Reasonable doubt
5.0
”12 Angry Men” er en storslået film om retfærdighed, gruppementalitet og fordomme. Filmen består stort set kun af en enkelt scene, der foregår i en enkelt kulisse. Instruktør Sidney Lumet og især manuskriptforfatter Reginald Rose får utroligt meget spænding og drama ud af næsten ingenting. De forstår nemlig at bruge deres vigtigste redskaber: Historien, rollerne og skuespillerne.
Henry Fonda indtager lærredet som jurymedlem nummer 8. Han er den eneste i juryen, der har en reasonable doubt om den unge latino-dreng fra et slumkvarter faktisk slog sin far ihjel en sen nat. Filmens dramatiske omdrejningspunkt er hans diskussion med 11 svedende mænd på en varm sommerdag i et uventileret lokale, der alle er klar til at sende drengen i den elektriske stol. Men nummer 8 mener, at drengen fik en elendig forsvarer, der ikke gad at se på detaljerne i anklagerens bevismateriale. Et bevismateriale der ellers har flere huller.
Flere af de andre jurymedlemmer gider ikke engang debattere om drengen er skyldig eller ej. En af dem har en baseball-kamp han skal nå. En anden er fyldt med fordomme overfor ikke-hvide. En tredje blander sine personlige følelser til sin søn ind i forholdet til drengen. Filmen kommer ind på masser af den had og de fordomme, der ulmer i det ellers så frie amerikanske land. Det er en film om retssikkerhed, som enhver jurastuderende bør se. Jeg kan forestille mig, at den også er blevet vist i forelæsningssale og klasselokaler på juridiske fakulteter verden over igennem årene.
Som film er den også interessant. Man bliver suget ned i historien og i karaktererne, der er låst inde i samme lokale og skal løse en konflikt. Det føles ofte som et teaterstykke, da den kun foregår i et rum. Men det er ikke nødvendigvis en svaghed. Og filmen udnytter også kameraets muligheder for at sætte vinkler på rummet og jurymedlemmerne til fulde.
Men det er først og fremmest skuespillet og historien, der driver dette værk. En historie med masser af psykologiske dybder. Filmen siger en hel del om gruppementalitet og magtkampe. Fondas karakter vender en lynchstemning til en accept af muligheden for uskyld ved at overbevise medlemmerne nærmest én for én, og hans kamp er utroligt spændende at følge. Man kan gætte sig til resultatet fra starten, men det gør det ikke dramaet spændende. ”12 Angry Men” er en af de mest storslåede værker fra Hollywood i 1950erne, og det er ironisk nok en af de mindste film, hvad angår kulisser og budget.
Henry Fonda indtager lærredet som jurymedlem nummer 8. Han er den eneste i juryen, der har en reasonable doubt om den unge latino-dreng fra et slumkvarter faktisk slog sin far ihjel en sen nat. Filmens dramatiske omdrejningspunkt er hans diskussion med 11 svedende mænd på en varm sommerdag i et uventileret lokale, der alle er klar til at sende drengen i den elektriske stol. Men nummer 8 mener, at drengen fik en elendig forsvarer, der ikke gad at se på detaljerne i anklagerens bevismateriale. Et bevismateriale der ellers har flere huller.
Flere af de andre jurymedlemmer gider ikke engang debattere om drengen er skyldig eller ej. En af dem har en baseball-kamp han skal nå. En anden er fyldt med fordomme overfor ikke-hvide. En tredje blander sine personlige følelser til sin søn ind i forholdet til drengen. Filmen kommer ind på masser af den had og de fordomme, der ulmer i det ellers så frie amerikanske land. Det er en film om retssikkerhed, som enhver jurastuderende bør se. Jeg kan forestille mig, at den også er blevet vist i forelæsningssale og klasselokaler på juridiske fakulteter verden over igennem årene.
Som film er den også interessant. Man bliver suget ned i historien og i karaktererne, der er låst inde i samme lokale og skal løse en konflikt. Det føles ofte som et teaterstykke, da den kun foregår i et rum. Men det er ikke nødvendigvis en svaghed. Og filmen udnytter også kameraets muligheder for at sætte vinkler på rummet og jurymedlemmerne til fulde.
Men det er først og fremmest skuespillet og historien, der driver dette værk. En historie med masser af psykologiske dybder. Filmen siger en hel del om gruppementalitet og magtkampe. Fondas karakter vender en lynchstemning til en accept af muligheden for uskyld ved at overbevise medlemmerne nærmest én for én, og hans kamp er utroligt spændende at følge. Man kan gætte sig til resultatet fra starten, men det gør det ikke dramaet spændende. ”12 Angry Men” er en af de mest storslåede værker fra Hollywood i 1950erne, og det er ironisk nok en af de mindste film, hvad angår kulisser og budget.
30/10-2007
