Zombiekrig i fuld dagslys
4.0
Zombiefilm vælter i en lind strøm ind over os i disse tider. Hvor nogle har en meget seriøs dagsorden - 28serien - har Resident Evil serien, bla. pga. af sit computerspilsophav, fundet sin niche i et mere virkelighedsfjernt og uhyre tempofyldt univers. Her handler det først og fremmest om fart, action og blodige kampscener, og det gør Extinction bedre end de to første film i serien.
Scenen er skiftet totalt ift. de to første film i serien. Mørke gyder og snævre gange er skifte ud med store åbne ørkener badet i fuld dagslys. Umiddelbart lyder det ikke som bytte, der vil bekomme en horrorfilm vel, men Russell Mulcahy har valgt at fokusere endnu mere på action frem for gys, end det var tilfældet i de to første film, og det klæder i den grad Resident Evil universet.
For det første er hele den post-apokalyptiske stemning ramt rigtig godt. Som Carcajou nævner her på siden, så falder tankerne meget hurtigt på især de to sidste Mad Max film. Det er støvet, folk er konstant på farten og tøjet ligner noget fra en punk-festival. For det andet - og det er filmens største styrke - så proppes den til randen med fede actionsekvenser. Specielt et 20 min. langt opgør mellem de få overlevende og en større zombieflok i et tilsandet Las Vegas er guf for øjenene, men også den store hyldeste til Hitchcocks The Birds er imponerende iscenesat.
Inden man tror, at Resident Evil helt har mistet forbindelse til sit blodige ophav, skal det nævnes, at splatfaktoren stadig er pæn høj. Det er stadig zombier vi har med at gøre, de spiser stadig menneskekød og de splatter pænt meget, når de gennemhulles med store geværer eller hakkes i stykker med sabel-ligende kæmpeknive.
Milla Jovovich har efterhånden udviklet sig til en regulær actionheltinde, og hendes fysiske spil rammer plet i Extintion. Hendes martial arts inspirerede kampsportsspil gør zombienedslagtningerne underholdende at se på. Samtidigt rummer hun også et strejf af mystik og sårbarhed, som passer perfekt i rollen som Alice.
Filmens største svaghed er manuskriptet. Historien hænger nogenlunde sammen - også med de tidligere film - men genialt er det ikke. Historien skal først og fremmest fungere som katalysator for en række actionscener, og det kan den lige klare, men heller ikke meget mere.
Alt i alt er Extintion klart den mest seværdige film i serien. Den er flot rent visuelt, actionscener er tempofyldte og lækkert sat sammen, og hele ørkensenariet/det post-apokalyptiske design er glimrende. Niveauet rent filmmæssigt er langt under fx 28 uger senere, men som hjernedød popcornsunderholdning fungerer filmen perfekt.
Scenen er skiftet totalt ift. de to første film i serien. Mørke gyder og snævre gange er skifte ud med store åbne ørkener badet i fuld dagslys. Umiddelbart lyder det ikke som bytte, der vil bekomme en horrorfilm vel, men Russell Mulcahy har valgt at fokusere endnu mere på action frem for gys, end det var tilfældet i de to første film, og det klæder i den grad Resident Evil universet.
For det første er hele den post-apokalyptiske stemning ramt rigtig godt. Som Carcajou nævner her på siden, så falder tankerne meget hurtigt på især de to sidste Mad Max film. Det er støvet, folk er konstant på farten og tøjet ligner noget fra en punk-festival. For det andet - og det er filmens største styrke - så proppes den til randen med fede actionsekvenser. Specielt et 20 min. langt opgør mellem de få overlevende og en større zombieflok i et tilsandet Las Vegas er guf for øjenene, men også den store hyldeste til Hitchcocks The Birds er imponerende iscenesat.
Inden man tror, at Resident Evil helt har mistet forbindelse til sit blodige ophav, skal det nævnes, at splatfaktoren stadig er pæn høj. Det er stadig zombier vi har med at gøre, de spiser stadig menneskekød og de splatter pænt meget, når de gennemhulles med store geværer eller hakkes i stykker med sabel-ligende kæmpeknive.
Milla Jovovich har efterhånden udviklet sig til en regulær actionheltinde, og hendes fysiske spil rammer plet i Extintion. Hendes martial arts inspirerede kampsportsspil gør zombienedslagtningerne underholdende at se på. Samtidigt rummer hun også et strejf af mystik og sårbarhed, som passer perfekt i rollen som Alice.
Filmens største svaghed er manuskriptet. Historien hænger nogenlunde sammen - også med de tidligere film - men genialt er det ikke. Historien skal først og fremmest fungere som katalysator for en række actionscener, og det kan den lige klare, men heller ikke meget mere.
Alt i alt er Extintion klart den mest seværdige film i serien. Den er flot rent visuelt, actionscener er tempofyldte og lækkert sat sammen, og hele ørkensenariet/det post-apokalyptiske design er glimrende. Niveauet rent filmmæssigt er langt under fx 28 uger senere, men som hjernedød popcornsunderholdning fungerer filmen perfekt.
18/11-2007
