Skateboard på hjernen

På trods af at instruktøren Gus Van Sant kan prale af et talstærkt filmrepertoire, er det omtrent kun med sine to forrige film, ”Elephant” og ”Last Days”, at den guldpalme-vindende amerikaner har fastlagt et personligt kendetegn. ”Et” personligt kendetegn er måske at forsimple, da der heri både indgår lange, rolige iagttagelser af gående mennesker, handling uden for kameraets fikspunkt og ikke mindst uvirkelige stemninger af ren intethed. Men fælles for disse træk er et markant centralpunkt: De er alle udført som et mesterligt bevis på minimalismens kunnen.

Med sidstnævnte linie på læberne har Gus Van Sant endnu engang kreeret et overdådigt stemningsunivers i sit seneste udspil, ”Paranoid Park”, der i overordentlig grad følger trop på hans særegne abstraktioner i ”Elephant” og ”Last Days” om mennesker, der mere eller mindre upåvirket går op i limningen. Og selvom ”Paranoid Park” langt hen ad vejen læner sig op af førnævnte film, både stilmæssigt og tematisk, så føles den som en langt mere personlig film for Gus Van Sant, der denne gang ikke har haft motiver for at vinkle nogen virkelig begivenhed gennem sin metafilmiske og afdramatiserende linse. Ingen skolemassakre, ingen kendis-død, ingen svagt underliggende splid af kontroversielle hensigter. ”Paranoid Park” er sendt fra de både virtuose og følelsesmæssige kroge af Van Sants talent - og den er en udsøgt nydelse for både det analytiske sind og det vidåbne filmhjerte.

Som omdrejningspunkt for Gus Van Sants billedskønhed og sanselige musikvalg står i ”Paranoid Park” teenagedrengen Alex, der lever i sin egen skateboardfikserede verden - en verden så indesluttet, at han ikke lader til hverken at ville eller kunne knytte bånd med andre mennesker. Hans forældre er blot parenteser i hverdagen, ligesom den hykleriske kæreste, Jennifer, blot agerer som en trættende stopklods for hans evige dagdrømmeri. Alex lever derfor mere eller mindre i den nærtliggende skateboardpark Paranoid Park, hvor han besinder sig det meste af tiden, både ved fantaserende at gengive de svævende og nærmest overjordiske skatere som blide billeder i hoved, eller ved i egen person at iagttage skateboardparkens nerve og sjæl. Paranoid Park er det eneste sted, Alex synes at kunne forlige sig med.

Netop skildringen af Alex’ tågede distance til virkeligheden og hans forkærlighed for Paranoid Park er utvivlsomt en af filmens største forcer. Gennem sine smukke grafiske og musikalske abstraktioner tegner ”Paranoid Park” et skræmmende præcist billede på hvor fjern og uvirkelig omverdenen synes for Alex - eksempelvis ved at ligge urytmisk og afledende musik indover diverse dialoger, Alex fører med sin omverden.
Samtidig udarter filmen sig dog også i mere dystre og virkelighedsnære undertoner, når Alex ved et uheld tilskynder et andet menneskes død og forsøger at tilpasse sin mareridtslignende skyldfølelse ned midt i sin apatiske drømmeverden. Overordnet er det dog en sand nydelse at bevidne, hvordan Gus Van Sant fabulerer rundt i sin fortælling om Alex, og opleve hvordan man fuldkommen mister mælet hvad enten drømme- eller spændingselementerne udpensler den med abnorm intensitet.

”Paranoid Park” besidder adskillige uforglemmelige scener - et par af dem er de drømmelignende sekvenser hvor et kornet videokamera, tilsat den mest udefinerbare og forunderlige musik, på tæt hold kører rundt mellem skatere i den fuldt cementerede skateboardpark - et andet er Alex hårrejsende, slowmotionbesatte tur under bruseren efter sin forfærdelige gerning. Måden Gus Van Sant vælger at udvikle og afvikle sin historie og sine scener på ér i sig selv enestående, og med lydspor (flere sange er uforglemmelige) og stemningsbilleder af filmhistorisk tyngde, ligner "Paranoid Park" årets mest rammende film og den mest rammende filmskildring af teenageungdommen nogensinde.