Drømmen om storhed
5.0
Slutningen i ”The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford” er af forklarlige årsager ikke det mest overraskende, der har fundet vej ind blandt filmmediets lange historie af originale drejninger og uforudsigelige afslutninger. Men filmens hovedærinde er på ingen måde at overraske. Det er derimod at fortælle et gribende portræt af Jesse James, en – ifølge filmen – både psykisk og fysisk lidende mand, der røver, dræber og stjæler og fra hver dag, der går, cementerer sit i forvejen robuste og morderiske ry. Mange historier er skrevet om ham, mange myter er skabt omkring hans person, hvilke den naive ”kujon” Robert Ford ekstatisk har fulgt igennem sine yngre år. Han ser Jesse James som en gudsbenådet helteskikkelse og tilbeder ham for de bedrifter, han igennem tiden har udført.
Da Robert kommer i kontakt med Jesse indtræder han dog bare som en irriterende bagatel i hans dagligdag, og han oplever, at hans potentiale tilsyneladende synes bedst egnet til diverse huslige pligter. Men Robert, denne livslange undermåler, der er opvokset som det konstant laveste led i Ford-hierarkiet, finder sig ikke i at nedvurderes til en enerverende vaskedreng med trang til tegneserier og barnlige udflugter og vil derfor slå sit navn fast. På den ene eller den anden måde.
Mens altid fremragende Brad Pitt er uhyggelig troværdig i sin nuancerige personificering af den mytiske Jesse James, er Casey Affleck som den håbefulde ildsjæl om muligt endnu bedre. Hver en replik, hver en minimal kropsbevægelse udføres til perfektion i hans udførlige portræt af Robert Ford, og han fungerer tilnærmelsesvis som filmens altafgørende omdrejningspunkt i dens psykologisk velkomponerede portræt af det intensive samspil mellem Ford og James. Skuespillet vil uomtvisteligt altid være blandt hovedingredienserne i en psykologisk sag i stil med ”The Assasination of Jesse James…”, og anført af Pitt og (CASEY!) Affleck bringes elementet sikkert op som en af filmens allerstørste forcer.
Ellers er filmen først og fremmest en ubeskrivelig smuk affære. Billederne, produceret af mesterfotografen Roger Deakins, er elegant afdæmpet og lyrisk naturfokuserede, mens de i kombination med Nick Caves underskønne lydside opnår en beroligende og meditativ effekt. Det er konstant en udsøgt fornøjelse at ligge både ører og øjne til filmen, mens den perfekte sammensmeltning af lyd og billede slæber en længere og længere ind i filmmediets ultimative drømmeverden.
Mere er der ikke at sige. ”The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford” er og bliver en fantastisk rejse tilbage til legenderne om den morderiske cowboy Jesse James og samtidig et friskt og nuancefuldt karakterbillede af ham og hans drabelige bedrifter. Scenerne efter hans død fuldender historien, som den ubeskriveligt gribende og tragiske fortælling, det er, og filmen i sig selv er en af de klart bedste i år. Det er et ubestridt ”must-see” for enhver med den mindste form for filminteresse.
Da Robert kommer i kontakt med Jesse indtræder han dog bare som en irriterende bagatel i hans dagligdag, og han oplever, at hans potentiale tilsyneladende synes bedst egnet til diverse huslige pligter. Men Robert, denne livslange undermåler, der er opvokset som det konstant laveste led i Ford-hierarkiet, finder sig ikke i at nedvurderes til en enerverende vaskedreng med trang til tegneserier og barnlige udflugter og vil derfor slå sit navn fast. På den ene eller den anden måde.
Mens altid fremragende Brad Pitt er uhyggelig troværdig i sin nuancerige personificering af den mytiske Jesse James, er Casey Affleck som den håbefulde ildsjæl om muligt endnu bedre. Hver en replik, hver en minimal kropsbevægelse udføres til perfektion i hans udførlige portræt af Robert Ford, og han fungerer tilnærmelsesvis som filmens altafgørende omdrejningspunkt i dens psykologisk velkomponerede portræt af det intensive samspil mellem Ford og James. Skuespillet vil uomtvisteligt altid være blandt hovedingredienserne i en psykologisk sag i stil med ”The Assasination of Jesse James…”, og anført af Pitt og (CASEY!) Affleck bringes elementet sikkert op som en af filmens allerstørste forcer.
Ellers er filmen først og fremmest en ubeskrivelig smuk affære. Billederne, produceret af mesterfotografen Roger Deakins, er elegant afdæmpet og lyrisk naturfokuserede, mens de i kombination med Nick Caves underskønne lydside opnår en beroligende og meditativ effekt. Det er konstant en udsøgt fornøjelse at ligge både ører og øjne til filmen, mens den perfekte sammensmeltning af lyd og billede slæber en længere og længere ind i filmmediets ultimative drømmeverden.
Mere er der ikke at sige. ”The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford” er og bliver en fantastisk rejse tilbage til legenderne om den morderiske cowboy Jesse James og samtidig et friskt og nuancefuldt karakterbillede af ham og hans drabelige bedrifter. Scenerne efter hans død fuldender historien, som den ubeskriveligt gribende og tragiske fortælling, det er, og filmen i sig selv er en af de klart bedste i år. Det er et ubestridt ”must-see” for enhver med den mindste form for filminteresse.
10/11-2007
