Sandt eller falsk?
3.0
Den yderst talentfulde filminstruktør, Brian De Palma, går mildt sagt hele linen ud i sin udtrykkelige passion for den legendariske, Alfred Hitchcock. Med adskillige referencer til Hitchcocks aldrende suspense-mesterværk, ”Vertigo”, og et surrealistisk handlingsforløb, der utvetydigt kaster minder til filmen, sætter han dagsordenen for sin bizarre og seværdige 80’er-film, ”Body Double”.
”Body Double’s” klart stærkeste force ligger i dens inciterende veksling mellem fiktion og virkelighed, der i sin komplekse form og talrige ”Vertigo”-referencer konstant bibeholder tilskueren i et relativt sikkert jerngreb. Dog skal De Palmas komplicerende fremgangsmåder og filmiske adfærd ikke ses som et ren og skært populistisk mainstreamtræk, der udelukkende har til formål at bevare tilskueren i en solid og vedvarende spændingsekstase. Han formidler derimod filmens tematik og fuldbringende mening med enormt filmteknisk flair og opnår på den front, netop i kraft af sin legende livagtige virkelighedsdrillerier og perfekt matchende billedkompositioner, til fulde en virtuos effektuering af sine indlysende intentioner.
Dog kan ”Body Double” ikke undsige sig fra at stå en anelse stille i det noget langstrakte tilløb til de afrundende sekvenser, hvor den Hitchcock’ske spændingsfremdrift og den fremstående inspiration, virker underligt fraværende. Filmens sande styrker og reelle grundlag for eksistens, synes at fortabes i en alt for kedsommelig tomgang, der, trods dens meningsgivende uvirkelighed, trækker filmens samlede billede langt under udgangspunktets ekskvisitte løfter.
Udover det er man aldrig helt op at ringe over De Palmas grundlagsgivende handlingsforløb, mens skuespillerne ikke altid for det optimale ud af deres surrealistiske karakterer. Egentligt er det bedrøveligt at filmen ender i en halvhjertet hyldestproduktion til gamle Hitchcock og hans mastodontiske bedrifter. For ”Body Double” har unægteligt det tematiske potentiale og den perfekt surrealistiske veksel mellem illusion og virkelighed på sin side, og den burde reelt set have udmundet sig i en langt bedre film, end den i sin tid gjorde.
”Body Double’s” klart stærkeste force ligger i dens inciterende veksling mellem fiktion og virkelighed, der i sin komplekse form og talrige ”Vertigo”-referencer konstant bibeholder tilskueren i et relativt sikkert jerngreb. Dog skal De Palmas komplicerende fremgangsmåder og filmiske adfærd ikke ses som et ren og skært populistisk mainstreamtræk, der udelukkende har til formål at bevare tilskueren i en solid og vedvarende spændingsekstase. Han formidler derimod filmens tematik og fuldbringende mening med enormt filmteknisk flair og opnår på den front, netop i kraft af sin legende livagtige virkelighedsdrillerier og perfekt matchende billedkompositioner, til fulde en virtuos effektuering af sine indlysende intentioner.
Dog kan ”Body Double” ikke undsige sig fra at stå en anelse stille i det noget langstrakte tilløb til de afrundende sekvenser, hvor den Hitchcock’ske spændingsfremdrift og den fremstående inspiration, virker underligt fraværende. Filmens sande styrker og reelle grundlag for eksistens, synes at fortabes i en alt for kedsommelig tomgang, der, trods dens meningsgivende uvirkelighed, trækker filmens samlede billede langt under udgangspunktets ekskvisitte løfter.
Udover det er man aldrig helt op at ringe over De Palmas grundlagsgivende handlingsforløb, mens skuespillerne ikke altid for det optimale ud af deres surrealistiske karakterer. Egentligt er det bedrøveligt at filmen ender i en halvhjertet hyldestproduktion til gamle Hitchcock og hans mastodontiske bedrifter. For ”Body Double” har unægteligt det tematiske potentiale og den perfekt surrealistiske veksel mellem illusion og virkelighed på sin side, og den burde reelt set have udmundet sig i en langt bedre film, end den i sin tid gjorde.
21/10-2007
