Overophedet
2.0
Krigsfilmen er en genre der kan forplante sig uforglemmelige oplevelser. Hvem glemmer eksempelvis den uhørt voldsomme kystlandgang i "Saving Private Ryan", helikopterangrebet i "Apocalypse Now" eller de grønne bakkeskråninger befærdede med stormende projektiler i "The Thin Red Line"?
Desværre er det dog ikke altid med lige så stort udbytte som det, der tilkom førnævnte tre sublime film, at krigsbegivenheder får en tur i filmkatalysatoren - noget som Hollywood-innovatøren Ridley Scotts ultimativt hårdtpumpede forsøg beviser på ideel vis. ”Black Hawk Down” er titlen på endnu en af hans vanligt frygtelig velproducerede storfilm, der med tempofyldt klipning og fantastiske billeder fuldt ud lever op til genrens absolutte visuelle topmål, men også bekræfter, at ikke engang filmisk virtuositet, ypperlige stuntmænd og alverdens krudt og kugler kan udgøre en vellykket krigsfilm.
Det generelle problem for ”Black Hawk Down” er ikke det, at den nedkaster sit publikum i en glødende heksekedel af en krigszone og bliver en overlevelseskamp ”up front”, som amerikanerne selv ville sige det. Problemet er, at det hele efter 10-12 skudsalver hurtigt bliver en noget monoton slagtefest, når amerikanere og Somaliere pløkker hinanden til plukfisk som den eneste fremdrift filmen har i sinde at udskyde over de mere end to timer den har til rådighed.
Det er i lignende fald heller ingen fejlfaktor at Ridley Scott bestræber sig på at nå tæt ind på livet på en tilfældig deling amerikanske soldater, der på uheldigvis fanges midt i krydsildens stegende hede. Det er unægteligt blot et uengagerende forløb at iagttage, når hverken skuespillerne eller det rum de levnes tillader filmen en følelsesmæssig dimension. Når de mange soldater i ”Black Hawk Down” falder som fluer, klaskes de altså uheldigvis ikke til jorden som mennesker af hjerte og blod, men som, ja, fluer.
Som sagt er håndværket i "Black Hawk Down", der vitterligt er forrygende, atter en pompøs magtdemonstration fra Ridley Scott, men resultatet føles som en lang, sej og oprigtig talt udmattende ildkamp. Ligegyldig hvor virkelighedsnær en film det er, er det med en udeblivende tilfredsstillelse, at man ser den til ende. For lige så afgjort det er, at krigsfilmgenren har medført adskillige mindeværdige filmoplevelser, lige så let er det desværre også at konstatere, at "Black Hawk Down" ikke er en af dem.
Desværre er det dog ikke altid med lige så stort udbytte som det, der tilkom førnævnte tre sublime film, at krigsbegivenheder får en tur i filmkatalysatoren - noget som Hollywood-innovatøren Ridley Scotts ultimativt hårdtpumpede forsøg beviser på ideel vis. ”Black Hawk Down” er titlen på endnu en af hans vanligt frygtelig velproducerede storfilm, der med tempofyldt klipning og fantastiske billeder fuldt ud lever op til genrens absolutte visuelle topmål, men også bekræfter, at ikke engang filmisk virtuositet, ypperlige stuntmænd og alverdens krudt og kugler kan udgøre en vellykket krigsfilm.
Det generelle problem for ”Black Hawk Down” er ikke det, at den nedkaster sit publikum i en glødende heksekedel af en krigszone og bliver en overlevelseskamp ”up front”, som amerikanerne selv ville sige det. Problemet er, at det hele efter 10-12 skudsalver hurtigt bliver en noget monoton slagtefest, når amerikanere og Somaliere pløkker hinanden til plukfisk som den eneste fremdrift filmen har i sinde at udskyde over de mere end to timer den har til rådighed.
Det er i lignende fald heller ingen fejlfaktor at Ridley Scott bestræber sig på at nå tæt ind på livet på en tilfældig deling amerikanske soldater, der på uheldigvis fanges midt i krydsildens stegende hede. Det er unægteligt blot et uengagerende forløb at iagttage, når hverken skuespillerne eller det rum de levnes tillader filmen en følelsesmæssig dimension. Når de mange soldater i ”Black Hawk Down” falder som fluer, klaskes de altså uheldigvis ikke til jorden som mennesker af hjerte og blod, men som, ja, fluer.
Som sagt er håndværket i "Black Hawk Down", der vitterligt er forrygende, atter en pompøs magtdemonstration fra Ridley Scott, men resultatet føles som en lang, sej og oprigtig talt udmattende ildkamp. Ligegyldig hvor virkelighedsnær en film det er, er det med en udeblivende tilfredsstillelse, at man ser den til ende. For lige så afgjort det er, at krigsfilmgenren har medført adskillige mindeværdige filmoplevelser, lige så let er det desværre også at konstatere, at "Black Hawk Down" ikke er en af dem.
16/11-2007
