// En imponerende, trist rejse i livet på den lovløse //
5.0
James-brødrenes bande har for længst afsluttet deres glorificerede dage, hvor de fleste medlemmer enten er døde eller bag lås og slå. Brødrene bliver tvunget til at rekruttere nye mænd fra den lokale omegn, hvoraf de fleste kun har hørt om banden fra de utallige af trivial-western-bøger, som har gjort dem til levende legender; James-brødrene har aldrig været større. I følge den new zealandske instruktørdebutant Andrew Dominik var det netop denne legendariske tåge omkring Jesse James (Brad Pitt), som "kujonen" Robert Ford (Casey Afleck) blev så betaget af. Filmen foksurer mest af alt på disse to personer og deres skridt mod deres tragiske skæbner med alle virkemidler fra en græsk tragedie. 'Jesse James' er en filmatisering af Ron Hansens novelle fra 1983 og med en spillelængde på 160 minutter bliver man ført tilbage i USAs historie pakket ind i smukke sepia-tonede billeder og eminente skuespillerpræstationer. Filmen rummer et langt svangerskab, som sagt en lang spillelængde og mest af alt en lang titel, som kræver en ordentlig vejrtrækning for at kunne udtale, og disse elementer understøtter perfekt filmens langsomme og rolige tone - det eneste snært af shoot'em up bliver faktisk kun leveret i filmens indledende scener.
Som titlen afslører, venter man ikke spændt på hvad slutningen ender med. Og det er faktisk også uden betydning, for det er processen, der leder op til slutningen, som er filmens essens. Bob Ford har hele livet været nul, som alle har set ned på og undervurderet - hans chance for at møde Jesse James, bliver derfor hans "wake up call". Den karismatiske Jesse skifter dog fra dag til dag ham, og Bob kan ikke affinde sig med om han elsker eller hader ham. Filmens stærkeste præstationer bliver da også leveret af Pitt, som vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i Venedig, og den lidt yngre Afleck. Pitts fortolkning af den ustabile James er skræmmende, til tider tragikomisk, og dyb; en personlighed som er splittet i to, den ene er dybt selvoptaget og den anden som langsomt begynder at indse den lange vej til Helvede efter døden. Ikke siden 12 Monkeys eller Fight Club har Pitt skildret en person så psykologisk udført som i 'Jesse James', hvor flere af hans scener er så nervepirrende, så man sidder og nærmest bidder fingrene af pga. mangel af negle. Pitts præstation kommer dog selvfølgelig ikke som en overraskelse, hvilket efterlader Afleck som den unge og naive Bob Ford. Hver eneste bevægelse, hvert blik og mimik fra Afleck er simpelthen så gennemført, som et klassisk akkompagnement, og hvert minut han er i billedet, kan man ikke lade være med at have ondt af ham. I filmens slutning efter det kujonagtige mord på James, lyder det fra Ford, “You know what I expected?” mens han sidder og tænker tilbage på sit melankolske liv og de tabte heroiske drømme, “Applause.” Man sidder tilbage i biografsalens mørke og ønsker man kunne stige ind i billedet og hjælpe den unge Ford. Hvordan er det mon at leve et liv i skyggen af alle andre? Og hvad sker der med en, når man endelig bryder ud? Der er faktisk ikke store forskelle mellem James og Ford, og det er dermed ikke moral, der adskiller bandetyven og fra den naive kujon, men PR.
Hvis man sidder og forventer en Clint Eastwood-western, kan man lige så godt droppe 'Jesse James'. Filmens toneleje er meget elegant, roligt og ikke mindst tragisk - der er hverken helte eller skurke i filmen, dem må man selv prøve at lede efter. Dominik har tydeligvis søgt efter en forklaring på, hvordan en datidens psykopat som James kan blive en så respekteret del af amerikansk folklore. Hvad skal der til at en historie om jalousi, mord, skyldfølelse bliver til mytologi? Filmens dybde understreges dermed kun af de blændende skuespillerpræstationer, soundtracket og de triste og atmosfæriske billeder. Midt i filmen bliver handlingen måske en tand for træg, og man undrer sig over om alle de elementer, man ser på, overhovedet har en vital betydning for filmens plot. Det kan jeg ligeså godt afsløre, at de ikke har, men det er alligevel med til at opbygge en bestemt episk atmosfære og stemning, det er som om at man får læst en lang, men rigtig god historie op, hvilket den rolige voice-over, historiefortæller, også bidrager til.
