bestillingsarbejde
2.0
Den selvlærte instruktør Jannik Johansen har opbygget sin filmiske erfaring gennem hårdt arbejde som alverdens filmmand på diverse projekter, hvilket udledte, på trods af mangel på en mere officiel instruktøruddannelse på Den Danske Filmskole, til en chance som instruktør på den delvist faktionsbaserede Rembrandt fra 2003, der var en tilforladelig krimikomedie med standardpakken af aparte karakterer fra Anders Thomas Jensens skrevne hånd. Kollaborationen mellem Johansen og Jensen fortsatte med den, i danske sammenhængende, genreinteressante, om end noget rodede Mørke, og nu har makkerparret atter begået et amerikanskfusionerende socialrealistisk drama med den misvisende titel Hvid Nat. Med den horrible Til Døden Os Skiller in mente og nu undertegnede film indikeres der en manglende inspiration fra den tidligere så celebrerede manuskriptforfatters side, for Hvid Nat er desværre om noget et storprætentiøst, overfladisk og fatalt psykologisvagt og mislykket forsøg på at skildre en narcissists deroute udi elendighed og selverkendelse.
Den lettere monotone, men altid stabile Lars Brygmann indtager for anden gang på kort tid en altdominerende hovedrolle, hvor han i Hvid Nat agerer en fremgangsrig forretningsmand, der lever i den overfladiske overklasse, hvor bunden af fødderne er tilsmudset med manipulation af den gængse mand klasser under. Johansen forsøger med lidet held at inkorporere et psykologisk aspekt i karakteren, men desværre vælger Thomas Jensen den irriterende billige vej i sin subtekst, hvor overklassen er dumme svin og middel- og underklassen besidder den genuine humanisme, der konstant undertrykkes. Denne indfaldsvinkel er simpelthen for tyndslidt, men filmen insemineres heller ikke med snerten af nuancer eller interessevækkelse. Den kedsommelige handling består af en bundforudsigelig og alt andet end dybdegående fremdrift, hvor Brygmann på et klassenedsænkelsesbesøg i den lokale bar ved et uheld slår en mand ihjel. Dette katalyserer en odysse udi selverkendelse af egne fejl og en hjemsøgende fortid, hvor Johansen og Jensen desperat hiver et vakuum frem af dysfunktionel familieforhold, fatale byrder og parallelkørende tilgivelse for at malke den simplificerende og vage historie for konflikter og drama. Deres konstant insisterende forsøg giver faktisk filmen et præg af ufrivillig komik, og som publikum fatter man på ingen måde interesse, endvidere sympati for de klodset optegnede karakterer, der fungerer som uplausible brikker i Jensens ufokuserede spilskildring af klasseforskellene i Danmark. Kun få gange rammer Johansen en sensitiv nerve af dybde i filmen, hvor eksempelvis enken (spillet med en hovedrystende fraværenhed af Rikke Louise Andersson) til den afdøde plotvending udtaler, at Brygmann ’bare er ked af’. Desværre er disse momenter flygtige og helhedsindtrykket derved ringe.
Johansens iscenesættelse er engageret og langtfra talentløs, men grundlaget er simpelthen for dovent og underskrevet, men følelsen af sympati overfor filmen redder den alligevel fra bundkarakter. Produktionsværdien er ligeledes fra standardhylden (hvor lyssætningen dog oftest er ganske brillant), og Hvid Nat hensætter derfor sig selv til det indifferente hjørne, der stødt og uroligt fyldes op af danske film uden punch eller kunstnerisk interiør.
Den lettere monotone, men altid stabile Lars Brygmann indtager for anden gang på kort tid en altdominerende hovedrolle, hvor han i Hvid Nat agerer en fremgangsrig forretningsmand, der lever i den overfladiske overklasse, hvor bunden af fødderne er tilsmudset med manipulation af den gængse mand klasser under. Johansen forsøger med lidet held at inkorporere et psykologisk aspekt i karakteren, men desværre vælger Thomas Jensen den irriterende billige vej i sin subtekst, hvor overklassen er dumme svin og middel- og underklassen besidder den genuine humanisme, der konstant undertrykkes. Denne indfaldsvinkel er simpelthen for tyndslidt, men filmen insemineres heller ikke med snerten af nuancer eller interessevækkelse. Den kedsommelige handling består af en bundforudsigelig og alt andet end dybdegående fremdrift, hvor Brygmann på et klassenedsænkelsesbesøg i den lokale bar ved et uheld slår en mand ihjel. Dette katalyserer en odysse udi selverkendelse af egne fejl og en hjemsøgende fortid, hvor Johansen og Jensen desperat hiver et vakuum frem af dysfunktionel familieforhold, fatale byrder og parallelkørende tilgivelse for at malke den simplificerende og vage historie for konflikter og drama. Deres konstant insisterende forsøg giver faktisk filmen et præg af ufrivillig komik, og som publikum fatter man på ingen måde interesse, endvidere sympati for de klodset optegnede karakterer, der fungerer som uplausible brikker i Jensens ufokuserede spilskildring af klasseforskellene i Danmark. Kun få gange rammer Johansen en sensitiv nerve af dybde i filmen, hvor eksempelvis enken (spillet med en hovedrystende fraværenhed af Rikke Louise Andersson) til den afdøde plotvending udtaler, at Brygmann ’bare er ked af’. Desværre er disse momenter flygtige og helhedsindtrykket derved ringe.
Johansens iscenesættelse er engageret og langtfra talentløs, men grundlaget er simpelthen for dovent og underskrevet, men følelsen af sympati overfor filmen redder den alligevel fra bundkarakter. Produktionsværdien er ligeledes fra standardhylden (hvor lyssætningen dog oftest er ganske brillant), og Hvid Nat hensætter derfor sig selv til det indifferente hjørne, der stødt og uroligt fyldes op af danske film uden punch eller kunstnerisk interiør.
04/11-2007
