Legebarn uden legetøj
4.0
At Quentin Tarantino er en unik filminstruktør, burde der næppe herske nogen tvivl om. Hvad man end personlig synes om gangstere og hverdagsproblemer, samuraisværd og blodfontæner, dødskørsel og feminisme og saltbefængte haglgeværer og levende begravelser så kan man ikke rigtig beskylde manden for at gå på kompromis med sit medie - tvært imod degraderer Tarantino oftest filmmediets nytænkning og genmoderniserer hvad det for længst er vokset fra gennem referencer og herlig kitsch hvis han kan slippe af sted med det. Og det må han så sandelig siges at have kunnet.
”Jackie Brown” fra 1997 er lavet i en fase af Tarantinos karriere, hvor succesen var indtruffet på rekordtid og med eftertryk efter mesterværkerne ”Reservoir Dogs” og ”Pulp Fiction” og hvor han fik næse for andre veje.
Der er nemlig øjensynligt mindre legebarn og mere modenhed at finde i Tarantino og "Jackie Brown", der har skruet ned for både de farverige absurditeter og den pludselige vold der med førnævnte film satte ham på verdenskortet og for den enten livstruende herresplid eller overdrevene kvindedominans der senere blev regnet for hans varemærke. Der er i alle henseender tale om en mere neddæmpet og mere menneskelig film end både Tarantinos to sammenlignelige debutbrag og alle hans senere værker, en mere beskeden og mindre markant film og sandsynligvis også derfor den mindst succesrige af hans indtil videre i alt seks bedrifter i instruktørsædet.
Det er der heller ikke så meget at sige til, eftersom ”Jackie Brown, ud over grundlæggende mangel på særpræg, er en langt mindre overvældende film rent plotmæssigt. Der er absolut ingen mærkbare mængder blod eller skududvekslinger i historien om den sorte, smukke stewardesse, Jackie, der snor mænd om sin lillefinger samtidig med at jagte frihed og forløsning mit i en kompliceret sag om en halv million dollars, men i stedet er der mere end rigelig tid og plads for Tarantino til at udbrede sit talent af skarpe dialoger, plotmæssige U-vendinger og masser af uforglemmelige karakterer. Langt hen ad vejen er det derfor faktisk overordentligt fascinerende at se Tarantino i sit mere jordnære hjørne og atter engang vidne ham spille sine kort ud med præcision og timing i særklasse.
Med det sagt, er der dog ikke meget mere at tvinge ud af filmen. Historien i ”Jackie Brown” er muligvis bæredygtig i sig selv, men den lades markant i stikken af en sløv og ofte helt fraværende fremdrift og en mentalitet, der lader selv de mest ligegyldige scener tage evigheder at afvikle. Endda synes filmen både distræt og uoverskuelig til tider, og det er udelukkende takket være Quentin Tarantinos stilistiske øje, hans usvigelige overblik og samtidige uimodståelige tendens til at lade sin historie udfolde på komplet uventet vis at ”Jackie Brown” lige nøjagtig væver trådende sammen til et solidt slutfacit og møver sig op på fire stjerner.
”Jackie Brown” fra 1997 er lavet i en fase af Tarantinos karriere, hvor succesen var indtruffet på rekordtid og med eftertryk efter mesterværkerne ”Reservoir Dogs” og ”Pulp Fiction” og hvor han fik næse for andre veje.
Der er nemlig øjensynligt mindre legebarn og mere modenhed at finde i Tarantino og "Jackie Brown", der har skruet ned for både de farverige absurditeter og den pludselige vold der med førnævnte film satte ham på verdenskortet og for den enten livstruende herresplid eller overdrevene kvindedominans der senere blev regnet for hans varemærke. Der er i alle henseender tale om en mere neddæmpet og mere menneskelig film end både Tarantinos to sammenlignelige debutbrag og alle hans senere værker, en mere beskeden og mindre markant film og sandsynligvis også derfor den mindst succesrige af hans indtil videre i alt seks bedrifter i instruktørsædet.
Det er der heller ikke så meget at sige til, eftersom ”Jackie Brown, ud over grundlæggende mangel på særpræg, er en langt mindre overvældende film rent plotmæssigt. Der er absolut ingen mærkbare mængder blod eller skududvekslinger i historien om den sorte, smukke stewardesse, Jackie, der snor mænd om sin lillefinger samtidig med at jagte frihed og forløsning mit i en kompliceret sag om en halv million dollars, men i stedet er der mere end rigelig tid og plads for Tarantino til at udbrede sit talent af skarpe dialoger, plotmæssige U-vendinger og masser af uforglemmelige karakterer. Langt hen ad vejen er det derfor faktisk overordentligt fascinerende at se Tarantino i sit mere jordnære hjørne og atter engang vidne ham spille sine kort ud med præcision og timing i særklasse.
Med det sagt, er der dog ikke meget mere at tvinge ud af filmen. Historien i ”Jackie Brown” er muligvis bæredygtig i sig selv, men den lades markant i stikken af en sløv og ofte helt fraværende fremdrift og en mentalitet, der lader selv de mest ligegyldige scener tage evigheder at afvikle. Endda synes filmen både distræt og uoverskuelig til tider, og det er udelukkende takket være Quentin Tarantinos stilistiske øje, hans usvigelige overblik og samtidige uimodståelige tendens til at lade sin historie udfolde på komplet uventet vis at ”Jackie Brown” lige nøjagtig væver trådende sammen til et solidt slutfacit og møver sig op på fire stjerner.
24/10-2007
