Knudemanden vender tilbage
2.0
Gad vide, om alle vordende danske filminstruktører på Filmskolen bliver afkrævet et løfte om, at de vil gå ud i verden og lave en film om en knudemand, der lærer at komme i kontakt med sine følelser? "Hvid nat" er i hvert fald endnu én af slagsen, denne gang fra Jannik Johansen, som tidligere har lavet bedre ting med "Rembrandt" og "Mørke".
Jeg synes nemlig, der var et ubehageligt ekko fra flere andre film i historien om ejendomsmægleren Ulrich. Han er hensynsløs og succesfuld, men bærer også rundt på en indre vrede, som en dag fremprovokerer et værtshusslagsmål, hvor han kommer til at slå den anden fyr ihjel. Sagen bliver henlagt som selvforsvar, men da Ulrich opdager, at fyren havde kone og børn, udløser det en overdreven trang til bod og bedring, som også bunder i følelser fra fortiden.
Lars Brygmann er udmærket i hovedrollen, og Rikke Louise Andersson imponerer med sin method acting som kvinden fra socialklasse Z i Nordvest, der - desværre - også viser sig at bære rundt på filmens inderste visdom. Det er simpelt hen for klichéfyldt og typisk dansk film, at velstand er lig med fortabelse, mens medmenneskelighed og forståelse tilsyneladende trives bedst i socialt boligbyggeri. Begge dele er selvfølgelig ikke umulige antagelser, men bliver serveret uden dybde i "Hvid nat".
Derfor blev jeg aldrig fanget af filmen - det var alt for nemt at se, hvor den ville ende henne, og det er da ualmindeligt banalt, når moralen er, at "Han er jo bare ked af det". Faktisk kom jeg til at holde med hovedpersonens kyniske overklasse-kæreste, da hun kiggede på ham og sagde, han skulle tage sig sammen i stedet for at have ondt af sig selv. I øvrigt en fin rolle til Anne Sofie Byder.
"Hvid nat" er ellers ganske nydeligt lavet, men som nævnt: Den fik aldrig fat i mig, og jeg syntes virkelig ikke, den havde noget at byde på, som jeg ikke har fået serveret bedre i flere andre danske film.
P.S.: Har I tænkt over, at ejendomsmægleren er blevet den moderne stereotyp på ondskab i dansk drama?
Jeg synes nemlig, der var et ubehageligt ekko fra flere andre film i historien om ejendomsmægleren Ulrich. Han er hensynsløs og succesfuld, men bærer også rundt på en indre vrede, som en dag fremprovokerer et værtshusslagsmål, hvor han kommer til at slå den anden fyr ihjel. Sagen bliver henlagt som selvforsvar, men da Ulrich opdager, at fyren havde kone og børn, udløser det en overdreven trang til bod og bedring, som også bunder i følelser fra fortiden.
Lars Brygmann er udmærket i hovedrollen, og Rikke Louise Andersson imponerer med sin method acting som kvinden fra socialklasse Z i Nordvest, der - desværre - også viser sig at bære rundt på filmens inderste visdom. Det er simpelt hen for klichéfyldt og typisk dansk film, at velstand er lig med fortabelse, mens medmenneskelighed og forståelse tilsyneladende trives bedst i socialt boligbyggeri. Begge dele er selvfølgelig ikke umulige antagelser, men bliver serveret uden dybde i "Hvid nat".
Derfor blev jeg aldrig fanget af filmen - det var alt for nemt at se, hvor den ville ende henne, og det er da ualmindeligt banalt, når moralen er, at "Han er jo bare ked af det". Faktisk kom jeg til at holde med hovedpersonens kyniske overklasse-kæreste, da hun kiggede på ham og sagde, han skulle tage sig sammen i stedet for at have ondt af sig selv. I øvrigt en fin rolle til Anne Sofie Byder.
"Hvid nat" er ellers ganske nydeligt lavet, men som nævnt: Den fik aldrig fat i mig, og jeg syntes virkelig ikke, den havde noget at byde på, som jeg ikke har fået serveret bedre i flere andre danske film.
P.S.: Har I tænkt over, at ejendomsmægleren er blevet den moderne stereotyp på ondskab i dansk drama?
30/10-2007
