stiliseret brutalisme
4.0
Den britiske filmkunstner Danny Boyle, der med en konsekvent og brillant elegance overrumpler med sin alsidige og konstante selv- og genreinnovation, revolutionerede den dødsmarkerede zombiegenre med 28 Days Later, der under sit tykke underholdningslag besad en optimistisk nihilisme (en aparte, men virkningsfuld fusion), en subtil filosofering over menneskets handling og bestialisme under ekstremer og ikke mindst et æstetisk perfektum, hvor summen af filmens parter udmundede sig til et, i mine øjne, mesterværk af høj kaliber, som straks drog usvigeligt sikkert ind på min favoritliste over uforglemmelige film. Derfor blev nyheden om en efterfølger modtaget med lunken vantro fra min side, især da Boyle ikke selv skulle indtage kaptajnspladsen (Boyle begik i stedet for den fabelagtige og ligeledes diskret eksistentialistiske sci-fi film Sunshine), men kun ville agerer producent, i samarbejde med den originale films manuskriptophavsmand, Alex Garland. Boyles tilbagetrædelse medførte derfor en fremtrædelse for den i brede sammenhænge ukendte instruktør Juan Carlos Fresnadillo, der med sin kompetente, om end noget originalitetsfattige videreførelse af et trøstesløs Storbritannien i apokalyptisk kaos nok skal få sit mere kommercielle gennembrud. 28 Weeks Later er nemlig effektiv underholdning af den mere voldsomme skuffe, der indiskutabelt dog savner Boyles impermeable raffinering og personlige indfaldsvinkel til genrefilm, hvilket gør denne efterfølger til en unødvendig, men ikke ueffen filmoplevelse.
Fresnadillo indleder sin film med en hurtig overstået brobygning til den foregående film og anvender en intensitetsoverrumplende persekution af få overlevende, der sætter filmens tempo i et stærkt lys, hvilket den desværre for sjældent kan leve op til længere hen i spilletiden. Den altid seværdige Robert Carlyle indtager den æteriske hovedrolle som faderen og ægtemanden, der efterlader konen til de raserismittede virusofre, og han vender skyldsforladt tilbage til en isoleret bydel, som nonchalante amerikanske soldater har proklameret sikker. Her genforenes han med sine børn, men hans dårlige samvittighed hjemsøger ham, alt imens kaos atter spredes abrupt og udenfor soldaternes kontrol. Fresnadillos problemstilling om ansvar og skyld i voldsomme situationer har hverken den samme emotionelle side eller humanistiske resonans, som Boyles karakterarbejde i det originale værk besad, men dette kompenseres der dog lettere billigt for med en nærmest Hitchcock-inspireret defilering mellem hovedpersoner, hvor både de muligvis cancerkurerende børn, en heroisk, afvigende soldat og en viljestærk overlæge skiftevis fremstår som hovedpersoner, der dog uigenkaldeligt må opgive håb og ultimativt livet for at Fresnadillo kan opretholde en stemning af trykkende uforudsigelighed og voldsom makaberhed. Sidstnævnte er et velfungerende element i 28 Weeks Later, der sørger for, at kvaliteten aldrig nedsænkes de amerikaniserede niveauer (med film som eksempelvis Resident Evil serien in mente), men Frenadillo har desværre ikke en særlig spændende eller nytænkende historie til at fastsætte sine individuelt bedømte fremragende segmenter på. Filmen står simpelthen for stille i sin lange opbygning af det tilbagekommende virusangreb, og karaktererne byder tillige heller ikke på den store interessevækkelse. Når førnævnte dog endelig indtræffer, så varsler underholdningsbarometeret kogepunktspassering, og mage til adrenalinfremkaldende voldsorgie skal det være svært at finde. Frenadillo plagierer det bedste fra Boyles film, men kompromisløsheden og eksplicitlibellen leder næsten til en forglemmelse af dette faktum, og Frenadillo iscenesætter de talrige action- og spændingssekvenser med effektiv brug af hurtig klipperytme, en bombastisk og detaljerig lydside og ikke mindst et bombardement af skræmmende voldeligheder.