'Jesse James' er en film som for alvor kræver noget af sit publikum og den er dermed ikke egnet for alle, og den fortjener for alvor at blive set af dem, som viser en interesse i filmæstetik. For selvom filmen er meget lang, ender den trods alt i et klimaks, hvor Dominik banker sandhed versus legende, og det er netop i dette sammenstød at filmen viser tænder, som gør den så barsk og tragisk.
Det er et stærkt, episk og smukt drama, som herfra modtager 5 strålende stjerner. Jeg ser dermed en lys fremtid i møde for kommende projekter af Andrew Dominik - og mon ikke 'Jesse James' når at røre Oscar-podiet?
Som titlen afslører, venter man ikke spændt på hvad slutningen ender med. Og det er faktisk også uden betydning, for det er processen, der leder op til slutningen, som er filmens essens. Bob Ford har hele livet været nul, som alle har set ned på og undervurderet - hans chance for at møde Jesse James, bliver derfor hans "wake up call". Den karismatiske Jesse skifter dog fra dag til dag ham, og Bob kan ikke affinde sig med om han elsker eller hader ham. Filmens stærkeste præstationer bliver da også leveret af Pitt, som vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i Venedig, og den lidt yngre Afleck. Pitts fortolkning af den ustabile James er skræmmende, til tider tragikomisk, og dyb; en personlighed som er splittet i to, den ene er dybt selvoptaget og den anden som langsomt begynder at indse den lange vej til Helvede efter døden. Ikke siden 12 Monkeys eller Fight Club har Pitt skildret en person så psykologisk udført som i 'Jesse James', hvor flere af hans scener er så nervepirrende, så man sidder og nærmest bidder fingrene af pga. mangel af negle. Pitts præstation kommer dog selvfølgelig ikke som en overraskelse, hvilket efterlader Afleck som den unge og naive Bob Ford. Hver eneste bevægelse, hvert blik og mimik fra Afleck er simpelthen så gennemført, som et klassisk akkompagnement, og hvert minut han er i billedet, kan man ikke lade være med at have ondt af ham. I filmens slutning efter det kujonagtige mord på James, lyder det fra Ford, “You know what I expected?” mens han sidder og tænker tilbage på sit melankolske liv og de tabte heroiske drømme, “Applause.” Man sidder tilbage i biografsalens mørke og ønsker man kunne stige ind i billedet og hjælpe den unge Ford. Hvordan er det mon at leve et liv i skyggen af alle andre? Og hvad sker der med en, når man endelig bryder ud? Der er faktisk ikke store forskelle mellem James og Ford, og det er dermed ikke moral, der adskiller bandetyven og fra den naive kujon, men PR.
Hvis man sidder og forventer en Clint Eastwood-western, kan man lige så godt droppe 'Jesse James'. Filmens toneleje er meget elegant, roligt og ikke mindst tragisk - der er hverken helte eller skurke i filmen, dem må man selv prøve at lede efter. Dominik har tydeligvis søgt efter en forklaring på, hvordan en datidens psykopat som James kan blive en så respekteret del af amerikansk folklore. Hvad skal der til at en historie om jalousi, mord, skyldfølelse bliver til mytologi? Filmens dybde understreges dermed kun af de blændende skuespillerpræstationer, soundtracket og de triste og atmosfæriske billeder. Midt i filmen bliver handlingen måske en tand for træg, og man undrer sig over om alle de elementer, man ser på, overhovedet har en vital betydning for filmens plot. Det kan jeg ligeså godt afsløre, at de ikke har, men det er alligevel med til at opbygge en bestemt episk atmosfære og stemning, det er som om at man får læst en lang, men rigtig god historie op, hvilket den rolige voice-over, historiefortæller, også bidrager til.
'Jesse James' er en film som for alvor kræver noget af sit publikum og den er dermed ikke egnet for alle, og den fortjener for alvor at blive set af dem, som viser en interesse i filmæstetik. For selvom filmen er meget lang, ender den trods alt i et klimaks, hvor Dominik banker sandhed versus legende, og det er netop i dette sammenstød at filmen viser tænder, som gør den så barsk og tragisk.
Det er et stærkt, episk og smukt drama, som herfra modtager 5 strålende stjerner. Jeg ser dermed en lys fremtid i møde for kommende projekter af Andrew Dominik - og mon ikke 'Jesse James' når at røre Oscar-podiet?
11/11-2007
