i det hele taget ikke robuste nok til at føre en, i forvejen skrøbelig, handling over 2 timer og 35 minutters overlang spilletid, og derfor er man som tilskuer til filmen ofte vidne til en selvdestruerende og temmelig intetsigende adfærd.

Hvorfor det også er med et undrende blik, at man ser rulleteksterne overtage billedet og afslutte filmen. For ingen af ”Eyes Wide Shut’s” intentioner synes at være bragt fyldestgørende til live: Den modige og provokerende erotik, er hverken modig eller provokerende nok, dramaet er underligt trægt formidlet og pointerne serveres ganske enkelt for tyndt og uengageret. Derfor er Kubricks afsked en sørgeligt forkludret og intetsigende affære, der ikke kan indtræde som så meget andet end en ubetydelig parentes i mesterinstruktørens imponerende filmarkiv.