Æstetikken løfter endnu engang værket med betydelige længder, og selvom billedsiden i 28 Weeks Later ikke besidder samme klaustrofobiske og tålmodige dommedagsvision, som Boyle og den fantastiske filmfotograf Anthony Dod Mantle (der ifølge mig er en af de fem førende filmæstetiker i nyere tid) berigede 28 Days Later med, så er der rigeligt med lækkerier at fryde sig filmøje med. 28 Weeks Later er en stedvis fremragende film med beklageligt store historiemæssige problemer, der trækker ned i helhedsbedømmelsen, og sat i perspektiv med Boyles mageløse værk, har denne film ikke en chance. Som efterfølger er den dog stadig en værdig indsats, så længe forventningerne ikke hensættes andetsteds end hos det regulære underholdningshjørne.
Fresnadillo indleder sin film med en hurtig overstået brobygning til den foregående film og anvender en intensitetsoverrumplende persekution af få overlevende, der sætter filmens tempo i et stærkt lys, hvilket den desværre for sjældent kan leve op til længere hen i spilletiden. Den altid seværdige Robert Carlyle indtager den æteriske hovedrolle som faderen og ægtemanden, der efterlader konen til de raserismittede virusofre, og han vender skyldsforladt tilbage til en isoleret bydel, som nonchalante amerikanske soldater har proklameret sikker. Her genforenes han med sine børn, men hans dårlige samvittighed hjemsøger ham, alt imens kaos atter spredes abrupt og udenfor soldaternes kontrol. Fresnadillos problemstilling om ansvar og skyld i voldsomme situationer har hverken den samme emotionelle side eller humanistiske resonans, som Boyles karakterarbejde i det originale værk besad, men dette kompenseres der dog lettere billigt for med en nærmest Hitchcock-inspireret defilering mellem hovedpersoner, hvor både de muligvis cancerkurerende børn, en heroisk, afvigende soldat og en viljestærk overlæge skiftevis fremstår som hovedpersoner, der dog uigenkaldeligt må opgive håb og ultimativt livet for at Fresnadillo kan opretholde en stemning af trykkende uforudsigelighed og voldsom makaberhed. Sidstnævnte er et velfungerende element i 28 Weeks Later, der sørger for, at kvaliteten aldrig nedsænkes de amerikaniserede niveauer (med film som eksempelvis Resident Evil serien in mente), men Frenadillo har desværre ikke en særlig spændende eller nytænkende historie til at fastsætte sine individuelt bedømte fremragende segmenter på. Filmen står simpelthen for stille i sin lange opbygning af det tilbagekommende virusangreb, og karaktererne byder tillige heller ikke på den store interessevækkelse. Når førnævnte dog endelig indtræffer, så varsler underholdningsbarometeret kogepunktspassering, og mage til adrenalinfremkaldende voldsorgie skal det være svært at finde. Frenadillo plagierer det bedste fra Boyles film, men kompromisløsheden og eksplicitlibellen leder næsten til en forglemmelse af dette faktum, og Frenadillo iscenesætter de talrige action- og spændingssekvenser med effektiv brug af hurtig klipperytme, en bombastisk og detaljerig lydside og ikke mindst et bombardement af skræmmende voldeligheder.
Æstetikken løfter endnu engang værket med betydelige længder, og selvom billedsiden i 28 Weeks Later ikke besidder samme klaustrofobiske og tålmodige dommedagsvision, som Boyle og den fantastiske filmfotograf Anthony Dod Mantle (der ifølge mig er en af de fem førende filmæstetiker i nyere tid) berigede 28 Days Later med, så er der rigeligt med lækkerier at fryde sig filmøje med. 28 Weeks Later er en stedvis fremragende film med beklageligt store historiemæssige problemer, der trækker ned i helhedsbedømmelsen, og sat i perspektiv med Boyles mageløse værk, har denne film ikke en chance. Som efterfølger er den dog stadig en værdig indsats, så længe forventningerne ikke hensættes andetsteds end hos det regulære underholdningshjørne.
13/11-2007
