// Marshalls hulelignelse //
6.0
ADVARSEL: SPOILERS!
Efter min mening går Neil Marshall en stor fremtid i møde på den store filmscene, især inden for gysergenren. Han debuterede efter en masse små projekter med action-gyseren Dog Soldiers, som blev pænt modtaget verden over. Marshalls nyeste film fra 2005, The Descent, har dog for alvor printet hans navn fast på de flestes nethinder. Hans klaustrofobiske og intense produktion af filmen har fået horrorfans verden over til at prise den, og selvom en lignende film udkom nogenlunde samme tidspunkt (The Cave) må de to for guds skyld ikke forvekles; The Descent er på alle måder lysår foran!
Filmens setup er næsten pinligt enkelt, og det er måske også det, der kunne holde folk væk fra at se filmen, da jeg også havde samme problem - lad jer dog ikke narre, for filmen rummer meget mere end bare splattergys og klaustrofobiske kameravinkler. Filmen indledes med noget af en mavepuster, hvor fem veninder afprøver deres grænser ved at tage en hektisk river-raftingtur. (Nyd de smukke og hektiske billeder af den omkringliggende natur som understøtter kvindernes mod samt den perfekt komponerede og mystiske baggrundsmusik). Filmens hovedperson Sarah (Shauna MacDonald) har bragt sin mand og datter med sig, så hun kan bevise sit mod over familien, hvilket også ses bevist på den begejstrede datter. De kommer sikkert i land, men der fornemmes allerede fra begyndelsen en vis spænding mellem Sarahs mand Paul og hendes veninde Juno (Natalie Mendoza), hvilket ikke markeres med andet end et kort blik på hinanden. De går alle hver sit, og mens Sarah og hendes familie sidder i bilen og snakker om fødselsdage og veninder og andre familiemæssige sager, mister Paul opmærksomhed fra vejen og kolliderer med en modkørende varevogn. Sarah er den eneste, der slipper med livet i behold, dog plaget af drømme om sin datter og de to brædder, hun og Paul fik boret gennem hovederne (længe siden har jeg set en så intens men simpel bilulykke). Et år senere bestemmer veninderne for at se hinanden igen og hjælpe Sarah på andre tanker. I Amerikas barske og dybe skove bor Juno i en idyllisk hytte, og derfra bliver det næste eventyr planlagt. Denne gang begiver kvinderne sig ud på en hulevandring, som desværre viser sig at være alt andet end betagende...
Da rulleteksterne i slutningen kørte op gennem skærmen sad jeg målløs tilbage i min seng. Det, der overraskede mig og nåede helt ind til min sjæl, var den dybde, som The Descent besad. Det er ikke bare en splatter, hvor man følger nogle halvhjernede kællinger, hvis liv handler om druk og adventure, men en smuk og smertefuld skildring af en kvinde, som ikke før slutningen kan affinde sig med sin families og mest af alt datterens død.
Hulen som kvinderne udforsker er godt fyldt med brutale monstre, som er dybt originalt "designet". Man sidder og fornemmer kvindernes entusiasme, når de endelig finder hulen, men samtidig beder man også til, at der skulle ske noget, som forhindrer dem i at komme derned. Publikum ved på forhånd at turen vil blive deres sidste - det vil hororfans'ene i hvert fald gøre, og jeg kan lige så godt afsløre at I ikke bliver skuffet. Filmen er i allerhøjeste grad blodig og meget detaljeret, men på intet tidspunkt har man det som, at man skal kaste op. Marshall udfører sine ekstremer med elegant hånd, og jeg vil endda påstå, at filmen er smukkere end den er blodig (det er dog en meget subjektiv og hærdet holdning, personer med sarte sjæle vil ikke være enige!). David Julyan har komponeret det meget stemningsfulde soundtrack, som er med til at understrege den mørke sandhed som lurer under overfladen. Alex Bailey står for billedsiden, som er udført til mindste detalje, fra det klaustrofobiske i hulen til det agorafobiske i skoven, det er alt sammen så hamrende elegant og intenst - hans talent skinner også igennem på film som Sunshine og Pride & Prejudice, hvor billedsiden også emmer af ekstrem høj kvalitet. Der bliver eksperimenteret med forskellige kameravinkler, man ser også i indledningen de lange panoreringer (tydelig inspiration fra de første scener i The Shinning), til de skæve og minimalistiske vinkler og et almindeligt håndholdt kamera med nightvision, som på et tidspunkt i filmen er det eneste øje kvinderne har i den mørke hule (disse scener er nogle af filmens mest skræmmende). Det er alt sammen en fryd for øret og øjet.
