Knuste Drømme Og Falske Håb
6.0
Darren Aronofsky's Requiem For A Dream er måske en af de mest ubehagelige, vigtige og virkningsfulde filmoplevelser jeg nogensinde har ladet mine øjne hvile på.
Filmen gør måske ikke så meget ud af voldseffekter, men derimod har Arnofsky med stor fantasi, intelligens og en god portion gåpåmod smedet hans film sammen på en så unik visuel måde at det ikke kan beskrives med ord. Filmen er klippet og fotograferet med en ægte sans for indlevelse i en junkies liv og alt lige fra fast-forward shots til dvælende og hypnotiserende optagelser gør os fuldstændig magtesløse overfor hvad vi ser på skærmen, vi vil gerne vende hovedet bort men kan ikke.
Frem for at vise en enkelt person sprøjte heroin, sniffe kokain eller ryge en joint symboliserer klipperen Jay Rabinowitz visuelt processen i en hektisk serie af opfindsomme fotograferede og stramt klippede skud, der er ikke mindre end fuldstændigt mindblowing at se på.
Man skulle måske tro at dette blot var visuelt blær, men rent faktisk bidrager den forvirrende effekt til at symbolisere hvad den respektive person føler lige i dette øjeblik, og får samtidig sin seer til at føle nogenlunde på samme måde, det er en imponerende teknik, men samtidig hiver det dig også hjælpeløst ind i filmens trøstesløse univers. På trods af at stoffer har været behandlet i mere end et par film har jeg aldrig oplevet en der i den grad skræmmer.
Skuespillerne er alle fremragende. Jared Leto, Jennifer Connelly og Marlon Wayans giver alle en stjernepræstation og specielt Wayans beviser at han kan mere end blot spille et fjollet syrehoved.
Men Ellen Burstyn stjæler showet som den desperate enke, hvis sidste chance for lykke bliver vendt på hovedet. Detb er ingen morsom og karismatisk rolle men det er med garanti en præstation du ikke vil glemme foreløbig, og den sikrede da også hende sin sjette Oscar nominering.
Men på trods af dette er det som sagt Aronofskys stilsikre og opfindsomme præstation der trækker det længste strå, når man skal placere denne film i mesterskabskategorien. Det er et must-see for alle filmelskere der er med på en svimlende rundtur i et miljø man forhåbentlig ikke kommer til at kende så godt som det her er tilfældet. Deprimerende, men stor filmkunst!
Filmen gør måske ikke så meget ud af voldseffekter, men derimod har Arnofsky med stor fantasi, intelligens og en god portion gåpåmod smedet hans film sammen på en så unik visuel måde at det ikke kan beskrives med ord. Filmen er klippet og fotograferet med en ægte sans for indlevelse i en junkies liv og alt lige fra fast-forward shots til dvælende og hypnotiserende optagelser gør os fuldstændig magtesløse overfor hvad vi ser på skærmen, vi vil gerne vende hovedet bort men kan ikke.
Frem for at vise en enkelt person sprøjte heroin, sniffe kokain eller ryge en joint symboliserer klipperen Jay Rabinowitz visuelt processen i en hektisk serie af opfindsomme fotograferede og stramt klippede skud, der er ikke mindre end fuldstændigt mindblowing at se på.
Man skulle måske tro at dette blot var visuelt blær, men rent faktisk bidrager den forvirrende effekt til at symbolisere hvad den respektive person føler lige i dette øjeblik, og får samtidig sin seer til at føle nogenlunde på samme måde, det er en imponerende teknik, men samtidig hiver det dig også hjælpeløst ind i filmens trøstesløse univers. På trods af at stoffer har været behandlet i mere end et par film har jeg aldrig oplevet en der i den grad skræmmer.
Skuespillerne er alle fremragende. Jared Leto, Jennifer Connelly og Marlon Wayans giver alle en stjernepræstation og specielt Wayans beviser at han kan mere end blot spille et fjollet syrehoved.
Men Ellen Burstyn stjæler showet som den desperate enke, hvis sidste chance for lykke bliver vendt på hovedet. Detb er ingen morsom og karismatisk rolle men det er med garanti en præstation du ikke vil glemme foreløbig, og den sikrede da også hende sin sjette Oscar nominering.
Men på trods af dette er det som sagt Aronofskys stilsikre og opfindsomme præstation der trækker det længste strå, når man skal placere denne film i mesterskabskategorien. Det er et must-see for alle filmelskere der er med på en svimlende rundtur i et miljø man forhåbentlig ikke kommer til at kende så godt som det her er tilfældet. Deprimerende, men stor filmkunst!
23/10-2007
