Den fortabte kvinde
5.0
Indledningsvis skal jeg blankt erkende, at jeg tidligere har haft min skepsis overfor ”Mulholland Drive” og dens særprægede måde at formidle en handling på. Jeg anså den efter første syn som værende en god, men irriterende selvhøjtidelig og frustrerende tvetydig oplevelse. I dag, efter at mit filmsyn generelt set er modnet og min glæde ved mediet i det hele taget er vokset kolossalt, forekommer det mig nærmest uforståeligt, hvordan ”Mulholland Drive” i sin tid, som en irriterende og farvefattig spyflue, forbipasserede mit - på det tidspunkt - temmelig indskrænkede blik. I dag kan jeg se at filmen har noget på hjerte, at den med en komplet surrealistisk fremgangsmåde åbner sluserne op for et ægte, problematisk kærlighedsdrama og at den – allervigtigst – er en hamrende god film.
Lidt overfladisk betragtet ligger den store, altafgørende adskillelse mellem Lynchs nyeste skud på stammen, biografaktuelle ”Inland Empire”, og ”Mulholland Drive” i det faktum at sidstnævnte opererer ud fra et reelt handlingsgrundlag, mens ”Inland Empire” i store træk mest af alt drejer sig om en forsamling af tilsyneladende temmelig urelaterede fragmentsekvenser. Dømt ud fra de to films respektive kvaliteter og samlede helhedsbillede må det umiddelbart vurderes at David Lynch-stilen fungerer stærkest i ”Mulholland”-modellen. Lynch formår nemlig ud fra sit handlingsfundament og tema at skabe de surrealistiske, visuelle kreationer og en konstant filmisk mystik uden, at det nogensinde virker direkte malplaceret. Tværtimod fylder han via sin indfødte evne til at formidle en historie på, lag på lag i sin film, mens denne vokser og vokser indtil den kulminerer i en perfekt timet og tilrettelagt slutning. Og så er det heller ikke fordi det skader at selve historien, der smukt udpensles gennem den metaforiske mystik, er ufatteligt velkomponeret, ekstremt inciterende og i det hele taget vanvittigt gribende.
Derfor er jeg nødsaget til at foretage en mindre kovending i min holdning overfor ”Mulholland Drive”. Det er fortsat ikke alt, der for mit vedkommende, fungerer til perfektion i filmen, men mindre kan naturligvis også gøre det. Det korte af det lange er i hvert fald, at ”Mulholland Drive” er en smuk, gribende, skræmmende, underholdende, emotionel og i det hele taget suveræn filmoplevelse.
Lidt overfladisk betragtet ligger den store, altafgørende adskillelse mellem Lynchs nyeste skud på stammen, biografaktuelle ”Inland Empire”, og ”Mulholland Drive” i det faktum at sidstnævnte opererer ud fra et reelt handlingsgrundlag, mens ”Inland Empire” i store træk mest af alt drejer sig om en forsamling af tilsyneladende temmelig urelaterede fragmentsekvenser. Dømt ud fra de to films respektive kvaliteter og samlede helhedsbillede må det umiddelbart vurderes at David Lynch-stilen fungerer stærkest i ”Mulholland”-modellen. Lynch formår nemlig ud fra sit handlingsfundament og tema at skabe de surrealistiske, visuelle kreationer og en konstant filmisk mystik uden, at det nogensinde virker direkte malplaceret. Tværtimod fylder han via sin indfødte evne til at formidle en historie på, lag på lag i sin film, mens denne vokser og vokser indtil den kulminerer i en perfekt timet og tilrettelagt slutning. Og så er det heller ikke fordi det skader at selve historien, der smukt udpensles gennem den metaforiske mystik, er ufatteligt velkomponeret, ekstremt inciterende og i det hele taget vanvittigt gribende.
Derfor er jeg nødsaget til at foretage en mindre kovending i min holdning overfor ”Mulholland Drive”. Det er fortsat ikke alt, der for mit vedkommende, fungerer til perfektion i filmen, men mindre kan naturligvis også gøre det. Det korte af det lange er i hvert fald, at ”Mulholland Drive” er en smuk, gribende, skræmmende, underholdende, emotionel og i det hele taget suveræn filmoplevelse.
09/11-2007
