Svag dronningerunde
3.0
Cate Blanchett gentager sin glansrolle som Elizabeth I - denne gang på tærsklen til hendes storhedstid, hvor konflikten mellem katolikker og protestanter præger Europa. Spanierne anfører den katolske side og venter blot på en lejlighed til at sende armadaen mod England, hvor Elizabeth også må slås med interne stridigheder mellem trosretningerne. Samtidig forelsker hun sig i Walter Raleigh, som dog også har et godt øje til én af hendes nærmeste hofdamer.
Det sidste, forholdet til Raleigh og hofdamen, fylder ganske simpelt alt for meget i en alt for rodet film. Historien om, at dronningen må lukke sit følelsesliv ned til rigets bedste, fik vi allerede i "Elizabeth". Denne films trekantsdrama bidrager ikke med noget nyt - tværtimod står dets banalitet i en skærende kontrast til de store politiske begivenheder, der udspiller sig rundt om. De bliver i stedet skildret temmelig kluntet i en langtrukken opbygning til den spanske armadas angreb. Som så til gengæld bliver overstået ret hurtigt, uden større detaljering af periodens mest afgørende søslag.
For mig var det en meget underlig prioritering af indholdet i filmen. Der syntes at være masser af potentielt drama i fx historierne om familier med både protestanter og katolikker, men det skøjter "The Golden Age" relativt let hen over. Til fordel for et påklistret kærlighedsdrama, som alligevel bare slutter, da Elizabeths astrolog siger til hende, at hun skal tage sig sammen.
Det er ellers en fantastisk flot film, fyldt med svulstige, farvestrålende billeder. Kostumer, dekorationer og production design er af høj klasse. Cate Blanchett er stadig strålende som Elizabeth, og Geoffrey Rush gentager effektivt sin rolle som hendes nærmeste rådgiver. Og Clive Owen er perfekt valgt som eventyreren Raleigh, ligesom Samantha Morton med subtil skotsk accent gør det godt som den katolske tronaspirant, Mary Stuart.
Men de smukke billeder og ditto skuespillere kan ikke skjule, at filmen er så ufokuseret, at den ender med at være småkedelig. Jeg ville have haft mere historisk drama og mindre trivialromantik. Det rammer ren kliché, når Elizabeth og Raleigh snakker om, hvor hårdt det er at være dronning. Til gengæld er filmen sjældent rigtig dramatisk.
Bag kameraet finder man ellers også det samme hold, som stod for den mesterlige "Elizabeth" - instruktør Shekhar Kapur og manuskriptforfatter Michael Hirst. Det er ufatteligt, at de har kunnet lave en fortsættelse, der er så meget dårligere.
Det sidste, forholdet til Raleigh og hofdamen, fylder ganske simpelt alt for meget i en alt for rodet film. Historien om, at dronningen må lukke sit følelsesliv ned til rigets bedste, fik vi allerede i "Elizabeth". Denne films trekantsdrama bidrager ikke med noget nyt - tværtimod står dets banalitet i en skærende kontrast til de store politiske begivenheder, der udspiller sig rundt om. De bliver i stedet skildret temmelig kluntet i en langtrukken opbygning til den spanske armadas angreb. Som så til gengæld bliver overstået ret hurtigt, uden større detaljering af periodens mest afgørende søslag.
For mig var det en meget underlig prioritering af indholdet i filmen. Der syntes at være masser af potentielt drama i fx historierne om familier med både protestanter og katolikker, men det skøjter "The Golden Age" relativt let hen over. Til fordel for et påklistret kærlighedsdrama, som alligevel bare slutter, da Elizabeths astrolog siger til hende, at hun skal tage sig sammen.
Det er ellers en fantastisk flot film, fyldt med svulstige, farvestrålende billeder. Kostumer, dekorationer og production design er af høj klasse. Cate Blanchett er stadig strålende som Elizabeth, og Geoffrey Rush gentager effektivt sin rolle som hendes nærmeste rådgiver. Og Clive Owen er perfekt valgt som eventyreren Raleigh, ligesom Samantha Morton med subtil skotsk accent gør det godt som den katolske tronaspirant, Mary Stuart.
Men de smukke billeder og ditto skuespillere kan ikke skjule, at filmen er så ufokuseret, at den ender med at være småkedelig. Jeg ville have haft mere historisk drama og mindre trivialromantik. Det rammer ren kliché, når Elizabeth og Raleigh snakker om, hvor hårdt det er at være dronning. Til gengæld er filmen sjældent rigtig dramatisk.
Bag kameraet finder man ellers også det samme hold, som stod for den mesterlige "Elizabeth" - instruktør Shekhar Kapur og manuskriptforfatter Michael Hirst. Det er ufatteligt, at de har kunnet lave en fortsættelse, der er så meget dårligere.
18/11-2007
