Heltedyrkelse

5.0
Storslået, flot filmatisering af Ron Hansens roman af samme navn (fantastisk titel, i øvrigt). Den følger Jesse James i hans sidste leveår, hvor den oprindelige James-bande for længst er sprængt, og James-brødrene er nødt til at rekruttere tilfældige hjælpere til deres røverier. Én af dem er 19-årige Bob Ford, som hele sit liv har set op til den berømte lovløse, men ender med at skyde ham et halvt års tid senere.

Som film er "The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford" blevet et 160 minutter langt, langsomt og spændende dobbeltportræt af de to hovedpersoner. Brad Pitt er fuldstændig fantastisk som Jesse James - han spiller langt bedre, end jeg nogensinde har set ham før, og skaber et komplekst portræt af en paranoid og psykopatisk, men også utroligt karismatisk mand. Casey Affleck er næsten hans diametrale modsætning som Bob Ford - også virkelig flot spillet som en ynkelig, umoden drømmer med vanvittigt urealistiske tanker om sig selv.

Det her er ikke nogen klassisk western, for det handler om personskildring og om at se bag om westernmyterne. Der er kun ganske få actionscener, og de bliver afviklet hurtigt og brutalt, når de kommer. I stedet får man et fascinerende, langvarigt psykologisk spil mellem Jesse James og de mennesker, han omgav sig med. På en baggrund af usædvanligt flotte billeder - den er superflot fotograferet af Roger Deakins, og sammen med Nick Caves musik bygger det stemningen perfekt op.

Australske Andrew Dominik har både skrevet og instrueret - det er kun hans anden spillefilm, men han ryster på intet tidspunkt på hånden. Det eneste kritikpunkt, jeg kan finde, er, at filmen virkelig er både lang og langsom - men hvis man kan acceptere tempoet, er det et utroligt spændende portræt af en legendarisk forbryder og den knægt, som gerne ville være hans sidekick. Og på det mere grundlæggende plan en film, der udforsker, hvad det er, der er så fascinerende ved myterne om Det Vilde Vesten.
Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford