Kærlighedens vilje
6.0
”Krigeren og kejserinden” er en unik film. En sød film. En sjov film. En forunderlig film. Og en film så fuld af fantasi, uforudsigelige drejninger og sprællevende følelser at man næppe nogensinde har set noget lignende.
Dette kan man utvivlsomt konstatere efter i over to timer at have ladet den tyske instruktør, Tom Tykwer, gennemblæse syn og sanser med brug af alt fra visuelle finesser til en overvældende ”over-the-top” tilgang til kærlighedens eksistens. Som det overbevisende og uforglemmeligt kom til udtryk i filmperlen ”Lola”, besidder Tykwer nemlig et sjældent sikkert greb om sine virkemidler og formår som få at presse samtlige dele af billed- og lydsiden til en grænse, hvor de spiller optimalt sammen.
Derfor er det altså ingen overraskelse at ”Krigeren og kejserinden” benytter hele det filmiske klaviatur med fuld overlegenhed og langt hen ad vejen ter sig ud som et udstyrsstykke af mesterlig karat - det man virkelig blæses omkuld af, er hvor kraftfuld og medrivende en film det har medført.
En stor del af fortjeneste heraf må så sandelig også tildeles filmens hovedroller, der på fantastisk vis udfyldes af Franka Potente og den mindre kendte Benno Fürmann. Sygeplejersken og bankrøveren bliver i deres sted til andet og mere end blot majonetdukker i skæbnens vold. De bliver mennesker ladet med længsler, ansvar og en helt igennem troværdig logik, der forhindrer så meget som ét karaktertræk i at gå til som fortænkt og usammenhængende. Man grubler og føler med dem, og særligt scenerne hvor Simone (Potente) opsøger manden der reddede hende fra sin død, Bodo (Fürmann) og afvises kontant er på grund af denne indlevelse dybt og inderligt hjerteskærende.
Af en eller anden grund er det fuldstændig ligegyldigt hvorvidt ”Krigeren og kejserinden” er en film der stedvist tværer ud og overdriver sine midler og som bærer på pointer vi for længst har fået remset op af andre kærlighedsfilm i sin eventyrlige profeti om kærlighedens og skæbnens ukuelige ledtog. Ligegyldig hvad man end måtte indvende af ”unødvendige” kameratricks og en kompleks - for nogen måske endda besværlig - satirisk undertone mod Tom Tykwers opdaterede fabel om to moderne menneskers besynderlige sammentræf er det for alt i verden ikke en film, der hviler på laurbærrene. Tvært imod overdynges man fra første til sidste minut med filmmagi i sin pureste form, så ustoppeligt og berusende at man til sidst føler sig opløftet til en anden dimension.
Tykwer har selv udtalt om ”Krigeren og kejserinden”, at den noget nær bekræfter alt han elsker og begærer ved film, hvilket ganske præcist beskriver den umådelig tilfredsstillende mæthedsfornemmelse man forlader denne film med. Fra top til tå er ”Krigeren og kejserinden” en gennemført magisk og majestætisk film, og er man villig til at slippe sit tag om den lineære filmtankegang i blot to timer og et kvarter, kan der meget vel vente en uforglemmelig oplevelse. Måske er det bare mig der har en svaghed for kærlighedsfilm. Måske har Tom Tykwer på ingen måde skabt et værk af mærkbart kunstnerisk omfang med ”Krigeren og kejserinden”. Sidstnævnte må jeg lade andre om at bedømme - Ligegyldig hvad er det her en af de bedste film, jeg nogensinde har set.
Dette kan man utvivlsomt konstatere efter i over to timer at have ladet den tyske instruktør, Tom Tykwer, gennemblæse syn og sanser med brug af alt fra visuelle finesser til en overvældende ”over-the-top” tilgang til kærlighedens eksistens. Som det overbevisende og uforglemmeligt kom til udtryk i filmperlen ”Lola”, besidder Tykwer nemlig et sjældent sikkert greb om sine virkemidler og formår som få at presse samtlige dele af billed- og lydsiden til en grænse, hvor de spiller optimalt sammen.
Derfor er det altså ingen overraskelse at ”Krigeren og kejserinden” benytter hele det filmiske klaviatur med fuld overlegenhed og langt hen ad vejen ter sig ud som et udstyrsstykke af mesterlig karat - det man virkelig blæses omkuld af, er hvor kraftfuld og medrivende en film det har medført.
En stor del af fortjeneste heraf må så sandelig også tildeles filmens hovedroller, der på fantastisk vis udfyldes af Franka Potente og den mindre kendte Benno Fürmann. Sygeplejersken og bankrøveren bliver i deres sted til andet og mere end blot majonetdukker i skæbnens vold. De bliver mennesker ladet med længsler, ansvar og en helt igennem troværdig logik, der forhindrer så meget som ét karaktertræk i at gå til som fortænkt og usammenhængende. Man grubler og føler med dem, og særligt scenerne hvor Simone (Potente) opsøger manden der reddede hende fra sin død, Bodo (Fürmann) og afvises kontant er på grund af denne indlevelse dybt og inderligt hjerteskærende.
Af en eller anden grund er det fuldstændig ligegyldigt hvorvidt ”Krigeren og kejserinden” er en film der stedvist tværer ud og overdriver sine midler og som bærer på pointer vi for længst har fået remset op af andre kærlighedsfilm i sin eventyrlige profeti om kærlighedens og skæbnens ukuelige ledtog. Ligegyldig hvad man end måtte indvende af ”unødvendige” kameratricks og en kompleks - for nogen måske endda besværlig - satirisk undertone mod Tom Tykwers opdaterede fabel om to moderne menneskers besynderlige sammentræf er det for alt i verden ikke en film, der hviler på laurbærrene. Tvært imod overdynges man fra første til sidste minut med filmmagi i sin pureste form, så ustoppeligt og berusende at man til sidst føler sig opløftet til en anden dimension.
Tykwer har selv udtalt om ”Krigeren og kejserinden”, at den noget nær bekræfter alt han elsker og begærer ved film, hvilket ganske præcist beskriver den umådelig tilfredsstillende mæthedsfornemmelse man forlader denne film med. Fra top til tå er ”Krigeren og kejserinden” en gennemført magisk og majestætisk film, og er man villig til at slippe sit tag om den lineære filmtankegang i blot to timer og et kvarter, kan der meget vel vente en uforglemmelig oplevelse. Måske er det bare mig der har en svaghed for kærlighedsfilm. Måske har Tom Tykwer på ingen måde skabt et værk af mærkbart kunstnerisk omfang med ”Krigeren og kejserinden”. Sidstnævnte må jeg lade andre om at bedømme - Ligegyldig hvad er det her en af de bedste film, jeg nogensinde har set.
31/10-2007
