Blodpenge

3.0
Historisk tysk drama om Operation Bernhard, hvor nazisterne samlede de dygtigste jødiske grafikere og trykkere i Sachsenhausen og satte dem til at forfalske engelske og amerikanske pengesedler. Planen var at destabilisere de allieredes økonomi, og forfalskerne nåede at trykke 134 mio. engelske pund, som stadig betragtes som nogle af de bedste falskmøntnerier nogensinde.

"Die Fälscher" fortæller historien gennem hovedpersonen Salomon Sorowitsch, der allerede ernærede sig som falskmøntner, før han endte i kz-lejren. Han er en opportunist, der først og fremmest tænker på sin egen overlevelse, men også er menneskelig nok til at forsøge at hjælpe sine medfanger, når tingene spidser til. Han portrætteres især op mod nazisternes leder af projektet, der er præcis lige så opportunistisk som Sorowitsch, blot med den ekstra brist, at han ikke har nogen problemer med at henrette et par jøder for at få succes. På den anden side af Sorowitsch står trykkeren Adolf Burger, som mener, at projektet er så vigtigt for krigen som helhed, at de bør gøre alt for at sabotere det. Det er i øvrigt Burgers erindringer, filmen er baseret på.

På den led får "Die Fälscher" stillet nogle klare moralske konflikter op. Skal man hjælpe nazisterne med at vinde krigen for at redde sig selv? Har man ret til at sabotere projektet, hvis det kan koste et andet menneske livet, fordi nazisterne henretter i flæng som straf? Og så videre. Det er spændende spørgsmål, men filmen får dem stillet så skematisk op, at jeg aldrig helt blev grebet af konflikterne. Jeg tror blandt andet, det skyldtes, at filmens personer bliver fremstillet meget firkantet som repræsentanter for forskellige holdninger. Jeg savnede noget dybde i dem, som kunne have gjort den menneskelige konflikt mere vedkommende.

Derudover synes jeg også, at filmens dramatiske struktur halter noget. Den er teknisk flot, men der klippes også hurtigt og ganske abrupt mellem episoder i et årelangt forløb - og efter min mening forsøger filmmagerne dermed at gabe over for mange ting på én gang. De vil både fortælle om Operation Bernhard og dens indbyggede moralske konflikter, vise nazisternes ondskab, skildre livet i kz-lejren og sætte det hele i et absurd lys ved at vise kontrasterne mellem det selvudnævnte herrefolk og de jøder, de forfulgte. Det bliver så rodet, at filmen mister dramatisk styrke.

Men det er absolut en interessant film, som gennem en spændende niche i historien om Anden Verdenskrig beskæftiger sig med nogle virkelig problematiske moralske dilemmaer. Jeg synes i hvert fald, det er meget svært at sige, hvordan jeg selv ville have reageret i de situationer, hovedpersonerne stilles over for i "Die Fälscher".
Forfalskerne