Mens monstrene får lov til at udfolde sig, bliver kvinderne også nødt til at nå ind til deres egne brutale sider, da det til sidst bliver en indædt kamp for livet. Den mest interessante udvikling er den, Sarah går igennem. Filmens dybde ligger nemlig i hendes proces fra ulykken til filmens sidste scener, som mest af alt ligner Platons hulelignelse. Sarah får åbnet øjnene for de illusioner hun har stået model til (mest af alt affæren mellem Paul og Juno), og hun finder frem til den lange og hårde vej op mod overfladen og Solens stråler. Overfladen er som i hulelignelsen også en illusion, og Sarah bliver på ny "født" i hulen igen, overfladen var blot en drøm, en åbenbaring om livets eneste sandhed, kærlighed og båndet mellem en forælder og barnet. Sarah ser derfor sandheden inden hun dør, og det er den selvsamme drøm om hendes datter, som bliver hendes redning fra livets illusioner og forgængeligheder.
Jeg havde en vis skepsis overfor filmen, og det var, som nævnt før, mest af alt pga. setup'et. Jeg syntes simpelthen ikke, at det lød interessant, men efter at have læst flere anmeldelser (især af brugerne på scope) gav jeg den alligevel en chance; hvilket jeg ikke kommer til at fortryde. The Descent er uden tvivl en af de mest originale, smertefulde og smukke gysere, jeg længe har set. Jeg kan derfor ikke se andet end at give den 6 fuldt fortjente stjerner, da den oversteg al min forventning. Det er gys på det højeste æstetiske plan, og jeg kan dermed ikke vente til næste projekt fra Neil Marshall!
SE DENNE FILM!!!
Efter min mening går Neil Marshall en stor fremtid i møde på den store filmscene, især inden for gysergenren. Han debuterede efter en masse små projekter med action-gyseren Dog Soldiers, som blev pænt modtaget verden over. Marshalls nyeste film fra 2005, The Descent, har dog for alvor printet hans navn fast på de flestes nethinder. Hans klaustrofobiske og intense produktion af filmen har fået horrorfans verden over til at prise den, og selvom en lignende film udkom nogenlunde samme tidspunkt (The Cave) må de to for guds skyld ikke forvekles; The Descent er på alle måder lysår foran!
Filmens setup er næsten pinligt enkelt, og det er måske også det, der kunne holde folk væk fra at se filmen, da jeg også havde samme problem - lad jer dog ikke narre, for filmen rummer meget mere end bare splattergys og klaustrofobiske kameravinkler. Filmen indledes med noget af en mavepuster, hvor fem veninder afprøver deres grænser ved at tage en hektisk river-raftingtur. (Nyd de smukke og hektiske billeder af den omkringliggende natur som understøtter kvindernes mod samt den perfekt komponerede og mystiske baggrundsmusik). Filmens hovedperson Sarah (Shauna MacDonald) har bragt sin mand og datter med sig, så hun kan bevise sit mod over familien, hvilket også ses bevist på den begejstrede datter. De kommer sikkert i land, men der fornemmes allerede fra begyndelsen en vis spænding mellem Sarahs mand Paul og hendes veninde Juno (Natalie Mendoza), hvilket ikke markeres med andet end et kort blik på hinanden. De går alle hver sit, og mens Sarah og hendes familie sidder i bilen og snakker om fødselsdage og veninder og andre familiemæssige sager, mister Paul opmærksomhed fra vejen og kolliderer med en modkørende varevogn. Sarah er den eneste, der slipper med livet i behold, dog plaget af drømme om sin datter og de to brædder, hun og Paul fik boret gennem hovederne (længe siden har jeg set en så intens men simpel bilulykke). Et år senere bestemmer veninderne for at se hinanden igen og hjælpe Sarah på andre tanker. I Amerikas barske og dybe skove bor Juno i en idyllisk hytte, og derfra bliver det næste eventyr planlagt. Denne gang begiver kvinderne sig ud på en hulevandring, som desværre viser sig at være alt andet end betagende...
