Et Personligt Persien
5.0
Tegnefilm kan bruges til meget mere end talende dyr og teenagefantasier. I den franske tegnefilm ”Persepolis” fortæller iranske Marjane Satrapi en historie om bristede håb og drømme på både et dybt personligt og et storpolitisk plan. Det er en tegnefilmisk selvbiografi. En interessant blanding af coming-of-age historie og Irans moderne historie.
Marji (med stemme af Chiara Mastroianni) vokser op under revolutionen og opgøret med Shahen. Hendes forældre (Catherine Deneuve som moren, Simon Abkarian som faren) er marxistiske og intellektuelle, og hendes onkel flygtede til Sovjet for at studere revolutionære ideer. Den lille Marji er fuld af ambitioner, drømme og håb. Men Islamismen opsluger revolutionen, og derefter starter den lange krig med Irak.
Forældrene sender teenageren Marji til Østrig, hvor skolelærerne ikke vil straffe hende for at kæfte op og afsløre deres propagandistiske løgne. Men i Østrig er hun afskåret fra sin familie, og specielt den kærlige, livskloge bedstemor (Danielle Darrieux), og det er ikke let at være alene, når hormoner og forelskelse splitte den unge pige ad.
Marjane Satrapi sætter sit eget menneskelige præg på store problemstillinger. Hun illustrerer med lige dele komedie og tragedie, lige dele fornuft og følelse, hvordan national identitet, politisk identitet, familieidentitet, kønsidentitet og alle mulige andre identitetsforhold spiller ind på hinanden. Man kan ikke frasige sig at være iraner, selv når man ikke kan holde ud at leve med den politiske undertrykkelse i Iran.
Samtidig gør hun sin historie underholdende og vedkommende. Vi ser for eksempel en sekvens, hvor teenageren Marji vokser surrealistisk op. Først svulmer det ene ben op og bliver gigantisk. Dernæst øjet, brysterne, legeme for legeme bliver hun en freak, indtil alting er i balance. Eller da den lille Marji køber cder på det sorte marked, som skumle mænd sælger fra indersiden af jakken, som var det stoffer. Eller i en rocky-sekvens da hun vågner fra en depression og kæmper sig igennem en eksamen til lyden af eye of the tiger. Filmen har mange små, energiske stunder, der lyser mørket op med en smittende livsglæde.
Det eneste problem med filmen er, at det nødvendigvis går hurtigt, når hun skal dække omkring to årtier af sit liv på halvanden time. Men jeg følte i hvert fald, at jeg både havde fået underholdning og lidt mere indsigt, da jeg forlod biografmørket.
Marji (med stemme af Chiara Mastroianni) vokser op under revolutionen og opgøret med Shahen. Hendes forældre (Catherine Deneuve som moren, Simon Abkarian som faren) er marxistiske og intellektuelle, og hendes onkel flygtede til Sovjet for at studere revolutionære ideer. Den lille Marji er fuld af ambitioner, drømme og håb. Men Islamismen opsluger revolutionen, og derefter starter den lange krig med Irak.
Forældrene sender teenageren Marji til Østrig, hvor skolelærerne ikke vil straffe hende for at kæfte op og afsløre deres propagandistiske løgne. Men i Østrig er hun afskåret fra sin familie, og specielt den kærlige, livskloge bedstemor (Danielle Darrieux), og det er ikke let at være alene, når hormoner og forelskelse splitte den unge pige ad.
Marjane Satrapi sætter sit eget menneskelige præg på store problemstillinger. Hun illustrerer med lige dele komedie og tragedie, lige dele fornuft og følelse, hvordan national identitet, politisk identitet, familieidentitet, kønsidentitet og alle mulige andre identitetsforhold spiller ind på hinanden. Man kan ikke frasige sig at være iraner, selv når man ikke kan holde ud at leve med den politiske undertrykkelse i Iran.
Samtidig gør hun sin historie underholdende og vedkommende. Vi ser for eksempel en sekvens, hvor teenageren Marji vokser surrealistisk op. Først svulmer det ene ben op og bliver gigantisk. Dernæst øjet, brysterne, legeme for legeme bliver hun en freak, indtil alting er i balance. Eller da den lille Marji køber cder på det sorte marked, som skumle mænd sælger fra indersiden af jakken, som var det stoffer. Eller i en rocky-sekvens da hun vågner fra en depression og kæmper sig igennem en eksamen til lyden af eye of the tiger. Filmen har mange små, energiske stunder, der lyser mørket op med en smittende livsglæde.
Det eneste problem med filmen er, at det nødvendigvis går hurtigt, når hun skal dække omkring to årtier af sit liv på halvanden time. Men jeg følte i hvert fald, at jeg både havde fået underholdning og lidt mere indsigt, da jeg forlod biografmørket.
31/10-2007
