Essentiel Lynch
5.0
Kaninen stryger. Den polske luder græder. De genindspiller en forbandet film. Hollywood-luderne danser The Loco-Motion. Laura Dern er bange.
"Inland Empire" er en meget mærkelig film. Fucked-up, hysterisk, udsyret mærkelig. Jeg kan næsten have David Lynch mistænkt for at være blevet irriteret over, at den store kollektive net-intelligens hurtigt fik knækket koden til "Mulholland Drive" - hvorefter Lynch har tænkt 'nu skal jeg fandeme vise dem' ... "Inland Empire" er i hvert fald næsten ren surrealisme, som nok leger med brudstykker af sammenhængende handling, men efter min mening kun kan ses ved at frakoble alt, man ved om plot og struktur og den slags. Den skal indtages med følelser og intuition, som et abstrakt feed til højre hjernehalvdel.
Det imponerende er så, at de tre timers koncentrerede særhed bliver til en fængende og dybt fascinerende film. Det siger meget om David Lynchs evne til at kommunikere via symbolik og stemninger, at jeg har rigtig meget lyst til at se den igen.
Filmen åbner med, at en skuespillerinde får besøg af en sær gammel dame, der fortæller hende, at hun har fået den filmrolle, hun håbede på. Men også, at der er en pris. Vi følger, hvordan hun begynder optagelserne, og derfra bliver det meget hurtigt meget mærkeligt - med personer, der flyder sammen, parallelle virkeligheder (måske), flere antydninger af vold og mord, stærkt erotiske undertoner og (måske) klip fra en polsk film, som måske er ved at blive genindspillet. Og kaniner, der stryger.
Lynch har optaget hele filmen på digital video, og ud over at det formentlig har været billigere end traditionel film, har det også givet ham nogle spændende muligheder for at lege med billederne. "Inland Empire" er i hvert fald helt utroligt konsekvent lavet i både billed- og lydside - mange af billedkompositionerne er næsten malerier, og det indtryk forstærkes af videofilmens let grynede tekstur. Det store centrum for billederne er Laura Dern, der spiller fuldstændig fantastisk som filmens to hovedpersoner (eller er det tre?).
"Inland Empire" er en film, som næsten kræver, at man har set Lynchs andre film først. Den er nemlig fyldt med symboler og temaer fra hans andre film - hele vejen fra "Eraserhead" til "Mulholland Drive". Her er både tabet af uskyld gennem sex, kærlighed som destruktiv kraft, det post-industrielle menneskes ensomhed, fascinationen af Hollywood og meget andet godt, som Lynch tidligere har trampet rundt i.
På den måde bliver "Inland Empire" uden tvivl en oplevelse, der giver blandede reaktioner. Man kan se den som tre timers usammenhængende vrøvl. Men man kan også se den som *den* essentielle Lynch-film, fordi den samler og kondenserer alt, hvad han tidligere har beskæftiget sig med, i ét værk.
"Inland Empire" er en meget mærkelig film. Fucked-up, hysterisk, udsyret mærkelig. Jeg kan næsten have David Lynch mistænkt for at være blevet irriteret over, at den store kollektive net-intelligens hurtigt fik knækket koden til "Mulholland Drive" - hvorefter Lynch har tænkt 'nu skal jeg fandeme vise dem' ... "Inland Empire" er i hvert fald næsten ren surrealisme, som nok leger med brudstykker af sammenhængende handling, men efter min mening kun kan ses ved at frakoble alt, man ved om plot og struktur og den slags. Den skal indtages med følelser og intuition, som et abstrakt feed til højre hjernehalvdel.
Det imponerende er så, at de tre timers koncentrerede særhed bliver til en fængende og dybt fascinerende film. Det siger meget om David Lynchs evne til at kommunikere via symbolik og stemninger, at jeg har rigtig meget lyst til at se den igen.
Filmen åbner med, at en skuespillerinde får besøg af en sær gammel dame, der fortæller hende, at hun har fået den filmrolle, hun håbede på. Men også, at der er en pris. Vi følger, hvordan hun begynder optagelserne, og derfra bliver det meget hurtigt meget mærkeligt - med personer, der flyder sammen, parallelle virkeligheder (måske), flere antydninger af vold og mord, stærkt erotiske undertoner og (måske) klip fra en polsk film, som måske er ved at blive genindspillet. Og kaniner, der stryger.
Lynch har optaget hele filmen på digital video, og ud over at det formentlig har været billigere end traditionel film, har det også givet ham nogle spændende muligheder for at lege med billederne. "Inland Empire" er i hvert fald helt utroligt konsekvent lavet i både billed- og lydside - mange af billedkompositionerne er næsten malerier, og det indtryk forstærkes af videofilmens let grynede tekstur. Det store centrum for billederne er Laura Dern, der spiller fuldstændig fantastisk som filmens to hovedpersoner (eller er det tre?).
"Inland Empire" er en film, som næsten kræver, at man har set Lynchs andre film først. Den er nemlig fyldt med symboler og temaer fra hans andre film - hele vejen fra "Eraserhead" til "Mulholland Drive". Her er både tabet af uskyld gennem sex, kærlighed som destruktiv kraft, det post-industrielle menneskes ensomhed, fascinationen af Hollywood og meget andet godt, som Lynch tidligere har trampet rundt i.
På den måde bliver "Inland Empire" uden tvivl en oplevelse, der giver blandede reaktioner. Man kan se den som tre timers usammenhængende vrøvl. Men man kan også se den som *den* essentielle Lynch-film, fordi den samler og kondenserer alt, hvad han tidligere har beskæftiget sig med, i ét værk.
07/11-2007