Da rulleteksterne i slutningen kørte op gennem skærmen sad jeg målløs tilbage i min seng. Det, der overraskede mig og nåede helt ind til min sjæl, var den dybde, som The Descent besad. Det er ikke bare en splatter, hvor man følger nogle halvhjernede kællinger, hvis liv handler om druk og adventure, men en smuk og smertefuld skildring af en kvinde, som ikke før slutningen kan affinde sig med sin families og mest af alt datterens død.
Hulen som kvinderne udforsker er godt fyldt med brutale monstre, som er dybt originalt "designet". Man sidder og fornemmer kvindernes entusiasme, når de endelig finder hulen, men samtidig beder man også til, at der skulle ske noget, som forhindrer dem i at komme derned. Publikum ved på forhånd at turen vil blive deres sidste - det vil hororfans'ene i hvert fald gøre, og jeg kan lige så godt afsløre at I ikke bliver skuffet. Filmen er i allerhøjeste grad blodig og meget detaljeret, men på intet tidspunkt har man det som, at man skal kaste op. Marshall udfører sine ekstremer med elegant hånd, og jeg vil endda påstå, at filmen er smukkere end den er blodig (det er dog en meget subjektiv og hærdet holdning, personer med sarte sjæle vil ikke være enige!). David Julyan har komponeret det meget stemningsfulde soundtrack, som er med til at understrege den mørke sandhed som lurer under overfladen. Alex Bailey står for billedsiden, som er udført til mindste detalje, fra det klaustrofobiske i hulen til det agorafobiske i skoven, det er alt sammen så hamrende elegant og intenst - hans talent skinner også igennem på film som Sunshine og Pride & Prejudice, hvor billedsiden også emmer af ekstrem høj kvalitet. Der bliver eksperimenteret med forskellige kameravinkler, man ser også i indledningen de lange panoreringer (tydelig inspiration fra de første scener i The Shinning), til de skæve og minimalistiske vinkler og et almindeligt håndholdt kamera med nightvision, som på et tidspunkt i filmen er det eneste øje kvinderne har i den mørke hule (disse scener er nogle af filmens mest skræmmende). Det er alt sammen en fryd for øret og øjet.
Mens monstrene får lov til at udfolde sig, bliver kvinderne også nødt til at nå ind til deres egne brutale sider, da det til sidst bliver en indædt kamp for livet. Den mest interessante udvikling er den, Sarah går igennem. Filmens dybde ligger nemlig i hendes proces fra ulykken til filmens sidste scener, som mest af alt ligner Platons hulelignelse. Sarah får åbnet øjnene for de illusioner hun har stået model til (mest af alt affæren mellem Paul og Juno), og hun finder frem til den lange og hårde vej op mod overfladen og Solens stråler. Overfladen er som i hulelignelsen også en illusion, og Sarah bliver på ny "født" i hulen igen, overfladen var blot en drøm, en åbenbaring om livets eneste sandhed, kærlighed og båndet mellem en forælder og barnet. Sarah ser derfor sandheden inden hun dør, og det er den selvsamme drøm om hendes datter, som bliver hendes redning fra livets illusioner og forgængeligheder.
Jeg havde en vis skepsis overfor filmen, og det var, som nævnt før, mest af alt pga. setup'et. Jeg syntes simpelthen ikke, at det lød interessant, men efter at have læst flere anmeldelser (især af brugerne på scope) gav jeg den alligevel en chance; hvilket jeg ikke kommer til at fortryde. The Descent er uden tvivl en af de mest originale, smertefulde og smukke gysere, jeg længe har set. Jeg kan derfor ikke se andet end at give den 6 fuldt fortjente stjerner, da den oversteg al min forventning. Det er gys på det højeste æstetiske plan, og jeg kan dermed ikke vente til næste projekt fra Neil Marshall!
SE DENNE FILM!!!
10/11-2007
