Høj puls, lav IQ

Jeg har altid været ret så begejstret for den franske film "Yamakasi", der beskrev en række rodløse knægte og deres uhæmmede passion for at klatre på hustage såvel som at springe rundt på dem i halsbrækkende højder. Faktisk resulterede filmen i, at store dele af min barndom gik med at tale gebrokkent fransk i takt med at hoppe op og ned af alverdens ting og sager i selskab med en ligeledes fanatisk flok venner.

Af den grund var der noget nostalgisk, der tændte op i mig, da den såvel franske actionfilm "District B13" strejfede mit syn ved en tilfældig rutinedrevet gennemgang af viasat-kanalerne. Scenen, der både tog pusten fra mig og vækkede mindelser om de mest overatletiske udfoldelser fra "Yamakasi", bød på en muskuløs franskmands uhyre tempofyldte flugt fra en bevæbnet skare af herlige, stereotype "Bad-guys" gennem en labyrintisk lejlighedsblok, tilsat en hård, adrenalinspækket technomelodi. Altså alt hvad en renhjertet fan af de ekstreme springgymnaster fra "Yamakasi" kunne drømme om.

Det var dog ingen decideret overraskelse, at "District B13" ikke rigtig lever op til dette glimrende moment i et spillefilmsorienteret perspektiv. Selvom actionsekvenserne altså ér velproducerede, så tørner ”District B13” øjeblikkeligt i en afgrund af kedsomhed så snart dens puls daler til andet end ualmindelige højder. Alt hvad der hedder skuespil, dialog og handling magter ganske enkelt ikke at holde gryden i kog uden at lade næverne tale - og det er primært derfor filmen periodevis folder fuldstændig sammen med effekt som en skinger harmonika.

"District B13" er derfor udelukkende en film for folk, der finder fascination i fransktalende kropsakrobater og netop på den præmis, tilkæmper filmen sig en kneben middelkarakter.