Picnic i det ukendte

Selvom Peter Weirs ”Picnic at Hanging Rock” periodevis præges af små tomgangsperioder og momentan kedsomhed, er den en film i sin helt egen stil og størrelse og en film, der derved henvender sig til tilskueren som ingen andre, før har gjort. Det er en umådeligt særpræget film, der leger med problematisk seksualitet og indelukket fangenskab på en direkte enestående måde, og det er en film, man givetvis aldrig nogensinde vil glemme.

Den omhandler en farveløs og stringent drevet pigeskole, der på en længe ventet udflugt drager ud ved den frygtindgydende klippe Hanging Rock i en temperatur, der for længst har tilbagelagt de 30 grader. Men alligevel er der et eller andet, noget tiltrængt og skjult, der driver et par af de mest egenrådige og viljestærke piger op af klippen på en komplet surrealistisk udforskning af dens inderste kroge. Men der er noget uvist og overnaturligt ved klipperne, der som en dødelig og total udmattelse, fratager pigerne al umiddelbar vitalitet og rent faktisk i en alvorlig grad truer deres eksistens.

Og med et sådan udgangspunkt, der mildest talt lyder som noget taget ud af en skrupskør og dybt urealistisk tegneserie, iværksætter Weir sin foruroligende filmstil og overraskende uhyggelige mystik. Og det fungerer. ”Picnic at Hanging Rock” er underligt engagerende og ubehageligt nærgående i sit portræt af de fortabte piger og deres seksualitetskvaler og svært fortolkelige drifter, der indpakkes i et tykt lag af surrealistiske elementer.

Således kan ”Picnic at Hanging Rock” også umiddelbart være en hård nød at knække tolkningsmæssigt, men når man er kommet frem til det relativt logiske svar ganges den totale filmoplevelse pludselig op i en uforlignelig størrelse. Og så virker det pludselig mindre fundamentalt at filmen til tider boltrer sig i alt for store mængder af kedelig dialog og har sine tomme perioder. For ”Picnic at Hanging Rock” er en vidunderlig film, der vedrører, forbløffer og tryllebinder tilskueren i en grad, der sjældent er oplevet før.